Hvis man kunne transplantere noget af stemningen fra Edward Hoppers billeder og fra Salingers ’Catcher in The Rye’ ind over Mira Gonzalez (f. 1992) og Los Angeles anno i dag, så ville man kunne få en idé om tone og univers i Gonzalez’ debutdigte, ’jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen’.

Og så dog. For ganske vist er der både smerte, sårbarhed og teenageagtig weltschmerz over Gonzalez’ autofiktionale, urimede og talesprogsbårne digte, men hendes køn og den rolle, sex, biler og antidepressive piller spiller, placerer hende alligevel et lidt andet sted.