0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

CIA - Centralen for Ignoranter og Amatører

New York Times-journalisten Tim Weiner fælder en hård dom over USA’s sagnomspundne spiontjeneste. Sandheden er, at CIA i 60 år har haft et fantastisk omdømme og nogle elendige resultater, skriver han i sin bog om tjenestens historie fra den kolde krig til krigen mod terror.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Engang kendte Tim Weiner kun myten om CIA.

Han forestillede sig efterretningsmanden, som trak i trenchcoat om morgenen, jettede til en fremmed hovedstad, styrtede regeringen, kørte hen på sit hotelværelse, fik en kold Martini og noget hed sex, inden han tog midnatsflyveren hjem til D.C. igen. Omtrent i løbet af den tid, det tager for en New York Times-journalist at indtage København og gøre reklame for sit oversatte værk om den amerikanske spiontjeneste, som i 60 år har haft til opgave at overvåge og bekæmpe udenlandske trusler mod stormagten.

Men da Tim Weiner i 1987 skulle rejse til Afghanistan for at skrive om CIA’s hemmelige våbenprogram til deres daværende venner – de islamiske mujahedinere – ringede han for sjovs skyld til hovedkvarteret i Langley. Om det var muligt at kigge forbi til baggrundssamtale?

»Nej«, lød svaret fra CIA’s pressetalsmand.

Først da Tim Weiner vendte hjem igen og havde skrevet sine artikler om Afghanistan, ringede telefonen.

»Hej Tim, er du stadig interesseret i den der landebriefing?«.

Det var første gang, at Weiner satte sin fod hos CIA og fik lov til at smugkigge ind i en verden, som straks fascinerede ham. Ligesom nogle journalister dækker domstole og andre politi, besluttede han sig for at følge efterretningstjenesten. Siden har Tim Weiner interviewet næsten alle direktører i CIA’s historie bortset fra Bill Casey – Reagans legendariske spionchef, som lignede »en uredt seng« og fik udstillet sin flossede moral under Iran-Contra-skandalen i 1980’erne. Han efterlevede om nogen Nixons ord om, at »hvis det hemmeligt, er det lovligt«. Så hvorfor ikke sælge våben til iranere og bruge pengene på antikommunistiske dødspatruljer i Nicaragua?

»Det ærgrer mig stadig, at jeg ikke nåede at tale med Casey, som uden sammenligning er den værste direktør i CIA’s historie. Han elskede tjenesten og gjorde meget for at modernisere den. Men hvis man skal drive et hemmeligt væsen i et åbent demokrati, skal man have ledere, som er til at stole på«, siger Tim Weiner.

Nogen let opgave er det ikke at trænge ind i efterretningsverdenen, men den lempelige amerikanske arkivlov gør arbejdet nemmere. Særligt blev der lukket op, efter at CIA i 1991 fik USA’s nuværende forsvarsminister Robert Gates som direktør:

»Han indså, at hvis CIA skulle overleve efter den kolde krig, blev det nødt til at forklare befolkningen, hvad det gik rundt og foretog sig. Også selv om Gates sammenlignede åbenhed i efterretningstjenester med kæmperejer: I sagens natur er det en selvmodsigelse. Men han mente det, og det banede vejen for, at der særligt i de seneste år er frigivet kolossale mængder af CIA-dokumenter«, fortæller Tim Weiner.

En arv af aske
Journalisten opdagede, at hans oprindelige forestillinger om CIA lå fjernt fra virkeligheden. Efter at have tygget sig gennem titusindvis af sider og talt med rundt regnet 300 ansatte har Tim Weiner valgt at kalde sin kritiske bog for ’Legacy of Ashes’ – et citat fra præsident Eisenhower, som tilsyneladende heller ikke havde meget tilovers for efterretningstjenesten. På dansk er bogen kommet til at hedde ’CIA – fra den kolde krig til krigen mod terror’.

Sandheden om CIA, udtaler en af de tidligere stationsledere i Seoul, er, at »tjenesten i sine mest magtfulde stunder havde et fantastisk omdømme og nogle elendige resultater«. Den forudså ikke problemerne i Korea og Vietnam, Sovjetunionens sammenbrud eller angrebet 11. september 2001.

»Bogen er blevet til fortællingen om, hvor svært det er at drive en hemmelig efterretningstjeneste i et åbent demokrati. Vi har prøvet i 60 år, uden at det er lykkedes endnu«, siger Tim Weiner, som kun benytter sig af navngivne kilder:

»Anonyme kilder er som whisky og tobak: Man får en god rus, men i det lange løb er det usundt«.

Ifølge forfatteren er der særligt én god forklaring på CIA’s trængsler:

»Den manglende interesse for fremmede sprog, historie, kultur er desværre et amerikansk varemærke, som ikke kun gælder i CIA. Vi ønsker, at alle i verden skal tænke som os, være som os og handle som os. Det er et grundlæggende problem, når CIA søger efter nye talenter og gerne vil forstå verden«.

»Min påstand er samtidig, at USA ikke er god til efterretningsvæsen, fordi vi er nybegyndere. 60 år er ikke lang tid, når man sammenligner med, at russerne har været i gang siden Peter den Store og kineserne i 2.600 år. Storbritannien er godt eksempel på, hvordan historien kan forme en effektiv efterretningstjeneste. Briterne har boet i Pakistan og Indien, lært sproget og været en del af området. Sådan gør amerikanere ikke. Vi tænker ikke i generationer«.

Til gengæld er der mange, som roser USA for at være uovertrufne, når det gælder den tekniske side af efterretningsvirksomhed.

