Moi, président …

Det er sæson for politiske bøger i Frankrig. Den seneste i rækken er ekspræsident Nicolas Sarkozys med ’La France pour la vie’ (Plon). Sarko havde inden udgivelsen ladet det sive til pressen, at han i bogen gik i gang med en for ham ny disciplin: selvkritik. Filosoffen Vincent Cespedes, der skriver for Huffington Post, er dog ikke imponeret: »Et egotrip, der mangler rappens kraft og overdrivelse«. I Le Monde, hvor lederskribenten Françoise Fressoz kaster sig ud i en analyse af ekspræsidentens følelsesliv, er dommen ligeledes voldsom: »En ting har ikke ændret sig. Hans (Sarkozys, red.) erklærede behov for at elske og være elsket«. Sarkozy har ladet forstå, at selv om de hårde ord går ham på, ser han tingene i det lange perspektiv: »Racine (fransk nationaldigter fra det 17. århundrede, red.) blev også voldsomt kritiseret da han udgav ’Fædra’. Kritikkerne er glemt, Racine er her stadig.«

Et spørgsmål om timing

27. januar gik Christine Taubira af som justitsminister i protest mod François Hollandes forslag om fratagelse af statsborgerskab for personer dømt for terrorisme. 4 dage senere lå hendes 100 sider lange og i al hemmelighed forfattede afskedssalut mod loven, ’Murmures à la jeunesse’ (Philippe Rey), i boghandler over hele landet. Mens venstrefløjspressen er imponeret over Taubiras stil og dannelse, er Théophane Le Méné fra Le Figaro mest af alt udmattet. »Det, der tænkes klart, siges klart. Taubira kunne have klaret sig med 10 sider«, skriver Le Méné, som har taget på sig at optælle samtlige essayets kulturelle henvisninger: »I bogen nævnes Hugo, Descartes, Montaigne, La Boétie, Weil, Camus, Glissant, Huysmans, Schœlcher, Lamartine, Arago, Clovis samtidig med General Kellermann, Kaptajn Dreyfus, sangerinden Barbara, Hemingway, Eluard, Frantz Fanon og Mohamed Ali, Guy Môquet og Danny le Rouge og selvfølgelig Aimé Césaire – til sidst ved man ikke, hvor man er på vej hen«.