Målrettede. Det er sorte fanebærere som disse, der har inspireret de unge danskere, Politikens journalist Jakob Sheikh skriver om i sin bog.
Foto: AP (arkiv)

Målrettede. Det er sorte fanebærere som disse, der har inspireret de unge danskere, Politikens journalist Jakob Sheikh skriver om i sin bog.

Bøger

Ingen dansk journalist har været tættere på radikaliserede muslimer end Jakob Sheikh

Desværre bærer 'Danmarks børn i hellig krig' præg af at være hurtigt skrevet.

Bøger

Det er et imponerende bredt og detaljerigt kildemateriale, som Jakob Sheikh har indsamlet for at skabe overblik og sammenhæng i historien om de mere end 100 danske muslimer, der har forladt det trygge og fredelige Danmark til fordel for hellig krig i Syrien og Irak, hvor mange allerede er blevet martyrer eller mere banalt: slået ihjel.

Hvad er deres personlige historie, og hvad har fået dem til at gå i krig for islam?

Det har Sheikh ikke noget entydigt svar på. Socialt, religiøst og etnisk har de forskellig baggrund. Der er danske konvertitter, der er børn af indvandrere fra forskellige lande, og der er krigere, hvis forældre enten er sekulære muslimer eller stærkt troende.

Nogle er mentalt svage, enkelte må ligefrem kæmpe med en diagnose, mens andre er velfungerende med uddannelse og job.

Stoffet er i sig selv så spændende og dramatisk, at det ikke har brug for at blive pumpet op

Det er også svært at se en forbindelse mellem et lands integrationspolitik og velfærdsstatens omfang på den ene side og radikaliseringsprocesser og rekruttering af hellige krigere på den anden. Danmark og Sverige har en vidt forskellig politik, men begge leverer krigere til radikale grupper i Syrien og Irak.

Det samme gælder Frankrig, Storbritannien og Tyskland. Bosnien, et europæisk land med muslimsk flertal, har leveret flere krigere per indbygger end noget andet land i Europa.

Der er altså ingen typisk profil, men det betyder ikke, at der ikke findes noget mønster. Mønstret knytter sig til karismatiske figurer og radikale miljøer.

I Danmark spiller Shiraz Tariq, født i København af pakistanske forældre og kendt under øgenavnet ’Edderkoppen’, en hovedrolle, selv om han altid har formået at holde sig under myndighedernes radar. Han er charmerende, snakkesalig og har en evne til at få unge søgende mennesker i tale.

En tredjedel af de københavnere, der drager i hellig krig, stammer fra Shiraz’ radikale gruppe, Kaldet til islam, mens 22 af 27 syrienskrigere i Østjylland ifølge politiet har haft deres gang i den herostratisk berømte moske på Grimhøjvej, som aldrig har lagt skjul på sin sympati for Islamisk Stat.

Da den 34-årige Shiraz i 2013 bliver slået ihjel i Syrien, falder antallet af københavnere, der drager i hellig krig, drastisk.

Bogens scoop er dels optrevlingen af Shiraz Tariqs historie og dels historierne om to unge danskere, der rejser til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Lukas Dam er konvertit, hans mor har udleveret alt relevant materiale til forfatteren, og Amir Khan har som Sheikh selv en pakistanskdansk baggrund.

De to er skolekammerater og gamle venner. Lukas mister livet i det berømte slag om Kobane, mens det sidste, man får at vide om Amir, er, at han for anden gang rejser ind i Syrien.

Det er historier, der bringer læseren sjældent tæt på Danmarks hellige krigere. Ingen dansk journalist har været så tæt på radikaliserede danske muslimer. Stor ros til Jakob Sheikh for det.

Den strengt kronologiske opbygning svækker bogens største aktiv, personhistorierne

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bogen er imidlertid ikke uden problemer. Fortællingen fungerer ikke rigtig. Sproget er sine steder for løst i koderne og upræcist. Overgange bliver klichefyldte i stil med »sommer blev til efterår«, og Sheikh griber til unødvendig spændingsopbygning ved at vente unødigt længe med at afsløre navne på mennesker, han skriver om.

Stoffet er i sig selv så spændende og dramatisk, at det ikke har brug for at blive pumpet sprogligt op. På en måde trækker det oppustede sprog det naturlige drama ud af historien, for den ville stå stærkere, hvis sproget havde været minimalistisk og nøgternt.

Jeg forstår heller ikke, hvad den strengt kronologiske opbygning med enkelte afstikkere til historien skal gøre godt for. Den svækker bogens største aktiv, personhistorierne, fordi Sheikh skiftevis følger og forlader sine hovedpersoner. Det fortjener de ikke. Endelig er bogen for lang.

Det virker, som om den har skullet være færdig i en fart. Det ses på sætningsniveau, hvor der er alt for meget redundans (»samfundets yderste margin«, »metroen gled gnidningsfrit gennem det københavnske morgenmylder« og »det var gennemført lavet«), og det ses i en for løs komposition.

Det får én til at tænke på forfatteren, der blev spurgt, hvorfor han havde skrevet så lang en bog, og svarede, at han ikke havde tid til at skrive den kortere. Derfor kan det ikke blive til mere end fire store hjerter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden