Oxfordskolen inden for krimilitteraturhistorien begyndte dengang i 1930’erne, da den britiske og folkelige whodunit blev sendt op til den gamle universitetsby for at blive dannet og vidende.
Det traditionelle mord blev underordnet litterære citater indsat i usandsynlige intriger, hvor forfatteren gik ud fra, at læseren kunne sine sonetter af Shakespeare, i detaljen Dantes ungdomslyrik. På alle måder i stand til at afkode anagrammer og nyde en anapæst.
Kort sagt, den klassiske detektivhistorie blev byzantinsk restaureret og labyrintisk intertekstuel, gerne skrevet af den senere hofpoet Cecil Day Lewis alias Nicholas Blake eller den fine litteraturprofessor J.I.M. Stewart alias Michael Innes.
Klukkende og berigende (post)moderne metalitteratur for nogle. For mange andre blæret magisterlitteratur for de få med eksamen i græsk og latin. Genren slog i hvert fald aldrig igennem her i Grundtvigs fædreland med Erasmus Montanus som studentikost fugleskræmsel uden for højskolen.
Fra før verden gik af lave
Genrens genesis anes i Colin Dexters oxfordkrimier om inspektør Morse, der jo også gerne er glad for at levere et citat eller to. Dexter var klar over arven fra dengang. Med intention lader han unge Morse amourøst blive smidt ud af St. John’s College, samme kollegium som Robert Bruce Montgomery frekventerede tidligt i 1940’erne.
Komponisten og organisten, som i Storbritannien blev verdensberømt under pseudonymet Edmund Crispin. På en række puslespilskrimier med den excentriske, distanceblændende og yderst whiskydrikkende professor i engelsk litteratur Gervase Fen.
Crispins ’Den forsvundne legetøjsbutik’ udkom i 1946, lidt som en kærlig hyldest og parodi på denne særlige paratvidenskabelige oxfordbevægelse. Men den blev druknet, af at tidens hang lige efter verdenskrigen mere var til elegisk senromantiske Raymond Chandler og co. end endnu en elegant og vittig tur rundt med mænd og kvinder i firkantede hatte og sorte kapper.
Crispin, en stor beundrer af Michael Innes, sætter da også handlingen i 1938, fra før verden gik af lave med verdenskrig nr. 2.
Elskværdig sarkasme
Bogen er dedikeret til hans gode ven poeten Philip Larkin, som selv slet forklædt optræder i sagen som den livstrætte digter Cadogan, der forlader London for at tage til Oxford. »Byen med drømmespir, gøgekukken og en vrimmel af klokker (så det kan drive én til vanvid), fortryllet af lærker, plaget af råger og omgivet af floder«.
Således sætter han af på en odysse op nordpå, som på meget kort tid fører ham til en legetøjsbutik med et kvindelig, som forsvinder, mens duggen falder på town and gown.
Og til Oxfords spendable spradebasse, Gervase Fen, litteraten, som mestendels elsker at lege opdager med lig og over øl sarkastisk rakke ned på tidens litterære klenodier, fra Jane Austen til D.H. Lawrence. Men med kærlighed.
På et tidspunkt leges der en quiz om ulæselige værker. ’Ulysses og ’Tristam Shandy’ bliver kastet på bordet. Men med den raffinerede ironi, at alt lige som i den første foregår inden for 24 timer i den selvsamme by.
Et karneval af pudsigheder
Ligesom sidstnævnte inddrages læser og forfatter i teksten på finurlig facon. Men bare rolig. Her er både slagsmål i vente, en biljagt at hente og skyder med lyddæmper tværs over gaden.
