Forfatterstafet: Skal Brugsen sælge slædehundekød?

Varmt. »Hundene var der stadig, bundet uden for husene, de skulle fodres til tiden, og alligevel hylede de«, skriver Jessie Kleemann blandt andet i sin tekst om klima- forandringer i Grønland. Hundene hyler, fordi de ikke arbejder længere. Der er ikke er nok is at køre på. Her fodrer Gert Ignatiussen i anden forbindelse sine hunde i Tasiilaq.
Varmt. »Hundene var der stadig, bundet uden for husene, de skulle fodres til tiden, og alligevel hylede de«, skriver Jessie Kleemann blandt andet i sin tekst om klima- forandringer i Grønland. Hundene hyler, fordi de ikke arbejder længere. Der er ikke er nok is at køre på. Her fodrer Gert Ignatiussen i anden forbindelse sine hunde i Tasiilaq.
Lyt til artiklen

Mens iskappens mange baner, vægge og tunneler af vand, og opdæmmede søer skydes ud i en sådan fart, at selv vi, der ser tv og læser alle vegne om den allestedsnærværende globale klimaændring, bliver mere og mere handlingslammede. Vi er de almindelige såkaldte verdensborgere, fordelt rundtomkring i stuerne på Qinngorputs luksuriøse condos, i ældre lejligheder med gamle elinstallationer på Amager, og så er der dem i Nordgrønland, Sydhavsøerne, ja hele verdens befolkning faktisk.

For verden brænder, isfjeldets moder brænder, så det brænder overalt – med vand. Hvilken modsigelse! Men modsigelser har det ofte med at bevise det sande i det (like it or not) modsatte. Der er gået cirka halvandet år, siden jeg i de grønlandske nyheder læste om et seminar om slædehundenes situation; det blev holdt i Ilulissat også kendt som hovedstaden i Nordvestgrønland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her