Da Flemming Rose efter en årrække som korrespondent blev udnævnt til kulturredaktør på Jyllands-Posten, var det med en solid udenrigspolitisk erfaring, ikke mindst fra Rusland, i bagagen. Her fik han gennem 11 år et førstehåndsindtryk af, hvordan det er at leve i et land, hvor folk ikke har ret til at ytre sig frit.
Den erfaring blev afgørende for, tror jeg, at lige præcis Flemming Rose kom til at skrive verdenshistorie med de famøse Muhammedtegninger.
Han var for længst vaccineret mod bevægelser, der hævder at sidde inde med absolutte sandheder.
Han havde i Sovjet oplevet forfølgelsen af dissidenter og almindelige borgere, der havde gjort sig skyldige i ’tankeforbrydelser’. Han havde mødt dobbelttænkningen, den åndelige korruption og det intellektuelle kujoneri hos dem, der af frygt for repressalier bøjede nakken for marxismen-leninismens krav om at sidde inde med svarene på alt.
Vores sag
Da han med de 12 satiretegninger af muslimernes profet i 2005 satte sig for at efterprøve selvcensuren her i lille Danmark, var hans Bullshit Detector, hvad angår alle de centrale spørgsmål omkring ytringsfrihed, altså for længst fintunet.
Det mærker man overalt i ’Hymne til friheden’ om det hårde 10-år, der startede med Muhammedtegningernes offentliggørelse og i januar og februar i år blev indrammet af terrorangrebene på henholdsvis Charlie Hebdo i Paris, Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København.
Rose har skrevet en personlig bog, men ikke om sit eget liv og den byrde, han helt givet bærer som en, der befinder sig på al-Qaedas dødsliste og må leve under permanent beskyttelse.
Rose har skrevet en personlig bog, men ikke om sit eget liv
Den eneste gang han for alvor lader en smerte trænge igennem, er det korte afsnit om den tunge arbejdsdag, da han i choktilstand efter drabene på sine venner fra Charlie Hebdo sætter sig til tasterne for at sætte udåden i perspektiv.
Som titlen antyder, er Roses ærinde at argumentere for friheden til at ytre sig frit. Det gør han godt og sagligt. Han støtter sig til et væld af kilder. Primært fra de dele af verden, hvor friheden til at udtrykke sig frit er begrænset. Han lader i lige så høj grad sine kilder forsvare sin – vores – sag, som han selv argumenterer for den.
De smukkeste idealer
Hans forsvar for, hvordan det åbne samfund i vor tid skal agere over for sine fjender, bør være pligtlæsning for alle, der er optaget af, hvordan vi i et stadig mere broget Europa kan bevare de friheder, som det har taget århundreder at gennemkæmpe. Ikke mindst i forhold til religiøs fanatisme og absolutisme.
Dermed er bogen også et relevant indlæg i den debat, der pågår netop nu, hvor Europa er kastet ud i et voldsomt værdimæssigt dilemma på grund af tilstrømningen af flygtninge og migranter udefra.
Hvordan kan vi leve op til vore smukkeste idealer uden at sætte dem over styr, ved at vi inviterer mennesker ind i vor midte, som muligvis vil modsætte sig disse idealer?
Hvad sker der, hvis der kommer millioner hertil, som ser med helt andre øjne på f.eks. kvinders ligestilling, seksuel frigørelse – og hele den løsslupne og frisindede satire- og populærkultur, som vi tager for givet, men som historisk stadig er ny også for os?
