Hvis nogen ellers kan erindre det, så drømte det amerikanske hippieorkester Dr. Hook & The Medicine Show i sin tid (faktisk på deres andet album, ’Sloppy Seconds’ fra 1972, og sangen har tekst af Shell Silverstein) om at komme »on the cover of the Rolling Stone«. Og det lykkedes såmænd også for de skøre popsangere anført af enøjede Ray Sawyer at få deres kontrafej på den første side af rockkulturens måske mest betydningsfulde publikation. Det skete 29. marts 1973, og billedteksten lød oversat noget i retning af »Hvad-er-det-nu-de-hedder kommer på forsiden«. Når denne anekdote fortjener at blive genfortalt, er det, fordi den siger noget om, hvor centralt et medie magasinet Rolling Stone stort set fra dag 1 har været i den moderne populærkultur, og hvor stor en fjer i hatten det så også er at være blandt de udvalgte få, der har været på forsiden og måske ligefrem er blevet inviteret indenfor til et af bladets store interview. Den stærke stemme uden filter Disse ofte langstrakte og dybdegående samtaler har deres rødder i en tradition, der blev grundlagt af Paris Review, og som i en amerikansk sammenhæng er blevet videreført af Hugh Hefners mandeblad Playboy – som dermed fik berettigelse som andet end kolportageorgan for billeder af nøgne kvinder. Og ifølge Jann Wenner, grundlæggeren af Rolling Stone, skulle de være mere end blot samtaler i døgnet. De skulle have en sådan karakter, at man som læser fik indblik i den kunstneriske arbejdsproces og lærte kunstneren bedre at kende. Journalisten og intervieweren skulle fungere som medie for læseren og stille berømthederne de spørgsmål, de mest brændte for at få besvaret. De skulle, som Wenner siger det i sin introduktion, være »den stærke stemme uden filter«. Det første rigtige Rolling Stone-interview var med Pete Townshend fra The Who, som efter en koncert på Filmore West, hvor han for en gangs skyld ikke smadrede en Gibson Les Paul, fik talt ud med Jann Wenner og blandt andet fortalte om det projekt, der siden blev til ’Tommy’. Men det vel nok mest skelsættende interview er det fra 1971, hvor John Lennon fortalte om opløsningen af The Beatles – og alt muligt andet. Den absolutte superliga Begge disse og en lang række andre er med i første bind af det udvalg af ’Rolling Stone Interviewene’, som foreligger på dansk. Dr. Hook kom til gengæld ikke med. Der er forskel på døgnets søde berømmelse og så den virkelige sub species aeternitatis, så at sige. Og fælles for dem alle er, at såvel interviewoffer (hvorfor bruger vi egentlig den lidt intimiderende betegnelse på dansk, når man i den angelsaksiske verden langt mere neutralt taler om interview subjects?) som interviewer er fra den absolutte superliga. Ud over Townshend og Lennon finder man blandt andre ikoner som Jim Morrison, Neil Young, Brian Wilson – og fra bøgernes og filmens verden Truman Capote, Tom Wolfe, Jack Nicholson og George Lucas. De bliver så (ud over af Wenner selv) spurgt ud af navne som Jerry Hopkins, Greil Marcus, Chet Flippo, Ben Fong-Torres og Cameron Crowe – alle store stjerner inden for musikjournalistikken, og Cameron Crowe lavede ligefrem en film om sin tidligere karriere som skribent for Rolling Stone, den herlige ’Almost Famous’ fra 2000. Rettelser inden bind 2 Det er helt igennem herlig læsning. Interviewene er grundige, journalistisk opfindsomme og tydeligvis velresearchede. Desværre skæmmes udgivelsen af en sine steder decideret elendig oversættelse. Der er ikke blevet ryddet ud i anglicismerne, der får lov til at skyde op som svampe i en regnvåd plæne. Og sine steder er der reelt meningsforstyrrende fejl. Ærgerligt, at den slags sjusk skal ødelægge (lidt af) fornøjelsen ved en så fortræffelig og vigtig bog. Men det når man selvfølgelig at rette op på, inden bind 2 med Clint Eastwood, Bill Murray, Keith Richards, Dalai Lama, Hunter S. Thompson og Ozzy Osbourne kommer på gaden til efteråret.