»Det er rigtigt, at NSA (den amerikanske overvågningstjeneste National Security Agency, red.) er dygtigt til global aflytning og overvågning. Men hvis man ikke forstår, hvad der bliver sagt på arabisk, eller i øvrigt ved, hvad det skal betyde, hjælper det ikke så meget. Hvis målet med efterretningsvirksomhed er at kende sin fjende, opnås det kun på én måde: ved at tale med dem og have spioner nede på jorden«.

»Osama bin Laden erklærede allerede i 1998 krig mod USA og sagde, at han ville angribe. I årevis har CIA med præsidentens accept forsøgt at slå ham ihjel, finde frem til hans gemmested og forstyrre hans operationer. Hvorfor kunne CIA ikke det? Fordi det ikke havde nogen spioner. Men kan du huske John Walker Lindh, den unge amerikaner, som gik i hellig krig i Afghanistan? Når sådan en båtnakke kunne vade direkte ind hos al-Qaeda, hvorfor kan CIA så ikke?«.

Men skiftende præsidenter bliver alligevel ved med at hælde milliarder af dollar i CIA. Hvorfor, hvis tjenesten virkelig er så ringe?

»Alle lande med et forsvar har brug for en efterretningstjeneste. Uden gode efterretninger er et land nøgent, forsvarsløst og hjælpeløst. Uden gode efterretninger træffer man beslutninger, som får soldater slået ihjel. Uden gode efterretninger sidder et land fast i en krig. Siden afslutningen på den kolde krig er der ikke noget stærkere bevis på CIA’s manglende formåen end dets vurdering af Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Det var en katastrofe, som langt overgår tjenestens forsømmelser i forbindelse med 11. september-angrebet«.

»I dag er de i CIA blevet mere forsigtige og tænksomme, før de når frem til en konklusion. Men bagsiden så vi for nylig, da USA vurderede, at Iran har indstillet deres arbejde med atomvåben. Nogen spurgte i den anledning den nuværende CIA-direktør Michael Hayden, om han delte opfattelsen, hvortil han svarede, at det troede han personligt ikke på. Vi er nået dertil, hvor folk ikke ved, hvad de skal tro på. Som en tidligere CIA-direktør, Richard Helms, så rigtigt sagde, at »hvis man ikke kan stole på vores oplysninger, har vi intet formål«.

Ensidig kritisk
Tim Weiner har vundet Pulitzer-prisen og fået National Book Award for Nonfiction for sin bog om CIA. Umiddelbart kunne han godt minde om den type af journalister, som har lettere ved at uddele end tage imod kritik. I hvert fald bliver han mere stram i masken, når talen falder på CIA’s officielle reaktion på hans bog. Efterretningstjenesten beskylder ham i en pressemeddelelse for at have en »fascination for det negative« og bevidst fortie de positive resultater:

»CIA er ikke fremmed for kritik. Efterretningsarbejde, som retter sig mod det usikre, det ukendte og det bevidst hemmeligholdte, er forbundet med store vanskeligheder og risici«.

Men hvorfor skriver Weiner ikke også om betydningen af spionflyet U2, agenten Popov og forudsigelsen af Saddam Husseins invasion i Kuwait? Eller om optrevlingen af A.Q. Khans pakistanske atomsmuglingsnetværk og det faktum, at USA siden 11. september ikke er blevet ramt af terror?

»Men der er også succeshistorier i bogen. Det vil enhver retsindig læser anerkende. Det er rigtigt, at CIA også har haft mod og sagt sandheden til regeringsmagten. Problemet er, at præsidenter ikke altid har lyttet. Den største åbenbaring har været at opdage, hvor svært præsidenter og CIA-direktører har haft det sammen. Præsidenter kræver handlinger her og nu, og deres problemer løst på stedet. Det kan efterretningstjenester ikke altid honorere. Et godt eksempel er, da Richard Nixon bad CIA forhindre udnævnelsen af Salvador Allende i Chile, selv om valget allerede havde fundet sted«.

»Jeg har ikke skrevet bogen for at angribe CIA, men som en påmindelse om, at vi er nødt til at blive gode til dette vanskelige, farlige og beskidte fag. Vi må udvikle en efterretningstjeneste med nogle ansatte, der taler fremmede sprog og kender andre landes historie og kultur. Det gælder ikke om at ændre valgresultater eller torturere fanger, men om en tålmodig og vedholdende stræben efter kendsgerninger«.

At hemmelige fængsler og hårdhændede forhørsteknikker ikke er opfundet efter 11. september 2001, behøver man blot læse Tim Weiners bog for at forvisse sig om. Allerede i 1940’erne eksisterede et fangeprogram kaldet ’Projekt Artiskok’, der eksperimenterede med brugen af kemiske stoffer.

»Til deres rædsel har præsidenter, forsvarsministre og CIA-direktører opdaget, at det er meget vanskeligt at holde noget hemmeligt i USA. Når de godkender forhørsteknikker, som civiliserede lande ville kalde for tortur, gør de det i håbet og forventningen om, at det vil forblive hemmeligt. Der findes vitale hemmeligheder – navnene på fremmede agenter, koderne til atomvåbnene, alt hvad, der kan medføre nogens død, hvis det blev afsløret. Men herefter bør listen være kort i et amerikansk demokrati. Det er den heldigvis også, hvilket vores nuværende præsident har måttet sande. Som man siger i USA: »Tre kan holde på en hemmelighed, hvis to er døde««, siger Tim Weiner.