For nogle måneder siden mødte jeg i toget en gammel bekendt, som var ind til marven træt af at have så travlt. Hun var havnet i et Djøf-relateret job i en stor organisation og havde hele tiden følelsen af at skulle nå noget, hun ikke kunne nå. »Jeg er flad og tom. »Hvad skal jeg læse?«, spurgte hun.

»Digte!«, fløj det ud af mig. Jeg endte med at anbefale tre-fire gode steder at kaste mentalt anker i poesiens verden. Tomas Tranströmer, Gunnar Ekelöf og Rainer Maria Rilke bl.a. Jeg tror, der er mange, der har det som min bekendt. Ramt af den giftige blanding af travlhed, tomhed (og alder!). Hvad er meningen med det hele? Hvornår var det egentlig, jeg mistede mig selv? Kan jeg få den gamle udgave tilbage? Måske nu tilmed i en klogere udgave? Fordi jeg nu ved, hvad jeg ikke vil!