Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fortælling. Hanne-Vibeke Holst folder sin historie fornemt ud med suveræn brug af de samme fortællemønstre og mytologiske skabeloner, som dramachef Ingolf Gabold i årtier har fodret os med søndag aften.
Foto: THOMAS BORBERG (arkivfoto)

Fortælling. Hanne-Vibeke Holst folder sin historie fornemt ud med suveræn brug af de samme fortællemønstre og mytologiske skabeloner, som dramachef Ingolf Gabold i årtier har fodret os med søndag aften.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hanne Vibeke Holsts nye har både gys og guf

Hanne-Vibeke Holst har noget på hjerte og huset fuldt af det hele.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hanne-Vibeke Holst har gjort det igen. Gjort hvad? Skrevet en Hanne-Vibeke Holst.

’Undskyldningen’ er en journalistisk researchet og effektiv slægts- og samtidsroman fyldt med drama, spænding og kloge iagttagelser af, hvad menneskenes børn dog gør ved hinanden. Den udkommer i tiåret for angrebet på World Trade Center, og for en forfatter som Holst har det sikkert føltes som lidt af en pligt at skrive sin 9/11-roman.

Det har hun gjort, og mere til. For selv om ’Undskyldningen’ er så aktuel, at terroristen ikke bare hiver en iPhone op af lommen, men en iPhone 4, er der fire generationers perspektiv på historien, som tager sin begyndelse under Anden Verdenskrig.

LÆS OGSÅ

Og ligesom den journalistiske teknik i forhold til aktualiteten er klar nok – man tager afsæt i en faktisk historie og fiktiviserer den – så er teknikken i forhold til det historiske stof lige så tydelig: Man kloner historiske personer med hinanden og med fantasien og placerer dem i historien, sådan som den cirka var.

Muhammeds hoved på stage
Således kan et par salige danske præster som Løgstrup og Kaj Munk mikses sammen til figuren Thorvald Tholstrup, mens chefen for Deutsche Oper kan transformeres til pastor Tholstrups barnebarn Helena Tholstrup, som i romanen er operachef for Berliner Oper.

Thorvald, præsten og frihedskæmperen, møder vi på romanens allerførste linjer, hvor han 9. april 1940 vågner »med erektionen strunk pegende mod navlen«; Helena (Den Skønne ...) møder vi umiddelbart efter som romanens hovedperson, der her i september 2011 skal modtage en ærefuld demokratipris af den tyske kansler, fordi hun har haft modet til at fastholde en opsætning af Mozarts opera ’Idomeneo’, hvis unge instruktør har »valgt et provokerende slutbillede, nemlig at sætte profeten Muhammeds hoved på stage, i øvrigt side om side med Jesus’, Buddhas og Neptuns hoveder«.

Noget på hjerte
I klippet fra modige Thorvald i den danske frihedskamp til modige Helena i den internationale kamp om ytringsfrihed efter Muhammedkrisen og World Trade Center ligger et fortællepotentiale, som de fleste sikkert kan se for sig, men som ingen andre end Hanne-Vibeke Holst kunne folde så flot ud og i dén grad få til at gå op.

Hun gør det med suveræn brug af de samme fortællemønstre og mytologiske skabeloner, som dramachef Ingolf Gabold i årtier har fodret os med søndag aften i ’Taxa’, ’Rejseholdet’, ’Borgen’ og så videre, og som vi alle har fulgt med spænding, genkendelse (os selv!) og et vist indtag af Matadormix.

Man nyder ’Undskyldningen’ med akkurat samme entusiasme som tidens tv-serier, alt mens man tygger sig gennem betragtelige mængder af metaformiks: Knap er den nævnte Thorvald vågnet med den nævnte ståpik, før »mørke skyer« trækker truende op over Europa, men alligevel har han sin sædvanlige forventning om, at en ny dag ligger foran ham »som en glitrende sø fuld af fisk, lige til at hive op«.

Man nyder ’Undskyldningen’ med akkurat samme entusiasme som tidens tv-serier



Man skal kunne æde den slags metaformiks, og man skal kunne nyde »et tonefald som heldagsregn«, øjne »sorte som oliepøle« eller en tørhed i munden »som om han havde slugt hele Råbjerg Mile«.

Sådan skriver Hanne-Vibeke Holst nu engang, og banker man på hendes dør med samme krav, som børnene skreg forleden aften til halloween – »Gys eller guf!« – så får man, så hatten passer: Hun har huset fuldt både af gys og guf. Men hun har også noget mere, noget psykologisk, noget politisk – hun har noget på hjerte.

Mesterlig Kain og Abel-historie
Helena Tholstrup, operachefen, inviterer sit problemfyldte skilsmissebarn Sophie til Berlin til prisoverrækkelsen, og Sophie medbringer sin kæreste, Khalil, hvis navn vidner om palæstinensisk oprindelse. Hvad har han i sin rygsæk?

LÆS OGSÅ

Sophie er skilsmissebarn, og hendes forhold til sin som regel fraværende karrierekvinde af en mor er tidstypisk til og med selvskamfering, cutting. Men nu går det bedre for den unge kvinde, eller gør det?

Og hvad er det i grunden for hemmeligheder, der løber i dén familie Tholstrup? Ja, hvad er det for noget slemt, der helt fysisk (og en lille smule komisk) befinder sig i et arvestykke af en skotøjsæske?

Fortælleren (som kan hoppe ind og ud af samtlige personers tanker) griber tilbage til pastor Thorvald Tholstrup, hans hustru, Gerda, deres tvillinger, Leif og Leo – samt Thorvalds elskerinde og partner fra frihedskampen, Jette, og deres barn, Peter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pastor Thorvald har altså to familier, en ’rigtig’ og en hemmelig, ligesom han selv har en krigs- og en fredsside.

Det hele samler sig til et spørgsmål om, hvem der undskyldninger til hvem



Denne dobbelthed går i arv til hans tvillinger, der qua tvillinger er dobbelte, og Hanne-Vibeke Holst fortæller en fantastisk, en mesterlig Kain og Abel-historie om Leif og Leo plus deres kærester, danske Birthe og svenske Ninni, hvoraf sidstnævnte er operasanger og mor til Helena, vores operachef. Men hvem er hendes far?

Stof til eftertanke
Alt dette både bibelske, mytologiske og ærkedanske (hvor mange danske film, hvor mange danske romaner begynder ikke i en præstegård?) kombineres med kosmopolitiske verdensbeskrivelser fra Berlin, Paris og Stockholm hen over hele den del af det 20. århundrede, som romanen dækker.

Det er ubegribeligt flittigt researchet, og det er som litterært ingeniørarbejde vildt imponerende. Godt nok træder fortællegrebene her og der så tydeligt frem, at man tror, det er løgn, f.eks. når terroristen forlanger af operachefen, at hun skal fortælle, nedskrive, sin livshistorie (til os, altså) – men hos Holst er man ligesom i en verden, hvor den slags er o.k.

LÆS OGSÅ

Og undertegnede temmelig forhærdede tidselgemyt må ærligt indrømme, både at jeg har været opslugt, at jeg har knebet mere end én tåre – og at jeg synes, jeg har fået virkeligt stof til eftertanke i nogle af de spørgsmål, Hanne-Vibeke Holst stiller.

Det er spørgsmål om magtforhold mellem mennesker og her i romanen især: spørgsmål om, hvor store løgne vi kan leve med.

Det hele samler sig til et spørgsmål om, hvem der skylder undskyldninger til hvem, og dét såvel privat som politisk. Spørgsmålet står med ét ord og uden spørgsmålstegn i romanens titel – mere kan man ikke forlange.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden