Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Maler. Achton Friis skulle sammen med sin kollega, maleren Aage, udødeliggøre Danmark-Ekspeditionen gennem deres tegne- og malerkunst. Her Friis' maleri 'Danmark i havnen, streng kulde ved solnedgang i begyndelsen af 1907'. 36 x 58 cm.
Foto: Foto fra bogen: Mark Bertelsen og Andreas Lundager

Maler. Achton Friis skulle sammen med sin kollega, maleren Aage, udødeliggøre Danmark-Ekspeditionen gennem deres tegne- og malerkunst. Her Friis' maleri 'Danmark i havnen, streng kulde ved solnedgang i begyndelsen af 1907'. 36 x 58 cm.

Bøger

Tragisk Danmark-Ekspedition var også en vild kærlighedshistorie viser nyt bogværk

Indholdet i Aage Bertelsens og Achton Friis’ dagbøger har ikke været offentligt kendt, men takket være Søren Frandsen og Mette Karlsson, giver de nyt gods til historien om polarfærden fra 1906-08.

Bøger

Det var både et socialt eksperiment, en vovelig opdagerfærd og en mandedrøm om udødelighed, da Ludvig Mylius-Erichsen i 1906 stævnede mod Nordøstgrønland.

Sammen med ham var 27 besætningsmedlemmer i alderen fra 17 til 39 år og opgaven var klar: At kortlægge de sidste hvide pletter på landkortet over den store ø.

Det hele endte i en tragedie, som for længst er blevet en heroisk og national myte, men Danmark-Ekspeditionen bliver ved med at fascinere. Ganske ofte kommer nye udgivelser, som føjer endnu nogle facetter til forståelsen af, hvad der førte til døden for de tre mænd på Mylius-Erichsens slædehold i ’79-Fjorden’. Men også graver sig dybere ind i selve det univers, som deltagerne etablerede.

Og nu viser det sig minsandten, at Danmark-Ekspeditionen også var en vild kærlighedshistorie. Det afslører en af de kunstnerdagbøger, som offentliggøres i et nyt bogværk om den dramatiske polarfærd.

En skat åbenbares

Mylius-Erichsens første ekspedition til Grønland i 1902-04, hvor Knud Rasmussen og Peter Freuchen var med, havde været ’litterær’.

Ekspedition nummer 2, den på det gode skib ’Danmark’, som havde nationens fulde bevågenhed, havde vigtige kartografiske opgaver, men havde også et stort kunstnerisk islæt.

Mylius-Erichsen, der var meget interesseret i malerkunst, havde hyret malerne Aage Bertelsen og Achton Friis til at udødeliggøre ekspeditionen gennem deres tegne- og malerkunst.

Hidtil har indholdet i Bertelsens og Friis’ dagbøger ikke været offentligt kendt, men takket være Søren Frandsen og Mette Karlsson, som står bag bogværket med titlen, der blev gjort så frygteligt til skamme, ’Vi kommer hjem igen!’, er det nu muligt at læse betydelige uddrag af dem, og det er en skat, der i mere end én forstand bliver åbenbaret.

En nær, men fjern samtalepartner

Achton Friis endte, efter Mylius-Erichsens død, med at skrive det store officielle værk om Danmark-Ekspeditionen bl.a. med udgangspunkt i sine egne dagbøger.

Nu træder han frem som forelsket, og det viser sig, at alt, hvad han skriver om langturens malerarbejde, jagt, kulde og strabadser, er henvendt til hans elskede hjemme i Danmark. Hun har givet ham et brev og et digt med på rejsen, og her er en bid af Achtons første svar:

Gud hjælpe mig - elendige stakkel er jeg

»Hvorfor er jeg rejst fra jer? Jeg tænkte mig ikke, at længslen ville blive så stærk. Jeg har ingen anden tanke i mig, end den om den lange tid, der skal gå. Og det går nu op for mig, at jeg har det ligesom fyrst Aaran: først i tredje akt forstår jeg, hvad der foregik i anden akt. Altså ligger jeg her og tænker på dig.

Før kendte jeg dig som de andre. Jeg så, hvor smukke I var alle sammen, og jeg gik uden om jer. Vi forstod ikke helt hinandens sprog; men når jeg rørte ved mit spil, så dansede I derefter, uden sans for hvor spillet kom fra. Vi gik uden om jer – for I var pigerne, der dansede på græsset, og jeg var trolden, der spillede i højen under jer. Men nu er du brudt ud af rækken, du har talt til mig. Gud hjælpe mig – elendige stakkel er jeg. Og du har digtet om mig og sagt, at livet kun er, hvor hjerterne brænder«.

Friis skriver hele turen igennem til sin elskede hjemme i Danmark. Hun bliver hans nære, men dog fjerne samtalepartner, og kærlighedserklæringerne blander sig med alt det, han oplever.

Mandskabet på Danmark kom fra mange sociale lag og bestod ud over af diverse videnskabeligt uddannede, intellektuelle og kunstnere af søfolk og håndværkere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle skulle i princippet være lige, men Mylius-Erichsen var ikke desto mindre og helt indiskutabelt lederen, indtil andre efter hans død måtte tage over, og han var virkelig savnet i den lange periode af uvished, før det kom for en dag, at han var omkommet i slutningen af november 1907.

Aage Bertelsen, der efter grønlandsfærden slog sig ned som landskabsmaler i Birkerød, var dog ikke helt tilfreds med hans lederskab:

19. februar 1907: »... på skibet er den forfærdeligste uorden og det utroligste svineri. Ingen orden, ingen kommando – lederne elsker svineriet, sømændene og adskillige andre tager, hvad de har brug for, af alt, ødsler med det og bestiller ellers ikke meget, men det er ikke deres skyld; det er kommando, der mangler; og dog går det meste ganske godt (...) der skal noget held til, at turen skal lykkes, men vistnok meget uheld til, for at vi ikke skulle komme hjem«.

Fra et bankende hjerte

Der er skrevet meget om Danmark-Ekspeditionen, men dette charmerende værk udmærker sig ud over dagbogsuddragene ved det elementært fascinerende illustrationsmateriale, herunder mange malerier og tegninger af Bertelsen og Friis, hvoraf en del ikke har været vist før.

Arktisk Institut har bidraget med fantastiske arkivalier, herunder fotografier, og bogen er spækket med uddrag fra breve, avisartikler og lister med oplysninger om planlægningen af turen, anskaffelser etc.

Et brev, hvori Johannes V. Jensen roser Achton Friis for dennes færdige bog om ekspeditionen, er også medtaget, og mon ikke den store forfatters ord må have ansporet Friis ganske til at kaste sig ud i sin store præstation: ’De danskes øer’ og de andre pragtværker om Danmark, han skrev og tegnede til sammen med Johannes Larsen.

LÆS OSGÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For både kendere og nytilkomne til dette danske eventyr med fatal udgang i det høje Nord, er der således masser af gods i bogen, som føres helt op til vore dage ved at runde af med akvareller og grønlandsindtryk fra Per Kirkeby.

Men det er Achton Friis’ bankende varme hjerte, som går stærkest igennem. Det har altid undret denne anmelder, at fortidens gæve opdagelsesrejsende, altid mænd, bare sådan kunne smutte af sted fra deres kæreste i årevis. Friis’ dagbøger viser, hvor svært det faktisk kunne være.

Men også hvilket indtryk det gjorde på ham, at tre af rejsekammeraterne, Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund, aldrig skulle komme hjem til deres kære igen.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce