Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Litteratur. Forfatteren Taiye Selasi.
Foto: PR-foto

Litteratur. Forfatteren Taiye Selasi.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der skrives forbandet meget god litteratur i Afrika - men når det frem?

Hvide læsere og vestlige forlag bestemmer for meget, lyder kritik.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Årets største litterære begivenhed på det afrikanske kontinent fandt aldrig sted. Den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong'o, Østafrikas absolutte litterære pioner (f. 1938), fik nemlig – stik imod bookmakernes satsninger og den generelle stemning – ikke årets Nobelpris i Litteratur.

Det havde ellers været en oplagt anerkendelse af det litterære potentiale, kontinentet som sådan fremviser i disse år, hvor antallet og kvaliteten af bøger skrevet af forfattere med afrikansk baggrund har fået internationale forlæggerkredse til at tale om ’Det nye Indien’ med henvisning til den globale (kommercielle) succes, indisk litteratur har haft og vel stadig har.

En nobelpris til Ngugi wa Thiong'o, der kalder sig litterær og social aktivist, ville også have været politisk.

Thiong’o repræsenterer nemlig – groft sagt – den ene af de to fløje i debatten om, hvad afrikansk litteratur egentlig er, og hvem den skrives til. Ngugi wa Thiong'o valgte tidligt i sin forfatterkarriere at ’afkolonialisere sig mentalt’ ved at smide sit britiske fornavn James og skrive alle sine bøger på modersmålet kikuyu. Og først derefter – af hensyn til et bredere publikum – oversætte dem til det gamle kolonisprog engelsk.

»Jeg tror, at det faktum, at jeg skriver på kikuyu, et kenyansk sprog, et afrikansk sprog, er en vigtig del af de kenyanske og afrikanske folks antiimperialistiske kamp«, forklarer han i et centralt essay ’The Language of African Literature’ fra 1986.

Homoseksuelles rettigheder

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Thiong’os gamle antiimperialistiske kamp vinder genklang blandt tidens unge generation af fremadstormende forfattere fra den veluddannede afrikanske middelklasse, forfattere som skriver på engelsk eller fransk, ofte bor i USA eller Europa, vinder priser og brager igennem worldwide.

Eller er der andre kampe, der trænger sig mere på, andre litterære dagsordner, der er mere sexede?

Af de litterære begivenheder, der rent faktisk fandt sted i Afrika i år, var den – formentlig – vigtigste homopolitisk. 18. januar sprang den kenyanske forfatter Binyavanga Wainaina officielt ud som bøsse. Det skete på en panafrikansk hjemmeside og var hurtigt ude i de største internationale aviser og mest nicheprægede bloguniverser.

Binyavanga Wainaina er nemlig ikke hr. Hvemsomhelst, og tidspunktet for erklæringen var ikke tilfældig. Her i begyndelsen af 2014 så den prisvindende, polemiske og initiativrige forfatter adskillige tegn på, at tilværelsen for homoseksuelle forværres.

I mange afrikanske lande er homoseksualitet for det første forbudt. I Uganda diskuterede politikerne et lovforslag om dødsstraf for ’særlige homoseksuelle aktiviteter’, i Nigeria havde præsident Goodluck Jonathan netop underskrevet en lov, der kan give op til 14 års fængsel for at dyrke sex med en af samme køn. Og i et interview til The Guardian en måned efter, at han var sprunget ud, forklarer Wainaina, at da en af hans venner var død af aids – uden at turde være åben om sin seksualitet og sygdom – besluttede Wainaina, at det var nu, han skulle stå frem. Ikke i debatindlæggets form, men i litteraturens.

Erindringsbilleder

Under overskriften ’I am a homosexual, Mum’ lancerede han i januar 2014 et ekstra kapitel til sin anmelderroste erindringsroman fra 2011 ’One day I’ll write about this place’. I det nye kapitel genoplever den nu 43-årige forfatter tiden omkring sin moders død, glider frem og tilbage i erindringen og rundt om den kendsgerning, at han aldrig fik fortalt sin mor, at han er bøsse:

»Jeg er 29. Det er i dag 11. juli, 2000. Jeg, Binyavanga Wainaina, sværger hermed, at jeg har vidst, at jeg er homoseksuel, siden jeg var fem år gammel. Jeg har aldrig rørt ved en mand på en seksuel måde (…) Det vil tage mig fem år efter min mors død at finde en mand, der vil give mig massage og en hurtig omgang kærlighed mod betaling«.

