Debutant. Ina Munch Christensen har skrevet om en kvinde, der søger sig selv i et hårdtslående miljø.
Foto: Morten Holtum

Debutant. Ina Munch Christensen har skrevet om en kvinde, der søger sig selv i et hårdtslående miljø.

Bøger

Debutroman er en københavnsk, litterær pendant til tv-serien 'Girls'

Roman om urban ungdom kaster sin læser rundt som i jitterbug. Der er knald på.

Bøger

'Nielsine’ er et sejt navn. En ikke-kurant femininumsform af et mandenavn. Det klinger for mig lidt af Andersine. Og det gør det nok, fordi titelpersonen i Ida Munch Christensens roman er omgivet af personer med amerikanske 50’er-navne: Polly, Lorraine, Leslie, Nancy.

Det giver noget swing og colorchrome og bobbysocks til persongalleriet, eller rettere til den kvindelige del af persongalleriet; med undtagelse af fyren ’Luis’ hedder de mandlige personer, hvad unge mænd hedder i dagens København, opkaldt efter en blanding af bibelske og nordiske forfædre: Andreas, Elias, Mikael, Villads, Adam, Rune.

Der er højt tempo på beretningen om Nielsine, der tumler rundt i København, blandt veninder og bøssevenner, sin amerikanske alkoholikerfar, halvhjertede forelskelser, fra bar til bar, lidt hf, lidt seminar, meget sprut, mange smøger, mange forskellige senge at sove i, ikke megen sex, men en del onaneren til kvindeparfume.

Nattedrømme om kaffe og standpunktskarakterer

Erindringer fra en blakket barndom, fars kritik, mors krav, en autistisk storebror, tidlig søvnløshed, nattedrømme om katte, forelskelsen i hf-lærerinden Polly. Veninden Nancy deler livet op i kategorier: »sexliv/ kærlighedsliv/ familieliv/ økonomi/ kreativitet/ film« og giver dem månedlige standpunktskarakterer. For Nielsine står det temmelig skidt til i alle kategorier.

Læseren får også lov at tumle rundt, vi kastes mellem replik, tanke, beretning, nær og fjern erindring. Ikke mindst kastes vi mellem første og tredje person: I ca. halvdelen af kapitlerne er Nielsine jegfortæller, i den anden halvdel er hun ’hun’ og ’Nielsine’, men stadig den, der bærer synsvinklen. Samtidig kastes man rundt i tid, både internt i kapitlerne af ekskursive flashbacks, og mellem kapitlerne, der kan være forsynet med omtrentlige tidsangivelser som ’tidligere’, ’endnu tidligere’, ’nogle år siden’.

Læseren får også lov at tumle rundt, vi kastes mellem replik, tanke, beretning, nær og fjern erindring

Der er også knald på romanens mundrette sprog. Der kan nås mange korte sætninger og led mellem to punktummer, føjet til hinanden med ’og’ eller komma, glidende mellem beretning, sansning, tanke og tale: »Vi hører Marilyn Monroe, spiser laks og søde kartofler osv., det smager godt og vinen bliver bedre og bedre, og hun sætter Spice Girls på og vi griner og hun går ind og skifter tøj, kommer tilbage, yndig som en pin-up, vi åbner den sidste flaske vin og en pakke Slim Agenda, ryger og drikker og snakker om hendes komplekser« (der er stadig en kvart side til punktum).

Jeg har lært et nyt og godt nudansk ord: ’semiknalde’. Og så er der selvfølgelig alle anglicismerne, men de er doseret med god timing, så de ikke bliver mani: »embrace dig«, »shininess«, »fuckable«, »What the MOTHER freaking fuck SKETE der for dét«.

I farten tilkastes der jævnlig læseren en rigtig god sætning, med en fandenivoldsk, humoristisk præcision. Jeg har forsøgt at gribe nogle af dem, og dette lille potpourri kan forhåbentlig give en fornemmelse af romanens tone: »jeg har en hyggelig og intens samtale med Thomas om angst«. »Det er en kvinde der udstiller pt., træer i forskelligt vejr«. »Nielsine sendte ham en hademail og så sendte han hende tunge blikke med sine dybe blå øjne«. Min far forrådte mig i flyet, hans jakkes skulderpuders løgnagtige tryghed«. »Tak siger hun og har en meget ubestemmelig øjenfarve«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Smerten rummet i humor

I læsningens løb syntes jeg indimellem, at alle springene i tid og person blev forvirrende, lidt for tumultariske. Men hvis man giver sig hen i det som i en jitterbug og bare lader sig kaste, har det sin charme. Ina Munch Christensens debutroman giver os de evige ungdomstemaer (forældreopgør, mindreværdsfølelser, idealiserende forelskelse) i et tidssvarende og veloplagt sprog, med smerten rummet i humor.

Selv om jeg er tyve år for gammel til at føle mig hjemme i bogens referencer (The Knife, Gilmore Girls, Joanne Newsom), tror jeg ikke, det er helt forkert at tænke på den som en københavnsk og litterær pendant til tv-serien ’Girls’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce