Det kan hænde, at navnet Erik Balling måske ikke siger yngre filminteresserede det helt store, selv om det kun er seks år siden, han forlod jordplanet efter et mere end almindeligt jævnt, muntert og virksomt liv på denne grønne planet. Men siger man så ’Olsen-banden’ og ’Matador’, kan alle være med, og siger man også ’Huset på Christianshavn’, møder man lutter genkendende blikke. Derfor er der stor grund til at rose Informations kyndige og velskrivende filmredaktør, Christian Monggaard, for at have ristet Erik Balling en rune. Ballings store karriere For selv om de tre nævnte højdepunkter i karrieren samt svanesangen hører til i den sidste tredjedel af monografien, fortæller den så sandelig også ganske grundigt om alt det andet, Balling bedrev i løbet af sin næsten fyrre år lange karriere. Hvilket er en del. LÆS OGSÅNy bog fortæller historien om dansk films godfather For Balling er manden bag dansk films første oscarnominerede film, Grønlandsmelodramaet ’Qivitoq’ fra 1956, ligesom han også tegnede sig for den første danske spillefilm i farver, ’Kispus’, fra samme år. Og han forløste såmænd også Kim Larsen og Erik Clausens drømme om at lave film, da han hjalp dem med deres storbywestern, ’Midt om natten’ i 1984.
Han stod sammen med Klaus Rifbjerg bag bestræbelserne på at forny den danske filmmusical med ’Jeg er sgu’ min egen’ i 1967. Sådan kunne man blive ved. Skulle egentlig have været præst
Egentlig skulle han have været præst lige som sin fader. Men efter konfirmationen kastede han vrag på kristendommen, og efter klassisksproglig studentereksamen fra Metropolitanskolen begyndte han at læse til dyrlæge.
Ved sin klassekammerat og ven Bjørn Watt-Boolsens mellemkomst fik dramatik, film og historiefortælling imidlertid halet ham væk fra veterinærmedicinen, og dermed kunne den folkeligt sindede unge mand træde i karakter som filminstruktøren, der formåede at fange selve danskhedens essens i levende billeder. LÆS OGSÅOlsen-bandens Børge fortæller for banalt om sit liv med alkohol og stoffer
Det er Monggaards store fortjeneste, at han med sit overblik over hele værket formår at argumentere for, at Erik Balling er en sand auteur og i alle sine film arbejder med de samme temaer: kritik af autoriteter, det enkelte menneskes ret til at forvalte sit eget liv og kærlighedens poetiske og altomstyrtende karakter. Gennemgåendekritik af myndighedspersoner
Over alt i filmene finder man kritik af myndighedspersoner, som holder på deres ret for rettens skyld. Og da Danmark kommer med i EU, ser man Balling rette en skarp, men munter kritik mod denne paranationale størrelse i ’Olsen-banden’.
Han forsvarer arbejderklassens ret til ikke at have andre mål end den umiddelbare lykke ved en kold bajer og fastholder fra først til sidst, at film måske nok er kunst, men sgu også underholdning.
Høj detaljeringsgrad
Bogen er skrevet med en høj detaljeringsgrad. Det er en styrke og en svaghed. En styrke, fordi man får gennemgang, analyse, anmeldelser og tilblivelseshistorie om hele molevitten. En svaghed, fordi fremstillingen bliver lidt lang i spyttet, hvis man ikke er i besiddelse af samme nørdede begejstring som forfatteren.
Desuden lider bogen af mangel på fortællemæssigt drive. Der er ikke nogen historie ud over fortællingen om manden og hans film. Hvilket er reelt nok, men altså gør den lidt tør at sluge.
Overordnet er der ikke desto mindre tale om en særdeles vellykket monografi og en solid dokumentation af dansk film i overgangen fra den gamle til den nye verden. FACEBOOK