Selv om offentliggørelsen af Wainainas ’ekstra’ kapitel var en homopolitisk begivenhed, var den selvfølgelig også litterær. Det nye kapitel er, hvad angår prægnante erindringsbilleder, fuldt på højde med hovedfortællingen fra 2011.

I den møder man fra første side et særligt drømmende 7-års barn fra den kenyanske middelklasse. En dreng, som midt i en fodboldkamp kan fortabe sig i solens særlige måde at være sol på, dens svimlende evne til at formere sig til flere sole ... indtil han tvinges tilbage til virkeligheden af en bold, der rammer hans hoved, mens nogen råber: »Mååål«.

I det nye kapitel oplever vi så den 5-åriges møde med noget, der for det voksne blik ligner klar maskulin, seksuel udstråling, men for den 5-årige først og fremmest forvirrer og skræmmer: Drengen fascineres af en roligt arbejdende, svedende mand i overalls, som smiler og lugter af disel. Den muskuløse mand løfter drengen op, og drengen ønsker at blive taget med, ført bort for evigt. Men ender med at løbe væk, skamfuld og skrækslagen. »For twentysomething years, I even hug men awkwardly«.

Fortielser og antydninger

Velkommen i den hjemlige identitetsdebat, får man lyst til at sige, for selv om en dansk forfatter aldrig ville opnå massiv mediedækning ved at springe ud som det ene eller andet, er Wainainas ’stunt’ alligevel et afgørende bidrag til de sidste par års diskussion af, hvordan køn, hudfarve og seksualitet gebærder sig i litteraturen – og ikke mindst i læsningen af den. En diskussion, som må kigge ud i verden, hvis den skal løfte sig over det personfikserede og til tider meget lokale.

Af indlysende politiske grunde har homoseksualitet i den afrikansk funderede litteratur hidtil mest været til stede som et ’udkantsfænomen’, noget forbeholdt enten hvide, sydafrikanere eller galleriet af bifigurer; som når der optræder bøsser og lesbiske blandt den kreative, engelske og amerikanske klasse i nigerianske Chimamanda Ngozi Adichies seneste roman ’Americanah’.

Så meget desto mere interessant er det, at der nu tilsyneladende sker noget. Ikke kun på blogs og litterære netfora, men også i den bredt distribuerede litteratur.

Som når en lillesøster drømmer om at kysse sin skoleveninde sådan rigtigt »på læberne« i Taiye Selasis stort orkestrerede familiedrama ’Gå væk, Ghana’, der udkom på dansk i år.

Eller når den etiopisk-amerikanske forfatter Dinaw Mengestu kredser om homoseksualitet i sin aktuelle kærlighedsroman ’All our Names’. I den er vi tilbage i Uganda i begyndelsen af 1970’erne, hvor relationerne mellem tre unge afrikanske mænd, optændte af revolutionær kraft, klart rummer en homoerotisk kerne, godt gemt bag fortielser og antydninger og drengevenskabets legale intimitet. Men når Isaac og hans kammerat vægrer sig ved at holde i hånd, som andre unge heteromænd i Uganda har for vane, har det sine grunde. Og når den ene af dem forlader sin madras i soldaterlejren for at sove andetsteds, har også dét sine.

Kærlighedens sprog

Leder man efter mere end det antydede, homoseksualitet som noget, der også praktiseres, skal man vende blikket mod den angloafrikanske litteraturs nye mediedarling: den somalisk-britiske forfatter Diriye Osman. Han modtog i år Polari First Book Prize for debuten ’Fairytales for Lost Children’ (2013), som af The Guardian i øvrigt blev udråbt til en af årets bedste bøger.

Og der er afgjort tale om en opkvikkende samling af sørgelige, men også forunderligt opløftende eventyr fra Somalia, Kenya og England, alle med homoseksualiteten som afsæt, præmis eller frigørelsesprojekt. Især det sidste.

Faktisk tænker man, at der er lige dele eventyr og autobiografisk spring-ud-fortælling i bogen, som også i kraft af Diriye Osmans illustrationer får et dybt autentisk og personligt præg. Sproget følger sin egen babylonske logik, så man af og til kunne ønske sig en somalisk-engelsk-dansk tolk ved hånden. Men som det er med kærlighedens sprog – man forstår det, hvis man virkelig vil. Desuden er Osman rimelig konkret, når det kommer til kønsakten.

I ’Tell the Sun not to Shine’ hører vi om manden, der som enhver god muslim går i moskeen under eid. Mens imamen beder og råber »Allahu Akbar«, tænker han tilbage på sit erotiske eventyr med selv samme imam for år tilbage. Hvor imamen med de funklende guldtænder kravlede ned under tæppet til vor søvnløse unge ven:

»Hans hånd greb fat om min penis. Den var stiv. Hans bevægelser var langsomme og omhyggelige. Hans håndflader var bløde som kærnemælk«.

Under gensynet i moskeen erfarer fortælleren, at imamens mave er blevet rund som en basketball, at de to guldtænder omgives af lutter sorte, og at skægget er hennafarvet, så det ligner en »brændende busk«. Det rørende – og kendetegnende for samtlige Osmans menneskekærlige fortællinger – er, at den uskønne fysiske forvandling ikke synes at tage kraften af erindringen. Hverken af den lykkelige del eller af den del, der handler om fortielse og forbud. Og om at blive forladt.

Bad Sex in Fiction Award går til afrikaner

Er ’Fairytales for Lost Children’ så en bibel for unge homoseksuelle på vej ud i lyset? Måske, men den er andet og mere end det. Som Diriye Osman selv forsøger at forklare kompleksiteten i et interview til BBC:

»Bogens kerne drejer sig om seksuel identitet i en kontekst, hvor man er homoseksuel, muslim og afrikaner. Det er i bund og grund en bog om frihed«. Friheden til at være den man er. Eller kæmper for at blive.

Måske er der ligefrem en seksuel revolution i gang blandt de afrikanske forfattere, fristes man til at tænke, måske er det her, vi skal lede efter den begavede, erotiske litteratur? Både og.

Da det britiske magasin Literary Review tidligere på måneden uddelte den årlige Bad Sex in Fiction Award, var det den nigeriansk-britiske forfatter Ben Okri, der løb af med sejren. For en scene i hans seneste roman ’The Age of Magic’, hvor en mand »glider ind« i en kvinde under dennes »rytmiske klynken«, øjensynligt til glæde også for manden. I hvert fald slutter scenen med det maleriske:

»Hun havde universet inde i sig, og for hver bevægelse foldede det sig ud for hende. Et sted i natten affyredes en løstgående raket«.

Kåringen fik som altid det litterære parnas til at rødme og – sjovt nok – den aktive og stærkt underholdende nigerianske blogger Ainehi Edoro til at juble: »Jeg er virkelig glad for, at det omsider er en afrikansk forfatter, der modtager Literary Review Bad Sex in Fiction Award. Det har vi ventet på længe. Afrika er nemlig et kontinent fyldt med dårlige, litterære sexscener«, siger Ainehi Edoro, der ikke bare blogger om, men også forsker i afrikansk litteratur.

Jalousien mellem to forkælede bryster

Ainehi Edoro har i øvrigt selv slået et slag for det panafrikanske skrivekollektiv Jalada og deres netpublikation fra i sommer, ’Sext Me. Poems & Stories’. Og måske snydes læserne for vigtige lunser af afrikansk litteratur ved altid at ty til de store, kanoniserede forfattere med engelske, amerikanske eller franske forlag i ryggen.

Man skal i hvert fald ikke have læst mange af teksterne i ’Sext Me’ for at forstille sig en lille, lækker udgivelse, der ville være selv et velrenommeret forlag værdig. Teksterne er skrevet af mindre kendte og aldeles ukendte forfattere, men der er bestemt godbidder imellem: I novellen ’Coming Down’ af kenyaneren Akati Khasiani hører vi om et seksuelt efterspil. En kvinde er ladt alene tilbage i elskovsreden, hvor luften stadig er tyk af »pussy«, og selv om elskeren er forduftet, er liderligheden det ikke:

»Mine lår er skinnende, klistrede af ubrugt fugtighed, der driver ned til mine knæ. Jeg går ud i køkkenet for at klare hjernen. Vandet er koldt og en smule salt. I min distraktion lader jeg nogle dråber slippe over kanten på mit glas, så de løber ned på mit bryst – et chok, en kulderystelse. Den lille strøm fortsætter ned i mellemrummet mellem mine små bryster. De stritter vredt væk fra hinanden, de er hver især jaloux over det, den anden har nydt«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jalousien mellem to forkælede bryster – det er da et henrivende billede.

Seksualitet som frigørelsesprocess

Mindre poetisk, men mere dramatisk går den unge pige til værks i Aisha Alis novelle ’The First Time’, hvor pigen et sted i den hede, tanzanianske nat for første gang finder frem til sit eget erogene fikspunkt. Vel at mærke til lyden af det stønnende unge par i sengen ved siden af.

Angsten for at kusinen – som er den ene af stønnerne – skal gøre dét for allerførste gang, blander sig med den skrækblandede fryd over hendes egen noget mere uskyldige, erotiske debut. Stønnerne fortrækker til en anden lokalitet, pigen hengiver sig nu fuldt og helt og højlydt i de svedige lagner, indtil kusinen og hendes elsker vender tilbage til værelset:

»Hvad laver du?«

Så selv om det nok er for meget at tale om en seksuel revolution blandt afrikanske forfattere, så skriver seksualiteten sig selvfølgelig ind i litteraturen. Som frigørelsesprojekt (Diriye Osman), som præmis (’Sext Me’-novellerne) eller som postulat – Ben Okris løsgående raketter.

De hvide læsere

Om de erotiske netnoveller vil nå ud til et større publikum, er til gengæld tvivlsomt. Tidligere på måneden leverede den nigerianske forfatter Adaobi Tricia Nwaubani et skarpt indlæg i New York Times om den vestlige forlagsbranche.

Den har, ifølge Nwaubani, tildelt Afrika den triste rolle at forsyne Vesten med »savage entertainments«, altså historier om etnisk udrensning, børnesoldater, diktatur, trafficking, krænkelser af rettigheder og så videre. Ikke meget hverdagssex i dét.

Eller sagt på en anden måde: de afrikanske forfattere, der finder frem til de pengestærke forlag i USA og England, leverer det, hvide læsere vil ha’, og skriver derfor til alle andre end afrikanere. Adaobi Tricia Nwaubani går således i Ngugi wa Thiong'os fodspor i det, man kan kalde den antiimperialistiske kamps seneste fase.

Og der er vel ingen tvivl om, at den litterære fødekæde trænger til et kritisk eftersyn. Ikke kun af hensyn til de forfattere, der ikke kan/ vil leve op til den vestligt-hvide opfattelse af, hvad der er ’rigtig’ afrikansk litteratur, men da også af hensyn til det globale publikum, hvis smag udvikles og nuanceres, efterhånden som vi får gnavet os gennem den ene immigrantroman efter den anden, kommer rundt i både Vest-, Central- og Østafrikas forskellige postkoloniale og kulturelle landskaber og får banket på plads, at sydafrikanske forfattere nu engang skriver på og fra en helt særlig apartheidhistorie. Måske er – også det hvide, vestlige publikum – parat til andre typer historier?

Voksede op under Mugabe

Hvis man ser på årets uddeling af den vigtige Caine Prize (for African Writing), som er en rimelig god markør for, hvad der rører sig på det afrikanske marked, så skriver årets kenyanske prismodtager Okwiri Oduor eksempelvis en helt stille historie om en kvindes ufuldstændige sorgarbejde efter faderens død (’My Fathers Head’).

Et arbejde, som hun bliver inspireret til at genoptage i kraft af sit arbejde på et plejehjem. Ingen politiske kampråb her. Blot fintvævede gengivelser af en ensom kvindes eksistentielle tumlen.

Som altid er det farligt at holde for meget fast i genrer og temaer, når man taler litterær nødvendighed. Hvis vi f.eks. tager den klassiske immigrantroman, om rejsen fra et afrikansk land til USA eller Europa og evt. tilbage igen, så har vi her i Vesten ved gud læst et par stykker gennem det sidste årti. Så sent som i dette efterår landede NoViolet Bulawayos debutroman ’Vi skal have nye navne’ på det danske marked.

Men uanset hvor mange priser og hvide muskler der har hjulpet romanen på vej til et vestligt publikum, så fortæller Bulawayo fra sin helt egen position og med et særegent barnligt sprogligt greb en historie, så siderne vender sig af sig selv – om at være barn og leve et lorteliv i Zimbabwe under Mugabe.

Dén udgave af historien havde jeg i hvert fald ikke fået fortalt før. Og jeg havde nødigt været den foruden.

NoViolet Bulawayo bor og underviser p.t. i USA. Hun er dermed i ’fare’ for fremover at levere, hvad amerikanske forlag kræver og hvide læsere forventer. Spørgsmålet er, om man kan kritisere hende for at svigte sine potentielle læsere i Zimbabwe, de afrikanere, hun først og fremmest bør skrive til?

Opgøret med nationaliteten

Hvis man vil kvalificere – for ikke at sige komplicere – diskussionen om det litterære markeds aktører, vores hudfarve, nationalitet og agendaer, yderligere, skal man bare endnu en gang vende blikket mod Taiye Selasi. Selasi holdt under den prestigiøse TEDGlobal-konference i efteråret en forelæsning, som fik overskriften ’Our Passports Don’t Define Us’.

Selasi, der selv har personlige aktier i både Afrika, Europa, Australien og USA, og som kalder sig afropolit, taler for en identitetsforståelse, der lægger langt mindre vægt på nationalitet, end vi er vant til. For som hun siger, historien er virkelig, kulturer er virkelige, men landegrænser er noget, vi opfinder.

»Hvordan kan jeg tilhøre en nation? Hvordan kan et menneske stamme fra et koncept?«

Bloguniverset har dirret lige siden. For er det ikke topmålet af afropolitisk arrogance? Er det ikke en meget konkret og identitetsdefinerende ting at være født i Zimbabwe under Mugabe, f.eks.?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jo, det betyder selvfølgelig noget, men når det gælder om at definere sit tilhørsforhold som menneske, er det, fastslår Selasi, langt vigtigere at tænke over forhold som: I hvilken – eller hvilke – af verdens byer er jeg et kendt ansigt blandt de lokale handlende. Hvilke personer er det, der i det daglige får mig til virkelig at føle noget. Og endelig: Hvor i verden har jeg overhovedet lov til at leve? Hvor føler jeg mig helt og holdent hjemme uden at være begrænset af racisme, borgerkrig eller andet?

Reflektionerne fortsætter

Pointen er lige så fristende, som den er provokerende. Taiye Selasi svarer sine kritikere, at hun let bliver misforstået og i øvrigt slet ikke er færdig med at reflektere over begrebet identitet. Hverken på nettet eller i sine bøger.

Det er Binyavanga Wainaina sikkert heller ikke, selv om han meldte klart ud i forhold til sin seksuelle identitet for snart et år siden. I det før omtalte interview til The Guardian fortalte han i øvrigt, at han har truffet en beslutning om at slå sig ned mere permanent i Kenya.

»Jeg kunne nemt tage endnu en undervisningstjans i New York, hænge ud i Brooklyn, dyrke noget god sex, skrive en hip bog. Men, altså, det er overstået. Jeg vil skabe noget nyt. Min mor og far er her ikke. Det er min tur nu, kan man sige«.

Den beslutning, hvor svær og risikofyldt den end er, skal der nok komme litteratur ud af.

Oversættelse af litterære citater:
Tonny Pedersen

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden