Rune T. Kidde vidste det godt. At han sandsynligvis aldrig ville blive en gammel mand.
Da han i efteråret 2007 udgav sin selvbiografi i anledning af sin 50-års fødselsdag, sagde han i et interview i Jyllands-Posten:
»Det at fylde 50 år betyder ikke en dyt, men jeg lider af svær sukkersyge og har ikke så mange år igen, så det passede at gøre det her«.
Seks år mere blev det til for tegneren, forfatteren, skuespilleren, musikeren og fortælleren, der blandt meget, meget andet gav os tegneserieklassikere som ’Den Lilla Møghætte og Pulven’ og højtelskede børnebøger som ’Søde Sally Sukkertop’.
LÆS ARTIKEL Rune T. Kidde er død
Tacklede modgang
Hans største fortjeneste måske – hans enorme kunstneriske produktivitet til trods – var, at han demonstrerede, at modgang er til for at blive tacklet. At selv et så alvorligt handicap som at blive blind i en relativt ung alder ikke behøver at være verdens ende, men at det faktisk kan vise sig at blive det stik modsatte: En ny verdens begyndelse.
Da sukkersygen i 1990 endegyldigt stjal Rune T. Kiddes syn, mødte omverdenen ham med en sentimental medlidenhed, som han selv opfattede som ekstremt nedværdigende. Og han nægtede hårdnakket at acceptere blindheden som et handicap, der begrænsede hans muligheder for at udfolde sig som kunstner. Tværtimod insisterede han resten af sit liv på, at det, at han blev en sans fattigere blot betød, at de andre sanser blev så meget desto stærkere.
Jakob Stegelmann: Rune var rablende i ordets bedste forstandIngen distraktioner
Blindheden blev begyndelsen på en opdagelsesrejse, hvor han gik fra ’kun’ at producere tegneserier til at skrive alle de bøger, digte og sange, som altid havde rumlet rundt inde i den magre krop uden at kunne finde vej ud.
»Jeg taler ikke ret ofte om det at være blind, for jeg tænker ikke særlig meget over det. For mig blev det et vendepunkt, der bragte mig hen mod det, jeg havde drømt om. Jeg har aldrig følt mig tættere på andre mennesker, end jeg gør nu. Min sjette sans, min intuition, er blevet så skærpet, at jeg i dag har en langt større fornemmelse af, hvem mennesker er, end dengang jeg kunne se. Faktisk er jeg meget glad for at slippe for at blive distraheret af folks næser og slips. Jeg kan være hamrende ligeglad med, hvordan de ser ud, og bare koncentrere mig om, hvilket menneske, jeg taler med. Og det er det vigtigste for mig. Alt andet er bare støj«, sagde tegneren i interviewet med Jyllands-Posten.
Skriv: Hvad vil du huske Rune T. Kidde for?Ingen lykkelig barndom
Han voksede op som enebarn i et kunstnerhjem på Sydfyn. Tegnertalentet havde han ikke fra fremmede, hans far var den kendte bogillustrator Thormod Kidde. Og da Rune T. Kidde som ikke ret gammel selv begyndte at tegne, var han meget bevidst om rent stilistisk at lægge afstand til faren, hvis evner som tegner sønnen slet ikke mente at kunne matche. Dér – udsprunget af kunstnerisk mindreværd - fødtes den vilde, fabulerende streg, som senere skulle blive Rune T. Kiddes varemærke som tegner.
SE Rune T. Kiddes 10 skæggeste titler
Hans mor Ragnhild Kidde var keramiker. Hun var psykisk syg, i perioder grænsepsykotisk, og i modsætning til faren meget udadvendt. Rune T. Kidde har fortalt, hvordan han som barn følte sig som en mellemmand, et sendebud i evigt pendlen mellem de to forældre, som i lange perioder ikke talte sammen, og i lige så lange perioder overlod deres søn til sig selv.
Den utrygge opvækst var, mente Rune T. Kidde selv, en stærkt medvirkende årsag til, at han i en alder af 15 blev ramt af svære depressioner, som plagede ham, indtil han fyldte 30.
Men der var også en forside på mønten, en sort humoristisk sans, som – da han med tiden fik styr og form på sin skabertrang – gjorde ham i stand til at leve med sine depressioner. Og skabte grobund for den titel, han ofte gav sig selv:
Danmarks mest optimistiske pessimist.
fortsæt med at læse
