Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lysfølsom kvindes beretning svælger for meget i sin lidelse

Lysfølsom kvinde beretter. Og svælger i detaljer om sin meget mærkelige lidelse.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis man kun bedømte denne bog på sproget, ville den få et hjerte mere. Den er uhyre velskrevet. Men indholdet tæller jo med, og her må jeg melde fra. Jeg kan ikke lide bogen. Der er noget galt med den.

Før i tiden havde vi kyniske pressefolk et begreb, som hed ’ugens glade krøbling’. Det var et fast indslag i mange ugeblade. Et stakkels menneske, som var gået meget ondt igennem, men som var kommet ud på den anden side med et smil på læben, fuld af taknemmelighed og kærlighed.

Siden har begrebet udviklet sig i en noget anden retning. Medierne, og her især tv, byder på den ene ynkehistorie efter den anden, de mystisk syge, de alt for tykke, de alt for unge mødre etc. Her tales mere om udstilling end om medfølelse. Man smiler sjældent gennem tårer.

Ugebladene har dog holdt fast i sygehistorierne, som regel med den vinkel, at man aldrig ville have været foruden sin forfærdelige, livsfarlige lidelse eller sin skrækkelige stress. Man har lært så uendelig meget, af og til i en sådan grad, at man nu tjener penge som coach for andre i en lignende situation.

En sygehistorie på et andet niveau

’Kvinden i mørket’ er en sygehistorie på et andet niveau og i jegform. Hovedpersonen bliver ramt af en invaliderende overfølsomhed for lys. Først kan hun ikke tåle lyset fra sin computer, gradvis kan hun overhovedet ikke tåle noget som helst lys, hverken kunstigt eller naturligt. Hun må henslæbe sin tid i sin kærestes gæsteværelse, der er så mørkelagt, det er muligt, iført lag på lag af tøj, så intet lysskær kan fremkalde den forfærdelige brænden og smerte i huden, hun ellers rammes af.

Sådan har hun nu levet i ti år, af og til helt isoleret i rummet, af og til som tusmørkemenneske, der nyder livet intenst, når det er mørkt nok.

Anna Lyndsey er et pseudonym. Hvorfor forklares ikke, selv om forfatteren er vældig god til at beskrive næsten hvad som helst. Hun selviscenesætter side op og ned meget poetisk sin rædsomme situation.

Med skam at melde finder jeg beretningen ubehageligt narcissistisk. Ingen specialist vil tilse hende i hjemmet, kvinden, der ikke kan tåle lys og derfor ikke kan rejse ud, og det lyder jo helt bizart. Hun bliver vældig vred, da hun konfronteres med, at sygdommen kan have en psykisk årsag.

Jeg mener vitterlig ikke, at man som hovedregel selv er skyld i sine egne sygdomme. Men her foregår noget, der er ud over det troværdige. Der er for megen tapper svælgen i detaljer, for megen nydelse i lidelsen. I alle tilfælde for denne læser.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden