KOM AN. Mary McCarthy var både frygtet og anerkendt for sin teaterkritik og skarpe essayistik.
Foto: Dick Demarsico/Library of Congress

KOM AN. Mary McCarthy var både frygtet og anerkendt for sin teaterkritik og skarpe essayistik.

Bøger

Frigidaire og semuljekage - inspirationskilden til 'Sex and the City' virker bedaget

Genudgivelsen af Mary McCarthys skarpe romanklassiker 'Gruppen' skæmmes af en akademisk og bedaget oversættelse.

Bøger

Sidst jeg læste Hans Hertels oversættelse af Mary McCarthys ’Gruppen’, gik jeg i stå i første sætning.

Den starter sådan her: »Det var i juni 1933, en uge efter promotionen, at Key Leiland Strong, Vassar årgang 33 – den første i klassen, der kom til at løbe rundt om bordet ved afslutningsmiddagen – blev viet til Harald Reed«.

Oversættelsen er fra 2003 og udgivet af Aschehoug, og nu har vi så en genudgivelse, hvilket giver ganske god mening, idet romanen rammer lige ned i den aktuelle kønsdebat og i øvrigt gav inspiration til tv-serien ’Sex and the City’.

Men jeg har stadig problemer med denne første sætning, der ikke er ændret – hvad betyder ’promotion’?

Vakte opsigt i 1963

’Gruppen’ handler om otte veninder, der mødes til den enes bryllup, kort efter at de er blevet færdige på universitetet, og det er nærliggende at tænke på ’forfremmelse’. Jeg tjekkede i min amerikanske version, som jeg læste på universitet, og heri bruges udtrykket ’commencement’, der vel egentlig godt kunne have været oversat med ’dimissionen’ eller måske ligefrem ’afslutningsfesten’, hvis vi skal have alle med.

Dette indledningsvis nævnt, fordi Hans Hertels oversættelse af McCarthys klassiker er præget af en sær tone, der måske gav mening, da Hertel første gang oversatte romanen i 1964, men i dag virker akademisk og bedaget, indimellem ligefrem irriterende.

Hvorfor ikke kalde en ’hjælpeinstruktør’ for en ’instruktørassistent’? Hvorfor ikke skrive ’køleskab’ i stedet for ’frigidaire’ og ’gennemskrive’ i stedet for ’rewrite’? Og hvorfor så mange noter, der ødelægger tekstens flow og synes doseret mere eller mindre tilfældigt?

Da ’The Group’ udkom på amerikansk i 1963, vakte den opsigt. Som Hertel også skriver i sit fine efterskrift, var flere kritikere nemlig forargede over romanens »seksuelle realisme«.

I forvejen var McCarthy frygtet og anerkendt for sit virke som teaterkritiker og for sine essays, hvori hun med vid og skarpt blik analyserede tidens kulturelle og politiske strømninger. Intet syntes helligt for McCarthy, der dog manglede samme kant i sine tidlige skønlitterære værker.

Den kant kom med ’The Group’, og det allerede i andet kapitel. Heri smutter en af veninderne, Dottie Renfrew, med en mand hjem efter kun at have kendt ham i to dage. Dick Brown, som han hedder, klæder den jomfruelige Dottie af og får hende til at lægge sig på et håndklæde på sengen. Efter en del indledende besvær »begyndte hun – overraskelsernes overraskelse – at kunne lide det en lille smule«, og »pludselig virkede det, som om hun eksploderede i en serie lange sammentrækninger, hun ikke kunne beherske og som gjorde hende genert«.

Aldrig tidligere i amerikansk litteratur var den kvindelige orgasme beskrevet så kontant, og kapitlet efter følger op med en veritabel tour de force gennem datidens politiske, sociale og seksuelle landskab. Dette tredje kapitel indledes med, at Dick sender Dottie ud ad døren om morgenen med ordene: »Se at få dig et pessar« – skrap kost for det brede amerikanske publikum, hvorfor Dick i Sidney Lumets filmatisering af romanen fra 1966 i stedet nøjes med at sige: »En kvindelig læge kunne gøre os endnu lykkeligere«.

Noter ødelægger læserytme

Der er nok at komme efter i Mary McCarthys skildring af en flok veninder, der i en omskiftelig tid så gerne vil gøre tingene anderledes end forældregeneration. Men ’Gruppen’ er tillige en stærkt underholdende roman båret af tempo, skarpe replikker og satire, og det er her, Hans Hertels oversættelse svigter, synes jeg.

For det første burde de mange slåfejl være fanget, når det nu er anden eller tredje, måske fjerde, gang, Hertel justerer og reviderer sin egen oversættelse. For det andet kunne enkelte formuleringer også snildt være strammet op (»Faren var, at måske ville det bare være at puste til ilden at tale om det«), og for det tredje er der som nævnt noterne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det ødelægger ikke blot læserytmen, når man lokkes om bag i bogen til den angivne note; efterhånden begynder man også at undre sig over de ting, Hertel åbenbart ikke mener skal forklares: Hvem er tegneseriefiguren Ella Cinders og skuespilleren Walter Huston (der ét sted kaldes Houston)? Og hvorfor har Kays mor en fejde med lige præcis tidsskriftet The Atlantic Monthly?

Noterne, skriver Hans Hertel, skulle gerne forklare »nogle af de tidsfænomener, som en ny generation af læsere ikke kan formodes at have præsent«, men ærligt talt, spørgsmålet er, om ikke yngre læsere hellere ville have at vide, hvad en semuljekage er, end at Tiffany’s er »New Yorks førende – og berømteste – juveler«.

I hvert fald ved de fleste nok, at man ikke spillede fodbold på Vassar i 1930’erne, men derimod football eller amerikansk fodbold, som det jo kaldes på dansk.

Selvfølgelig vil jeg gerne indvies i Hans Hertels viden om Mary McCarthy, ’Gruppen’ og 1930’erne, men først vil jeg gerne have lov at læse romanen, tak, og det viste sig desværre at være lige så udfordrende, som jeg frygtede, da jeg sidst gik i stå i den første sætning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce