Uynket. »Et forfatterliv er, at man kan stå op og være ekstremt disciplineret, for man skal sidde helt isoleret og arbejde på noget, som ingen egentlig regner med kommer. Og få små penge for det«. Sådan siger forfatter Kamilla Hega Holst, som er en af dem, der har svaret på Politikens spørgeskema om forfatterforhold i Danmark. Det er et hårdt liv, men det er helt okay, lyder dommen fra flertallet.
Foto: PR FOTO

Uynket. »Et forfatterliv er, at man kan stå op og være ekstremt disciplineret, for man skal sidde helt isoleret og arbejde på noget, som ingen egentlig regner med kommer. Og få små penge for det«. Sådan siger forfatter Kamilla Hega Holst, som er en af dem, der har svaret på Politikens spørgeskema om forfatterforhold i Danmark. Det er et hårdt liv, men det er helt okay, lyder dommen fra flertallet.

Bøger

Den store forfatterundersøgelse: Man bliver ikke rig, men det er okay

Mange forfattere har job som rengøring, undervisning eller nattevagtarbejde ved siden af skriverierne, viser undersøgelse.

Bøger

Spørgsmålet er: Hvordan gør jeg det, hvis jeg skal leve som forfatter i fremtiden?«.

Kamilla Hega Holst sidder i sin treværelses lejlighed på Vesterbro i København. Om morgenen, når hun har afleveret sine to små børn på 5 og 8 år, arbejder hun tit her ved stuebordet.

Hun er lige blevet færdig med en roman. Den udkommer til marts i et førsteoplag på 800, hvilket er meget almindeligt for romaner af mindre etablerede forfattere. Hvis den sælger hele oplaget, tjener hun 23.000 kr. på den. Før skat.

Det er den slags regnestykker, der har fået Kamilla Hega Holst til at tænke over, hvordan hun skal indrette sit forfatterliv.

Hun har været i gang i otte år. Hun debuterede tilbage i 2003 med børnebogen ’Den sovende sangerinde’, som vandt Kulturministeriets Børnebogspris. Sidste år, i 2010, udgav hun så sin første voksenroman ’En kærlighedshistorie’, som også blev rosende anmeldt og præmieret af Statens Kunstfond som en af det års bedste bøger.

Der er ingen stakler her
Hun var netop blevet færdig med universitetsstudierne og greb chancen. Som det sker, når forfattere brager igennem på en kunstnerisk overbevisende måde, gav Statens Kunstfond og Statens Kunstråd hende legater at arbejde videre for, så hun sammen med præmien i alt fik 275.000 i litteraturstøtte før skat i 2010.

Det er ekstraordinært mange penge på ét år for en forfatter. I 2011 er hendes legatbeløb da også faldet til 150.000 kr.

Hun har netop afleveret romanen til sit forlag med udsigt til de 23.000 kr. Og kan ikke vide, om hun også får legater næste år – og hvor meget hun eventuelt modtager. Så skal hun gå efter et deltidsarbejde? Et normalt akademisk job, hvor hun bruger sin uddannelse og sætter skriverierne på vågeblus? Eller satse på legater og en spartansk levevis? Hun kan klare sig for små penge, men har jo altså to børn at forsørge.

Det er , fordi det er synd for os. Der er ingen stakler her, og jeg beder ikke om flere penge

»Man ser jo ofte forfattere i medierne, når de promoverer en bog. Og når man bliver eksponeret på den måde, tænker folk, at man er en succes – også økonomisk. Men forfattere, der ikke lige skriver bestsellerkrimier og biografier og den slags, tjener ikke godt. Ikke i Danmark«, siger hun.

»Og det er ikke, fordi det er synd for os. Der er ingen stakler her, og jeg beder ikke om flere penge. Men jeg kan allerede nu se, at det er et benhårdt arbejde. Et forfatterliv er, at man kan stå op og være ekstremt disciplineret, for man skal sidde helt isoleret og arbejde på noget, som ingen egentlig regner med kommer. Og få små penge for det«.

3.000 romaner er voldsomt i Danmark
38-årige Kamilla Hega Holst er en af de danske skønlitterære forfattere, der har svaret på en rundspørge fra Politiken Research om forfatteres levevilkår.

Godt 500 forfattere har fået rundspørgen, hvoraf knap halvdelen – 236 forfattere – har udfyldt skemaet.

Svarene tegner et billede af et kludetæppeagtigt arbejdsliv, hvor den største udfordring for forfatterne uden sammenligning handler om at få skriveriet til at harmonere med at tjene til dagen og vejen. Det danske bogmarked er så småt, at kun en lille gruppe bestsellerforfattere kan leve af deres salg.

Ifølge Gyldendals litterære direktør Johannes Riis er et oplag på 3.000 romaner stort i Danmark, også for en etableret forfatter. Med en bogpris på eksempelvis 250 kr. giver det typisk 85.000 kroner før skat til forfatteren, som måske har brugt flere år på arbejdet.

Man skal ikke regne sin timeløn ud
Forfatterne kan så søge om arbejdslegater fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond, ligesom Kamilla Hega Holst har gjort. Og forfattere får bibliotekspenge, som opvejer, at deres bøger bliver udlånt gratis på bibliotekerne – for Kamilla Hega Holst beløber det sig i år til omkring 17.500 kr.

6 ud af 10 af forfatterne i undersøgelsen får under 100.000 kr. ind om året før skat, når man lægger deres offentlige legater og bibliotekspenge sammen.

Mine første tre bøger tog syv år at researche og skrive, så man skal ikke være særlig dygtig for til at regne ud, at det kan ikke lønne sig, med mindre man har lidt held i sprøjten

På den baggrund er det ikke underligt, at tre ud af fire forfattere i undersøgelsen personligt har mærket økonomisk usikkerhed, og næsten alle mener, at det er et grundvilkår i faget.

»Mine første tre bøger tog syv år at researche og skrive, så man skal ikke være særlig dygtig for til at regne ud, at det kan ikke lønne sig, med mindre man har lidt held i sprøjten og bliver opdaget massivt i sit eget land eller i udlandet«, siger forfatteren Jussi Adler-Olsen.

I dag har Jussi Adler-Olsen sit på det tørre som Danmarks bedst sælgende forfatter. Men han mener, at undersøgelsen kan være med til at bryde nogle fordomme ned om de forhold, som langt de fleste forfattere, der ikke slår igennem kommercielt, lever under.

»Der eksisterer en række forestillinger og vrangforestillinger om, hvad en forfatter er – noget med at hygge sig, sidde bag sin computer med sin lune te, mens alle andre styrter ud i livet. Men virkeligheden er for mange forfattere, at de vågner op til en stor usikkerhed«, siger Jussi Adler-Olsen.

Det rumsterer i hovedet
Den 54-årige forfatter Nina Belling vågner nu ikke op til usikkerhed. Hun vågner derimod i vagtstuen på kvindekrisecentret Danner i København, hvor hun arbejder som nattevagt.

I Politikens undersøgelse opgiver to tredjedele af forfatterne, at de har andet arbejde ved siden af skriverierne – vel at mærke ud over de foredrag og oplæsninger, som forfatterarbejde typisk kaster af sig, når man er blevet et navn.

Nina Belling er oprindelig uddannet folkeskolelærer. I 1995 begyndte hun at skrive på sin første roman, som det ikke lykkedes hende at få udgivet. Men i 1998 holdt hun barsel med sit tredje barn, der sov så godt i barnevognen, at hun kunne skrive en historisk roman – ’Til en fremmed’ – der udkom i 2000 til flotte anmeldelser.

Politiken kaldte den en »vellykket middelalderroman«, Weekendavisen »en meget sikker debut«.

Året efter fik Nina Belling da også et enkelt legat på 100.000 kroner fra Statens Kunstfond at komme videre for. Hun udgav en omskrevet version af sin uudgivne roman plus en børnebog. Men så – da hun skulle i gang med en ambitiøs roman fra bunden – kneb det med tiden. Hun underviste stadig fire dage om ugen for at få økonomien til at hænge sammen.

»Jeg skrev én dag om ugen, og det fungerede meget dårligt. Til undervisning har man forberedelse, som rumsterer i hovedet på samme måde som en bog, og der bliver kamp om, hvad der skal have plads. Nogle forfattere kan godt arbejde på den måde, men jeg havde svært ved det. Men nu har jeg fundet idealløsningen«, siger hun.

Mellemforfatter er et grimt ord
Hun fik jobbet som nattevagt i 2007. På stille vagter får hun seks timers søvn. Om morgenen tager hun hjem, snupper en time mere på øjet og skriver resten af dagen. Efter syv dages vagter har hun endda en hel uge fri. Og i penge svarer nattevagtsjobbet nogenlunde til en fuldtidsstilling.

I 2008 udgav hun endnu en historisk roman, ’Øjeblikkets mester’. Nu har hun afsluttet sin fjerde roman, der foregår i nutiden og låner noget af rammen for fortællingen fra hendes nattevagtjob.

»Når folk spørger, hvorfor jeg har skrevet så længe under vanskelige vilkår, siger jeg, at der ikke er nogen rationelle grunde til det. Det giver mig en fordybelse, og min mand er nærmest bange for, at jeg skal holde op«, siger hun.

Man kan være brudt igennem anmeldermæssigt og stadig tjene ganske lidt på forfatterskabet

»Jeg er jo det, man med et grimt ord kalder en ’mellemforfatter’, som ikke er kendt og sælger titusinder af bøger. Man kan være brudt igennem anmeldermæssigt og stadig tjene ganske lidt på forfatterskabet«.

For forfatterne i undersøgelsen er undervisning det mest almindelige bijob. Andre skriver tekster til aviser eller reklamebureauer. Omkring en femtedel har arbejde, hvor de slet ikke bruger deres kompetencer som forfattere. De gør rent, arbejder i supermarked, rådgiver i byggebranchen, knokler på kontorer og meget andet.

Opreklameret inspiration
Og så er der forfattere, der bare har lært at klare sig for lidt.

Som 56-årige Gorm Henrik Rasmussen, der siden sin debut i 1973 har udgivet digte, noveller, romaner, børnebøger og fortællinger. Han er udkommet på det anerkendte Vindrose under Borgens Forlag, og hans seneste bog, ’Originalernes by’, er solgt i fire oplag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men jeg har aldrig haft en indkomst på over 200.000 og lever typisk for 100-150.000. Det vigtigste i livet er – som The Byrds synger – at man er sund og rask. Som digternatur er ens største skræk jo fast arbejde. At stå op om morgenen og gå ud og bestille noget. Det er jo forfærdeligt. Jeg får det helt dårligt, når jeg snakker om det«, griner han.

Gorm Henrik Rasmussen viser sig dog ved nærmere eftersyn ikke at være arbejdssky. Han skriver lige så længe, som andre går på job – nogle gange med nerverne på højkant, når næste udgivelse nærmer sig, og selv de mindste detaljer ikke må glippe.

»Jeg arbejder hver dag som alle andre. Inspiration er noget af det mest opreklamerede. Forestil dig, at du ringer til en VVS-mand og siger, at dit lokum er stoppet, og han så siger: Desværre, jeg er ikke inspireret. Vi forfattere kan ikke tillade os den attitude. Vi må arbejde. Så jeg knokler som en sindssyg og opfattes nogle gange som næsten sindssyg af mine omgivelser«, siger han.

Knap halvdelen mærker præstationsangst
Gorm H. Rasmussen har typisk fået et legat på 50.000 kr. om året – i 2005 gik det ekstra højt, da han både fik et på 50.000 og et på 70.000.

Forestil dig, at du ringer til en VVS-mand og siger, at dit lokum er stoppet, og han så siger: Desværre, jeg er ikke inspireret

For år tilbage, i sine mest ludfattige perioder, har han kortvarigt været i kontakt med kontanthjælpssystemet, men holder sig nu langt væk fra det – simpelthen fordi det minder ham om en arbejdsanstalt, som han siger.

Det er da også de færreste forfattere i undersøgelsen, der hæver dagpenge og kontanthjælp. 10 procent har på et tidspunkt inden for det seneste år været i berøring med de ydelser, hvilket procentvis kun er cirka halvt så ofte som resten af danskerne.

Ud over økonomisk usikkerhed fremhæver forfatterne i undersøgelsen især præstationsangst som en plage ved faget – knap halvdelen har mærket den på egen krop.

En sygdom?
Men hvis mange forfattere lever med en usikker økonomi, ikke tjener noget særligt på deres bogsalg og føler præstationsangst, fordi de sidder så længe med deres produkt, før det kommer på gaden – hvorfor dropper de det så ikke bare?

»Jeg har nogle gange tænkt på, om det mon er en sygdom«, siger 63-årige Per Gammelgaard.

