Hvis man kunne transplantere noget af stemningen fra Edward Hoppers billeder og fra Salingers ’Catcher in The Rye’ ind over Mira Gonzalez (f. 1992) og Los Angeles anno i dag, så ville man kunne få en idé om tone og univers i Gonzalez’ debutdigte, ’jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen’.
Og så dog. For ganske vist er der både smerte, sårbarhed og teenageagtig weltschmerz over Gonzalez’ autofiktionale, urimede og talesprogsbårne digte, men hendes køn og den rolle, sex, biler og antidepressive piller spiller, placerer hende alligevel et lidt andet sted.
Hvilket sted da? Et sted med selvforagt, ensomhed, anoreksi og ikkeironisk alvor, f.eks.: »jeg ved ikke hvordan man holder forhold ved lige/ de fleste af de personer jeg har haft sex med/ har negative følelser omkring mig nu/ at dø af sult under sex er noget jeg gerne vil gøre i denne uge«.
Mellem skarphed og sløvhed
Denne pøl af dødsdrift og fremmedgjorthed (det sidste er et genkommende ord i samlingen), er imidlertid spændt op imod en sært sønderbombet humor, som f.eks. i denne lange, lange titel: ’jeg kan læse en roman højt mens du ligger på mit gulv med dit hoved i mit skød og vi kan føle os lykkelige fordi vi rører hinanden og jeg bruger min stemme og vi behøver ikke længere tænke på klimaforandringer eller døden’. Selve digtet er næsten kortere end titlen. Og et sted dukker der ligefrem en tvetydig triumffølelse op:
»der er en uhøjtidelig form for triumf/ på alle steder du ikke har nydt at have sex«.
LÆS INTERVIEW
Digterjeget bor undertiden i sin bil, spiser og har sex der, tager sine stoffer og piller der i en tilstand, der er mærkelig distræt, sløvet og bortfjernet, men på samme tid indlejret i et felt, hvor sansninger og erfaringer kan være gnistrende skarpe – det er mellem skarphed og sløvhed, samlingen duver.
Styrken til at skrive om det hele
Et af de skarpe glimt involverer en lakonisk genopfindelse af haikudigtet. Det har blot titlen ’haiku’ og lyder sådan her:
»grædende mens jeg parkerede/min bil foran en mexikansk restaurant/ tilbød en mand mig stoffer«.
Den støddæmpede humor ligger i valget af titel og genre. Og selv om Gonzalez mobiliserer al denne smerte og sløvhed, er der en kraft og en vilje i samlingen også, det slår ud i en sætning som denne: »alting er okay«.
For samlingens konstellation af glimt og splinter fra en sønderbombet, smertebedøvet ungdomseksistens i nutidens Los Angeles er allerede i sig selv resultatet af en stor styrke, styrken til at skrive om det hele, hele den store grimme pakke.
Så tak til Caspar Eric og Forlaget Kronstork for at levere noget af det mest dampende nye fra amerikansk lyrik.
