Når en kunstner udnævner Kunstfonden til at være et bordel, sammenligner Kulturministeriet med en ambulance, der er punkteret på alle fire hjul, bemærker om en kunstkritiker, der nu er professor i kunsthistorie, at han ser med ørerne, ja, og siger og skriver mange andre ting, der er mindst lige så injurierende, gør man sig bemærket i et land, hvor pænhed og konfliktskyhed regnes for nationale dyder. Men sådan er billedkunstneren Henning Damgaard-Sørensen nu engang, og han er den frygtløse og fornærmende hovedperson i en ny monografi af arkitekten Kim Dirckinck-Holmfeld. Eller i det meste af den.
Modstanderen skal bekæmpes
Titlen 'Sansernes kultivering' er et citat af Herbert Read fra hans vigtige bog, 'Education through Art'. Her fastslår den engelske kunstskribent: »Vor specielle ulykke i dette luftkonditionerede mareridt, som vi kalder civilisation, er, at vi har mistet selve forestillingen om sansernes kultivering«.
Som Read har også Damgaard-Sørensen haft sin politiske adresse på venstrefløjen, og indtil Sovjetunionen skuffede fælt med sit kunstsyn og sin udenrigspolitik, var han kommunist.
Han er også gammel nok til at have været modstandsmand og sabotør under besættelsen, og det har sikkert præget hans kampmoral, at hans livs første modpart var intet mindre end den nazistiske okkupationsmagt.
Siden har han været tilbøjelig til ikke at se sine modstandere som diskussionspartnere, man skulle overtale eller overbevise, men som fjender, der skulle bekæmpes med alle midler.
Hårdtslående eksmurer
Debattørens evne til på nærmest ingen tid at mobilisere verbalsprogets tungeste ammunition har i længden skadet kunstnerens omdømme, og frygten for denne hårdtslående eksmurer har mange steder, især på museerne og i kunstverdenen, været med til at marginalisere interessen for hans værk.
LÆS OGSÅKunst og magthavere
Det er en omkostning, som Dirckinck-Holmfeld kender ganske udmærket. I forbindelse med en af Damgaard-Sørensens fejder, i dette tilfælde med Broby-Johansen, en anden af kunstlivets gamle kæmper, bemærker kronikøren, at kunstneren allerede her »bemestrer den ædle kunst at fornærme alle parter i sagen«. Den kunst har han aldrig svigtet, lige så lidt som sin egen.
Lo-skolens Michelangelo
I manges øjne har Damgaard-Sørensen gjort sig mere bemærket i offentligheden med sine konfrontatoriske kommentarer og læserbreve end med sine malerier og udsmykninger. Men årsagen er ikke, at kunstneren ikke har et stort dagsværk bag sig.
På Lo-skolen er han næsten lige så velrepræsenteret, som Michelangelo er det i selve Det Sixtinske Kapel.
Lo-skolens udsmykning er ikke bare hans (og en del andre Grønningenkunstneres) offentlige hovedværk. Det er også et hovedværk inden for den konkret abstrakte monumentalkunst i efterkrigstidens Danmark.
Munter og dramatisk læsning
Også på det organisatoriske felt har Damgaard-Sørensen slået sig igennem, så andre fik blå mærker af det.
Han var Grønningens mægtige formand fra 1967 til 1989, en periode, hvor landets næstældste kunstnersammenslutning i særlig grad havde taget førertrøjen på - med hans hjælp. Og i 1987 blev han så stærk en formand for Charlottenborgs bestyrelse, at end ikke den daværende kulturminister kunne røre ham.
Alt det kan man læse om, og det er en munter og dramatisk læsning. Den del af bogen, der handler om den debatterende damptromle Damgaard-Sørensen, er den mest underholdende.
Men dermed ikke sagt, at forfatteren ikke bemestrer karakteristikken af den mere abstrakte del af kunstnerens livsgerning. For det gør han, hvor vanskelig den sproglige indkredsning af netop sådanne abstrakte nonfigurative værker end er.
Kritisk loyalitet og respektfuld beundring.
Nu er denne kunstens frygtløse stridsmand fyldt 84 år, så hvis han selv skal nå at læse om de kampe, han har kæmpet, de tab, han har lidt, og de fjender, han har jordet, er denne frontberetning ikke skrevet én dag for tidligt.
LÆS OGSÅCharlottenborgs engelske leder: Danskerne tager kultur seriøst
Gennem alle 360 sider er Damgaard-Sørensens person og kunst behandlet med det rigtige miks af kritisk loyalitet og respektfuld beundring. Men Dirckinck-Holmfeld har ikke søgt at gøre sin hovedperson til en af kunstens mange misforståede helte.
Moderne arkitekturhistorie
Der er steder i fremstillingen, hvor denne hovedperson snarere ligner en biperson i sin egen monografi. For i kraft af sin omfattende viden om tidens danske arkitektur har forfatteren ikke afholdt sig fra at give ganske omfattende beskrivelser og analyser af de bygningsværker, som Damgaard-Sørensen har været i nærheden af.
Så i lange passager er denne kunstnerhistorie også en moderne arkitekturhistorie med Lo-skolen som det store tyngdepunkt i digressionerne. Og dog har det hele - både bygningerne, billederne og de bidske kommentarer - ét og samme formål: at fremme sansernes kultivering.
Det bør ærgre forlæggeren, at Immanuel Kant er blevet Emanuel Kant, og at Sigmund Freud er kommet ind i teksten som Siegmund Freud.
Ellers er den opulent gennemillustrerede monografi smukt produceret.
Udgivelsen skyldes ikke noget kendt hæderkronet forlag med historiske rødder, men det splinternye Bogværket, som forfatteren selv stiftede i 2008. Også dét er i tråd med hovedpersonens udsatte placering.
For hvor Damgaard-Sørensen har haft sin gang, er det altid gået hedt for sig. Men selv har han aldrig rigtig været inde i varmen. Den form for varme ville nok heller ikke have passet ham.
