I anledning af T.S. Eliots 100-års fødselsdag (1988) udsatte Cynthia Ozick ham i The Newyorker for et regelret fadermord med anklager om, at han blot var en håbløs, genert, stiv, død, hvid, gammel, forloren, eurocentrisk mand, hvis forældede og odiøse værk burde begraves under et bjerg af politisk korrekte mursten.
Men hvis vi nu tilgiver, at han desværre ikke var hverken kvinde, transseksuel, fysisk udfordret eller blot svensk socialdemokratisk feminist, må man sige, at hans værk har fået et bemærkelsesværdigt comeback de seneste årtier. Og samtidig hyldede et kæmpe kor af ældre og yngre kolleger Eliot dengang i 1988, hans plads i kanon og pensum overalt er sikret, og der kom i år en hel Cambridge Companion alene viet til ’The Waste Land’ (’CC’ er antologier med artikler af ledende forskere om kanoniserede forfattere, red.).
