Den aldrende filosof og musikkritiker Reger, som er den bistert monologiserende hovedperson i Thomas Bernhards ’Gamle mestre’, har et liv, som jeg misunder ham, selv om jeg nok ikke burde. Hver anden formiddag tilbringer han på bænken foran Tintorettos ’Den hvidskæggede mand’ på Kunsthistorisches Museum i Wien, og om eftermiddagen sidder han i sit faste vindueshjørne på hotel Ambassadors café. Om aftenen går han hjem til sin store jugendstillejlighed, stiller sig ved vinduet og kigger i timevis ned på gadens menneskeliv, inden han i timen mellem kl. 2 og 3 om natten skriver sine højt estimerede musikanmeldelser til Times.

Åh, at føre et så regelmæssigt, monomant liv i kunstens nærhed, at indrette hele tilværelsen på at skabe rum for tanken! Her må det straks anføres, at Reger ingenlunde selv betragter hverken sin tilværelse, kunsten eller tanken med en sådan begejstret patos. Han er en ægte Thomas Bernhard-karakter, så hans vældige drivkraft er tværtimod at hade det hele indædt.