Han debuterede i 1972 med digtsamlingen ’Min mormor og John Coltrane’. Året efter blev han færdig som bibliotekar. Op gennem 1970’erne arbejdede han fuld tid på biblioteket i Frederikshavn og skrev ved siden af. I 1980 gik han ned på 20 timer på biblioteket.

»Det, der gjorde udslaget, var, at jeg fik en bestilling på en radioføljeton. Så tænkte jeg: Så er jeg vel lidt forfatter«, siger han.

Siden har han skrevet romaner, noveller, digte og børnebøger og strikket sit forfatterliv sammen med halvtidsarbejdet.

Om mandagen arbejder han ikke på biblioteket og sørger for at skrive sig godt i gang, så han kan rulle videre nogle timer tirsdag, hvor han først møder kl. 13. Onsdag arbejder han på biblioteket, torsdag går han tidligt. Fredag er igen en hel skrivedag.

Ingen sure chefer er det hele værd
Per Gammelgaard ser også arbejdet på biblioteket som en slags mental opladning, fordi han behøver at snakke med andre og opleve noget for at få ideer.

I hans novelle ’Fuglene’ bygger handlingen eksempelvis på en virkelig ballade på biblioteket på grund af et indendørs fuglebur, som rengøringsdamerne rasede imod – og som en stor norsk skovkat listede ind og hagede sig fast på, da Per Gammelgaard en eftermiddag skulle lukke biblioteket.

»Jeg har sanserne åbne. Men det betyder så også, at jeg føler, at jeg brænder inde med noget, hvis jeg ikke skriver. Jeg bliver ked af det. Det er simpelthen næsten en besættelse. Og så er det jo forunderligt, at man har en verden, man selv opbygger og kan skalte og valte med, indtil man slipper den ud i bogform«, siger Per Gammelgaard.

»Så jeg bliver ved, så længe jeg har helbred til det. Jeg lavede en ABC-bog med en gennemgående handling, som solgte 8.000 eksemplarer, og det er endnu ikke lykkedes mig at komme på en lignende genial idé. Og det var i 2000, så det er ved at være på tide«.

I undersøgelsen opgiver næsten halvdelen af forfatterne, at de end ikke har overvejet at droppe faget på grund af den økonomiske usikkerhed. Og endnu færre, fordi det er følelsesmæssigt hårdt. En forfatter skriver i undersøgelsen:

»I min ungdom samlede jeg tit flasker for at kunne købe et rugbrød. Og hvad så? Ingen er mere privilegeret end forfatteren, der ikke kender til vækkeure eller sure chefer. Money for nothing and chicks for free!«.

Et sårbart materiale
Tilbage på Vesterbro sidder 38-årige Kamilla Hega Holst i sin lejlighed. Hun er godt klar over, at hun næppe kan vælge modellen, hvor hun bruger sin kandidatgrad i moderne kultur og kulturformidling, finder et fuldtidsjob og skriver i fritiden. Som alenemor er det utopi. Og hun er nået frem til, at hun ikke kan undvære at skrive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg ved godt, at det lyder underligt, men jeg bruger sproget til at placere mig selv i denne her verden – bruger skriften til at forankre mig. Det ville ikke være godt for hverken mig eller mine børn, hvis jeg holdt op. Jeg tror faktisk, at jeg vil få det rigtig skidt. Det er jeg blevet mere og mere opmærksom på, og på en måde ville jeg ønske, at det var anderledes«, siger hun.

I øjeblikket hælder hun mest til en model med deltidsjob. Men foreløbig handler det om at få den nye roman ud. Den handler om en kræftsyg mand. En sygehistorie. Hendes far døde af kræft, og hun bygger dokumentarisk materiale fra hans sygehistorie ind i bogen.

»At man sidder så længe uden at få noget respons, gør en bog til et sårbart materiale. Jeg kaldte mig selv for ikke-forfatter i mange år, fordi jeg altid lavede noget andet og bare skrev ved siden af. Og så var det ikke så vigtigt og alvorligt. Men min næste bog er jeg rigtig spændt på. Den bliver vigtig – også af økonomiske grunde. For jeg tror ikke, jeg ville kunne holde op med at skrive«, siger hun.

FACEBOOK

Klik. Klik på billedet for større grafik

Klik. Klik på billedet for større grafik

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce