Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Aktivist. Tage Skou-Hansen var aktiv på grønsværen i AGF - og i en modstandsgruppe, som han gik ind i som 19-årig.
Foto: ERIK FRIIS

Aktivist. Tage Skou-Hansen var aktiv på grønsværen i AGF - og i en modstandsgruppe, som han gik ind i som 19-årig.

Bøger

Tage Skou-Hansen er død

Forfatteren kendt for blandt andet 'De Nøgne Træer' blev 90 år.

Bøger

Tage Skou-Hansen er død, bekræfter familien over for Politiken.

Han nåede at runde de 90, og at følge hans forfatterskab er at løbe terrænløb gennem 60 års dansk kulturliv.

Det løb har han som få gjort med. Skiftevis i medvind og modvind.

Skou-Hansen var lidt af en myte allerede i 1940’rnes aarhusianske studentermiljø. Han var inspireret af litteraturstudiets unge docent Jens Kruuse, men modsat de ældre kammerater Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen og andre æstetiske sjæle i klubben Musiske Studenter blev han aktivist. Ikke bare på grønsværen i AGF.

Som 19-årig skrev han en modig nekrolog over den myrdede Kaj Munk i Den jydske Akademiker (den slags kunne i 1944 bringe folk på likvidationslisterne) og gik ind i en modstandsgruppe. Ifølge myten fik han tredobbelt ry som »den store sabotør, den store elsker og den store fodboldspiller«.

Selv sagde han siden, ’beskedent’ og til vennernes fryd:

»Så stor en fodboldspiller var jeg nu heller ikke«.

Speciale om Pontoppidan

Skou-Hansen skrev magisterspeciale om Henrik Pontoppidan, og i 1950 kom han til København som konsulent på Wivels forlag – tidens centrale kulturmiljø, finansieret af Knud W. Jensen – og siden som medredaktør af det berømte tidsskrift Heretica.

Heretica (1948-53) var barn af efterkrigsskuffelsen og den kolde krig, der gjorde borgerlige intellektuelle indadvendte – og et modstykke til rationalistisk radikalisme. Dets baggrund var den såkaldte kulturkrise, og dets ideologi var, at ideologierne var døde. Tidens virkelighed var »det isolerede menneskes virkelighed«, og poesiens indsigt stod som eneste værn mod »tilværelsens totale politisering«.

Skou-Hansens modstandserfaring blev en blodtransfusion til miljøet, og han blev den uimponerede Rasmus Modsat, der kunne omgås de vidtforskellige guruer Martin A. Hansen og Karen Blixen, lægge arm med baronessen på Rungstedlund og dæmpe Hereticas orgeltone. Hans karske essays krævede moralsk engagement, »mod til at acceptere den bogstavelige moderne virkelighed … vi er sat ind i og skal leve i« – og handling til fordel for andet end poetens egen navle.

En af hans programmatiske knaldperler lød: »Der må dog ske noget i livet, før der kan ske noget i kunsten«.

Hans essay ’Sheriffen, klovnen og fiskeren’ i Hereticas slutnummer var et særsyn ved at nævne McCarthyismen ved navn og åbne de hellige haller for den foragtede amerikanske kultur ved at hylde Chaplin, Hemingway og Fred Zinnemanns film ’Sheriffen’ – en af de westerns, der kun blev dyrket af cineasterne i Kosmorama.

De nøgne træer

Da Knud W. Jensen købte aktiemajoriteten i Gyldendal og fra 1954 satte de unge på Wivels Forlag til at redde det henvisnende forlag i Klareboderne, fulgte Skou-Hansen med, blev medredaktør af Gyldendals nye flagskib Vindrosen og garant for, at det – som navnet skulle signalere – var ideologisk åbent hele kompasset rundt.

I 1957 sprang han ud som forfatter med kærligheds- og modstandsromanen ’De nøgne træer’. Den krydsede jernbanesabotage med illegal kærlighed – de store knald i begge betydninger – og blev hyldet af kritikken, oversat til ti sprog, trykt i 150.000 som billigbog og kom i 1999 på Politikens liste over det 20. århundredes klassikere.

’De nøgne træer’ røbede også amerikansk inspiration. Der er nogle drys Hemingway i engagementet, kærlighedshistorien og den saglige viden om sprængstoffer, og ’Casablanca’ – Michael Curtiz’ geniale beredskabsfilm fra 1943 – spiller med i slutningen. Det er Humphrey Bogarts og Ingrid Bergmans afsked i Casablancas lufthavn omsat til Holgers og Gerdas afkald i et vindblæst Ålborg oktober 44, helt til hans regnfrakke og hendes lyse dragt.

Højeskolelærer i Askov

1958-67 var Skou-Hansen højskolelærer i Askov, og mødet med en ung generation, der tænkte politisk og globalt, blev en åbning mod nyradikalisme og ungdomsoprør. Den moralske tematik blev tydeligere, mens han baksede med fortælleformen bl.a. i den mislykkede, men interessante ’Hjemkomst’ (1967), baseret på en rejse til Indien.

Forfatterens egen hjemkomst kom med romanen ’Tredje halvleg’ i 1971, hvor han gen(op)fandt sabotøren og elskeren Holger fra ’Den nøgne træer’, nu med efternavnet Mikkelsen, erhverv og social rod. Bogen følger ham punktvis fra 30’rnes drengetid via 40’rnes studenter- og modstandstid frem til 60’erne, hvor han slider med sin skyld over at leve i velbjærget borgerlighed på afstand af ’Folket’ og de unges drømme.

Her startede forfatterskabets 2. halvleg. Skou-Hansen tog nu markant afstand fra Heretica og ’ånden fra 48’. Miljøets politikerforagt, adventsforventningen til Kunsten og afmagten over for Arvesynden var reaktionær snak, mente han. »Vi flippede ud … vi var ved at gå til af ansvarlighed på hele verdens vegne … og så altså for lidt af det, der skete lige omkring os«. (citeret i Politiken Bøger 27.5.2000).

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og om ’Tredje halvleg’ sagde han i radioen: »Mine forudsætninger ligger i 30’rne, og de er mere eller mindre kontant politiske, og nu holder jeg den linje. Jeg går ikke fra den, ligegyldig hvor metafysisk eller astrologisk tiden bliver«.

Aarhusiansk Bogart

Genoplivelsen af Holger Mikkelsen som den aarhusianske Bogart, den charmerende børste og enspænder med knudemandsknude på Burberry-bæltet, blev en åbning både personligt og litterært. Mikkelsen var en selvironisk selvspejling, og han var et fint fortælleteknisk redskab, fordi han som liberal forsvarsadvokat – i frugtbart parløb med den 20 år yngre aktivist Bente og hendes søn Bruno – nok havde sine skjulte motiver, men var en eminent iagttager af privatlivets og samfundets konflikter.

Føljetonen fortsatte i fodbold- og ægteskabsromanen ’Medløberen’ (1973) og i de politiske romaner ’Den hårde frugt’ (1977) og ’Over stregen’ (1980), hvor Mikkelsens gamle modstandsengagement og bløde idealer kolliderer med yngre aktivisters selvdestruktive voldsromantik. Mikkelsen-sagaen sluttede med ’Frit løb’ (2000), hvor han omsider – med sin elskede Gerdas hjælp – bryder igennem til gamle familietraumer og til sine følelser.

Indimellem genoptog Skou-Hansen krigens konfliktstof fra nye vinkler i de fire romaner ’Det runde bord’ (1986-91) om den sværmeriske student Aksel, der gik i tysk krigstjeneste – og om de livslange efterdønninger det fik i hans miljø.

Overraskede som sportsskribent

I 70’erne overraskede Skou-Hansen ved at skrive om sport i Information, og hele vejen blev han den uforudsigelige modløber, der sagde sandheder til eftertanke, både i sine tidskritiske essays og i de foredrag, han holdt i foreninger og på skoler overalt.

Dialogen med tilhørerne var en måde at fornemme, hvad der puslede i græsrødderne. Foredragene blev omsat til artikler, og tit satte de skred i en roman – som da en foredragsturné til eksildanskere i Argentina gled ind i ’Det runde bord’-serien.

Sådan blev modløberen til brobygger. Også litterært. Som lærer, kritiker, medlem af Kunstfondens litterære tremandsudvalg 1974-77 og af Det danske Akademi fra 1982 gik hans rummelighed fra modernisme til dokumentarisme og minimalisme.

Stilistisk etablerede han sin egen minimalisme, længe før begrebet blev slagord. En stram prosa i inddampede sætninger, men let at læse. Han brugte romanformen til at sammenholde samfundets ydre virkelighed og sine figurers indre virkelighed – og skabte en fortælleform, der krydser handling og refleksion, sanselighed og idédebat. Han slap levende fra at indlægge hele essays i det episke flow: 60’ernes parcelhusrevolution og fængselsreformer set fra et bilvindue, samlivsformernes ud- og indvikling anskuet via nyere sengemodeller.

Det blev til et af vores store efterkrigsforfatterskaber, der fastholder 70 års Danmarkshistorie, fra 1930’rne via 60’ernes og 70’ernes opbrud til 90’ernes rådvilde bjergsomhed – og vores velstands- og klassesamfunds konflikter mellem skyld, ansvarlighed og eskapisme, idealisme og materialisme, individualisme og fællesskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Realist og moralist

Som eksistentiel realist og moralist er Tage Skou-Hansen på linje med sin jævnaldrende Erik Aalbæk Jensen – og med begges læremester Pontoppidan. Og som de fik han et stort publikum. Men han havde sin helt egen tone. Den høres tydeligt i hans sidste bog: ’Indhentet af erindring’ (2013) med de senere års essays og noveller.

De sidste år levede han stille i huset i Egå med sin kone gennem 65 år: Ellen, børn, svigerbørn og børnebørn omkring sig – skiftevis lidt alderdomskonfus og klar. På klare dage nød han, når hans bibliotekardatter Gerd læste højt af hans bøger, og jævnligt nikkede han med et skævt smil: »Det er sgu godt skrevet!«

Det havde han ret i.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce