Flemming Rose har skrevet fremragende bog om 10 år i profetens slagskygge

Da Flemming Rose efter en årrække som korrespondent blev udnævnt til kulturredaktør på Jyllands-Posten, var det med en solid udenrigspolitisk erfaring, ikke mindst fra Rusland, i bagagen. Her fik han gennem 11 år et førstehåndsindtryk af, hvordan det er at leve i et land, hvor folk ikke har ret til at ytre sig frit.

Den erfaring blev afgørende for, tror jeg, at lige præcis Flemming Rose kom til at skrive verdenshistorie med de famøse Muhammedtegninger.

Han var for længst vaccineret mod bevægelser, der hævder at sidde inde med absolutte sandheder.

Han havde i Sovjet oplevet forfølgelsen af dissidenter og almindelige borgere, der havde gjort sig skyldige i ’tankeforbrydelser’. Han havde mødt dobbelttænkningen, den åndelige korruption og det intellektuelle kujoneri hos dem, der af frygt for repressalier bøjede nakken for marxismen-leninismens krav om at sidde inde med svarene på alt.

Vores sag

Da han med de 12 satiretegninger af muslimernes profet i 2005 satte sig for at efterprøve selvcensuren her i lille Danmark, var hans Bullshit Detector, hvad angår alle de centrale spørgsmål omkring ytringsfrihed, altså for længst fintunet.

Det mærker man overalt i ’Hymne til friheden’ om det hårde 10-år, der startede med Muhammedtegningernes offentliggørelse og i januar og februar i år blev indrammet af terrorangrebene på henholdsvis Charlie Hebdo i Paris, Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København.

Rose har skrevet en personlig bog, men ikke om sit eget liv og den byrde, han helt givet bærer som en, der befinder sig på al-Qaedas dødsliste og må leve under permanent beskyttelse.

Den eneste gang han for alvor lader en smerte trænge igennem, er det korte afsnit om den tunge arbejdsdag, da han i choktilstand efter drabene på sine venner fra Charlie Hebdo sætter sig til tasterne for at sætte udåden i perspektiv.

Som titlen antyder, er Roses ærinde at argumentere for friheden til at ytre sig frit. Det gør han godt og sagligt. Han støtter sig til et væld af kilder. Primært fra de dele af verden, hvor friheden til at udtrykke sig frit er begrænset. Han lader i lige så høj grad sine kilder forsvare sin – vores – sag, som han selv argumenterer for den.

De smukkeste idealer

Hans forsvar for, hvordan det åbne samfund i vor tid skal agere over for sine fjender, bør være pligtlæsning for alle, der er optaget af, hvordan vi i et stadig mere broget Europa kan bevare de friheder, som det har taget århundreder at gennemkæmpe. Ikke mindst i forhold til religiøs fanatisme og absolutisme.

Dermed er bogen også et relevant indlæg i den debat, der pågår netop nu, hvor Europa er kastet ud i et voldsomt værdimæssigt dilemma på grund af tilstrømningen af flygtninge og migranter udefra.

Hvordan kan vi leve op til vore smukkeste idealer uden at sætte dem over styr, ved at vi inviterer mennesker ind i vor midte, som muligvis vil modsætte sig disse idealer?

Hvad sker der, hvis der kommer millioner hertil, som ser med helt andre øjne på f.eks. kvinders ligestilling, seksuel frigørelse – og hele den løsslupne og frisindede satire- og populærkultur, som vi tager for givet, men som historisk stadig er ny også for os?

Lad løgnerne tale

Rose lader et væld af stemmer tale, også en hel del, der modsiger ham selv. Hans svar på de afgørende spørgsmål er velargumenterede.

Retten til at ytre sig frit er demokratiets salt, og det er dødsensfarligt for friheden, hvis større kulturel mangfoldighed ledsages af indskrænkelser i, hvad vi må sige til hinanden. At staten for eksempel skal afgøre, hvad vi kan tåle at høre, som det sker i de lande, hvor diverse historiske sandheder er vedtaget ved lov.

Rose modsætter sig for eksempel, at holocaustbenægtelse skal være strafbart. Lad blot løgnerne fremture, mens vi piller deres løgne fra hinanden, er hans svar. Og lad os lære noget af USA, som har været multikulturelt fra starten og tillader sine borgerne udstrakte friheder.

Igen og igen gentager Rose, at vi må skelne mellem kritik af dogmer og ideer, både religiøse og ideologiske og politiske – og forhånelse af individer.

Og at retten til at ytre sig frit aldrig har betydet, at man opgiver gode manerer og høflighed over for konkrete individer. Det betyder derimod, at man frit siger, hvad man har på hjerte og lader retsstatens domstole afgøre det, hvis nogen mener, man har ytret sig på en måde, der er i strid med loven.

Etikette er frivilligt, selvcensur er, at man afholder sig fra at sige noget offentligt af frygt for repressalier.

Og tolerance er vel at mærke ikke et karaktertræk hos den enkelte borger, men en juridisk ramme for at håndtere uenighed. Vi skal ikke kæmpe om at være de mest tolerante over for alt muligt, men sige til og fra og tillade andre samme ret, også selv om de gør os rasende!

Det kommer der et spændende og demokratisk samfund ud af. Med modig og fornyende litteratur, film, billedkunst, teater – satire. Og i det lange løb: frihed og lighed for høj og lav.

Respekt for spillereglerne

’Hymne til friheden’ er også et must for alle dem, der fejlagtigt har opfattet Flemming Rose som en brandstifter, der i en periode med en populistisk blå regering ved magten var ude med riven efter et religiøst mindretal. Intet kunne være mere forkert.

Om Geert Wilders, som han diskuterede med på Bornholm i sommer, skriver han: »Der er to fundamentale forskelle på Wilders’ og min tilgang til ytringsfriheden og islam. For det første mener Wilders, at Vesten befinder sig midt i en krig på liv og død med islam. Det gør jeg ikke, selv om jeg anerkender, at islam er på kollisionskurs med det liberale demokrati, og at mange muslimer har svært ved at forlige sig med friheden. De mest udsatte i den konflikt er dog de muslimer, der ønsker at kombinere deres tro med deres tilværelse i et åbent og frit samfund«.

Kravet om ’respekt’ høres fra mange sider. Denne vigtige bog viser sin dybeste respekt for de spilleregler, hårdt tilkæmpede, skrøbelige, som gjorde frihed til virkelighed i den vestlige verden.

Hør Politikens bedste kritikere og journalister vende tidens vigtige bøger, debatter og tendenser i vores nye ugentlige litteraturpodcast med Jes Stein Pedersen. Bogfolk kan høres som podcast i bl.a. iTunes, på politiken.dk/podcastog i Politikens nye app 'Politiken Podcast', som kan hentes i app store.