Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jacob Erhbahn
Foto: Jacob Erhbahn

Selvindsigt. Et ansigt, der intet ville have været uden øjenbrynene. Trætte øjne, briller med et tyndt stel. Et underligt fremtrædende adamsæble. Skæve fortænder. Høje tindinger. Sådan beskriver Clemens J. Setz sit alter ego i romanen 'Indigo'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ung forfatter: »Krige kan stoppe, men ingen kan bringe en uddød fugleart tilbage«

Clemens J. Setzs er både optaget og opskræmt af det grusomme.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hvis man bare kunne skrive som ham der«, sagde Hans Magnus Enzensberger og pegede på sin unge forfatterkollega, da de to var sat sammen på en scene på Louisiana Literature i sidste uge. Noget af et skudsmål fra en af tysk litteraturs skelsættende skribenter!

Målet for beundringen, Clemens J. Setz, takkede genert og mumlede, vistnok lidt selvironisk, at hans generation jo skulle læse Enzensberger, og at han skam at melde kun fik et 3-tal (svarende til 7 på den danske karakterskala) for en stil om Enzensberger i skolen.

Så hvem er denne litterære superstjerne i ny tysksproget litteratur, som imponerer selv de gamle germanister?

33-årige Clemens Johann Setz har studeret matematik og germanske sprog, han er en habil tryllekunstner, ivrig Obertonsänger og belønnet med blandt andet den prestigefulde Preis der Leipziger Buchmesse.

Danske læsere blev introduceret for ham sidste år med en samling af groteske og urovækkende noveller i ’Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid’, der fik fem hjerter her i avisen.

Og lige nu er han aktuel med ’Indigo’, en lige så særpræget, men også morsom roman om børn med en gådefuld sygdom: Enhver, der kommer i kontakt med dem, rammes af kvalme, svimmelhed og stærk hovedpine. En historie om ensomhed og menneskelig interaktion eller mangel på samme.

I bogen forekommer også forpinte forsøgsdyr, flåede hunde, kannibalisme og tilfangetagne eksistenser i kældre. Der er altså noget med østrigere og kældre ...

Bare følsom

Men forfatteren er ikke ond, afviser han forfærdet. Bare følsom.

»Werner Herzog siger, at en kunstner skal kunne se på alt for at beskrive det«, siger Clemens J. Setz med en perfekt imitation af den tyske filminstruktørs gebrokken-monotone engelsk.

Men det er netop det at se på alt, Setz ikke kan holde ud.

»Måske skulle jeg have en assistent, som så tingene for mig og så nænsomt som muligt fortalte mig om dem. Jeg bliver sindssyg af ondskab, i dagevis er jeg helt ødelagt«, siger han og beskriver sig selv som: »kujonagtig, nørdet, bange og genert«.

Det med det kujonagtig trækker han lidt i land med:

»Men jeg har det svært med grusomhed, måske er det derfor, jeg nogle gange skriver om det«, siger manden, der indimellem får en god gammeldags lyst til at lynche. En lyst, han kommer af med i ’Indigo’.

For os er det at brokke sig som et kærtegn

»Når folk er onde ved børn eller dyr, stiger der en urgammel stammeagtig hævntørst op i mig. Måske har det noget at gøre med, at jeg er østriger? At jeg kommer fra denne gamle ornamenterede civilisation, som elsker krummelurer, Mozart og et roligt caféliv. Jeg ved ikke, om du kender alle klicheerne om Østrig? De er alle sammen rigtige!«.

»Det må være lidt, som når vi læser Helle Helle«

Lige så camp og sci-fi Setzs litteratur er, lige så lærd er den. Med intertekstuel inspiration fra østrigsk litteraturs Peter Henkel, som insisterede på, at den litterære erfaring skal opsøges i selve sproget. Og fra Johann Peter Hebels, hvis naivistiske 1800-tals kalenderfortællinger Setz låner fra. Ligesom han skæver til nobelprismodtager Elfriede Jelinek og hendes had til det tyske sprog.

Så er der selvfølgelig også Leopold Sasher-Masoch med – nå ja – sadomasochismen at forholde sig til. Og den østrigske zoolog Konrad Lorenz, der ligger ligefor, fordi de deler interessen for dyr og behaviorisme. For ikke at tale om den avantgardistiske lyriker Ernst Jandl, som gik til angreb mod enhver form for litterær konformitet, og som i »dystre og humoristiske sprogspil søgte at afsløre tidens destruktive kræfter«.

Bare det at tale om Ernst Jandl får Clemens J. Setz til at recitere digtet ’die morgenfeier’ om en flues død (1977). Og så synes han om Karen Blixen for metamorfosefortællingen ’Aben’.

»Jeg er lidt bekymret for, om ikke-østrigere forstår, når jeg for eksempel skriver om Johan Peter Hebels kalenderhistorier. Det må være lidt, som når vi læser Helle Helle, og forlæggeren hele tiden forklarer, at det her er noget meget dansk«, siger Setz og fniser lidt.

Det er en tysker

På weekendens forfatterscene introducerede Louisianas moderator Clemens J. Setz som tysker, inden hun rettede sig selv. Forvekslingen morer ham, for der er enorme kulturforskelle, siger han.

»I østrigsk litteratur er der meget fokus på sproget og sprogets lyde, som hos Thomas Bernhard, for at nævne en. Disse stilister, som har fanget den østrigske kultur i sproget. For eksempel kunsten at beklage sig; det at pibe, jamre og klage er for os en vigtig del af intimitet. For os østrigere er det at brokke sig som et kærtegn«.

Selv om han bekender sig til en sprogbåren kultur, er hans egen litteratur fortællelysten og plotstyret. ’Indigo’ er også en krimihistorie. Så Setz er bestemt ikke så mistroisk over for handling og historier som for eksempel Peter Handke.

»Han er bare fantastisk god til at irritere folk. Han er et stort forbillede«.

Netop avantgardisten Peter Handke sagde engang, at hvis der dukkede noget op, der lignede en historie, i det han sad og skrev, skød han den.

»Det kunne jeg ikke finde på«, siger Clemens Setz.

Men tilbage til ’Indigo’, hvor Clemens J. Setz selv er med som den unge matematiklærer, der får arbejde på Institut Helianau, en kostskole for børnene med indigosyndromet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var ikke meningen, men mens jeg skrev, lagde jeg mærke til, at han opførte sig ligesom mig, sådan kujonagtig, nørdet, bange og genert. Jeg nænnede ikke at give en anden stakkels person de egenskaber, jeg har jo også vænnet mig til det livet igennem«.

Det er matematiklæreren Clemens J. Setz, der sætter sig for at finde ud af, hvad der sker med de børn, der forsvinder i denne historie om ensomhed og grusomhed. Er indigosyndromet også en samfundskritik?

Når folk er onde ved børn eller dyr, stiger der en urgammel stammeagtig hævntørst op i mig. Måske har det noget at gøre med, at jeg er østriger?

»Jeg kan ikke rigtig tale om mine motiver og min angst, jeg lever og reagerer. Jeg har ikke en autoritativ stemme om samfundet og tiden, jeg er mere en nørd med mange ting og kommer så måske til at fortælle noget om, hvordan det er at være menneske. Jeg leger, jeg skriver, folk kan lide det, jeg bliver betalt for det, men jeg antager ikke, at jeg spiller en vigtig rolle i verden«.

Man kan skal ikke hugge skæbner

Clemens J. Setz bryder sig ikke om, når forfattere tager andre stemmer på sig for at »forklare læserne«, hvad de skal mene.

»Det er obskønt af lukrere på andres stemme. Det er klart, at en systemkritiker som Aleksandr Solsjenitsyn gør the real thing med Gulag, han fik hundredvis af breve fra folk, som han brugte til at give dem en stemme i sit fantastiske værk, men hvis man ikke har optjent den tillid, er det arrogant at tro, at man kan stjæle andres liv«.

Faktisk er han så meget imod at stjæle, at han ikke har taget den autentiske fortælling med, som oprindelig inspirerede ham til romanen ’Indigo’.

I en artikel læste han om en chimpanse, der på et hjem for udtjente forsøgsdyr og i et vældigt raseri befriede en medicinstuderende for hans iPhone-høretelefoner, fordi den troede, man ville sætte strøm til den unge mand.

»Vi bor på samme planet, men jeg vidste ikke, at sådan noget foregår. Historier om mennesker og dyr fascinerer mig«.

Men fordi både den medicinstuderende og aben stadig lever, refererer han ikke historien i romanen.

»Den fik kun lov til at være bogens første hjerteslag«, siger han.

Den sidste fugl ved Palmyra

Det er ellers ikke særlig moderne at være optaget af hverken dyr eller oldtidsminder, når mennesker lider. Da en amerikansk tandlæge skød en tam løve i Afrika, fik de, som fordømte det på Facebook, på puklen for at gå op i et dyrs død, når nu det var mere synd for folk fra Syrien og Afrika.

Og nu, hvor IS har ødelagt den antikke by Palmyra, bliver de, der begræder kulturtabet, sammesteds spurgt, om gamle søjler er vigtigere end menneskeliv. Hvor er Clemens J. Setz henne i den debat?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg deler ikke verden ind i en kategori 8-lidelse, som vi må være ligeglade med, fordi der er en kategori 9-lidelse et andet sted. Denne politisk korrekte konkurrence om, hvad der er ondest, og hvem der fremstår som den mest gode, er et problem. Hvorfor ikke tale om det hele«, spørger forfatteren og giver et eksempel.

»Da Islamisk Stat ødelagde Palmyra, blev mennesker dræbt, og det er skrækkeligt. Samtidig gik IS målrettet efter en uddøende fugl, den skaldede ibis, som boede der, og udryddede den sidste vilde bestand i verden. Fuglene, der er store og skaldede med en sær fjerdusk på toppen, var venlige dyr, som bukkede, når de hilste, og de eneste, der kendte den ældgamle trækrute til Etiopien«.

Problemet for fuglen var angiveligt dens tilnavn, zenobia. Dronning Zenobia, der indtog romernes handelscenter Palmyra i 269, blev symbolet på de kristnes og jødernes beskytter.

»Der var en lillebitte koloni tilbage ved Palmyra. Krige kan stoppe, men ingen kan bringe en uddød fugleart tilbage. Den er vel også et par tårer værd«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden