Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

ironimus. Ulrik Høy satiriserer til højre og især til venstre. Det stopper dog, når han skriver om sig selv.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ironiserende forfatter langer skarpt ud efter alle undtagen sig selv

Mens Ulrik Høys ordfantasi er elegant, er udfaldene tunge og sortseende.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

George W. Bush er en hædersmand, mens europæerne er nogle fantaster med ideen om en union. Araberne er dog endnu værre, ikke mindst dem fra Palæstina: »Hvad palæstinenserne skænkede verden? Flyterror! En gribende donation«.

Anfald som dette er et udslag af satire, og den skal der som bekendt være plads til. Men Ulrik Høys satire er oftest uden empati med dem, han gør grin med.

Høy dyrker skamløsheden og sprutter, så der ryger kogende olie i alle retninger. I hans artikel om djævleuddrivelse bekender han sig til Mogens Camre som Danmarks velgørende sandsiger, der »giver hele møjten en på sinkadusen, så man bliver helt taknemmelig«.

Ikke en fair player

Og så pludselig ændrer tonen sig, når han skriver om sig selv. Stykket ’Lidelsens vej’ om et maratonløb, han deltager i, er på den måde karakteristisk i sin nøgterne gengivelse af løbets genstridigheder.

Det, Høy godt kan lide ved det legendariske løb, er dets ærlighed, og det sætter sig spor i skildringen.

Ironien og alt det perfide stopper med andre ord, når det kommer til ham selv. Det kan være, at han er ærlig, men Høy spiller ikke ’fair play’, når han sviner andre til, mens han tager sig selv så seriøst.

Tiden før det moderne syndefald

Det gedigne liv med sport, parcelhus, kristendom og klassisk dannelse er blandt Høys favoritter. Han skriver med veneration om fortiden før det moderne syndefald i 1968, og man fornemmer glansen fra den gamle verden, som stadig skinner fra lysekronen af krystal.

Nostalgien ved faderens autoritet og den husmoderlige kærlighed i huset ved Silkeborg holdes op imod den verden af moralsk og åndeligt forfald, Høy møder som voksen skribent.

Der er et misforhold mellem den respektfulde tilgang til fortiden og det respektløse blik på samtiden. Det giver fremstillingerne energi, men sortsynet er nok mere spiseligt i ugentlige avisdoser end i bogform.

Drømmetilværelsen for romantikeren

Flere gange skriver Høy om sin far og dennes aura. Første gang er i ’Patriarkatets nedtur’, som er en af samlingens bedste tekster, fordi der er blandet lidt ægte resignation i dejen.

I det tomrum, den moderne far befinder sig i, må han selv stable sin autoritet på benene, konstaterer Høy. Men han har tilsyneladende ikke den store vilje til faktisk at undersøge mulighederne i en ny faderrolle.

Teksten afslører en tristesse i Høys blik, som ellers overdøves af de satiriske fagter, og da han senere afslører, at han af og til drømmer om at være »posemand i barndommens gade«, tror jeg ham fuldt og fast. Den totale afgivelse af magt, penge og anseelse, men alligevel med stoltheden i behold, er en tillokkende drømmetilværelse for sortsynede romantikere og er ifølge Høy bedre end det rakkerliv, man lever som EU-parlamentariker.

Platuglen tuder alene

Kritikken af den moderne verden er virtuos og imponerende fantasifuld. Men den er også ensidig, fordi den står i konstant forhold til glansbilledet af den gamle verden. På den måde balancerer stykkerne mellem det pompøse og det platte, hvilket måske også er meningen.

Høys ironi og sarkasme er netop kendt under navnet Platuglen. Men Platuglen tuder alene i modernitetens mørke. Mens andre danser disko og har det sjovt, har Høy trukket nathuen godt ned, så han undgår at bemærke, at udviklingen også bringer godt med sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ingen tvivl om, at Høy har sin egen fest, når hans fingre danser på en af de nymodens computere, som han også når at brokke sig over, inden han slukker natlampen og konkluderer, at: »50’erne var et eksemplarisk årti, der leverede opskriften på alt det, vi også i dag forstår ved det gode liv«.

Fortidens bedrifter fejres

Det er på alle måder fortidens bedrifter, som fejres i opsamlingsbogen ’Høy på ord’, der er udkommet i forbindelsen med Høys 70-års fødselsdag. Det er dokumentation og bevisførelse for et flot sprog, men der er ingen udvikling, som for alvor retfærdiggør genoptrykket.

Som kommentator i Weekendavisen var hans storhedstid de glade årtier efter Murens fald, hvor ironi var Gud. I dag er det pendul svinget, og derfor virker det en anelse bedaget at genoplive genren i dens gamle aftapning, lidt som en genudsendelse af en tv-komedie med Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl.

Det er skørt og gennemmusikalsk, men ikke noget, som peger fremad.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden