'Nielsine’ er et sejt navn. En ikke-kurant femininumsform af et mandenavn. Det klinger for mig lidt af Andersine. Og det gør det nok, fordi titelpersonen i Ida Munch Christensens roman er omgivet af personer med amerikanske 50’er-navne: Polly, Lorraine, Leslie, Nancy.

Det giver noget swing og colorchrome og bobbysocks til persongalleriet, eller rettere til den kvindelige del af persongalleriet; med undtagelse af fyren ’Luis’ hedder de mandlige personer, hvad unge mænd hedder i dagens København, opkaldt efter en blanding af bibelske og nordiske forfædre: Andreas, Elias, Mikael, Villads, Adam, Rune.