Der er dem, der mener, at en bogs allerførste sætning er et vigtigt varsel om hele bogen – dens kunstneriske kvalitet, dens mening.
Paula Fox skriver i ’Desperate personer’: »Ægteparret Bentwood trak deres stole ud samtidig«. Det er ikke så dårligt. Det fortæller, at personerne er et ægtepar, og at de har et vaneægteskab. De trækker stolene ud samtidig. Samhørigheden varer ved til sidste sætning: ... »indtil de begge kunne se blækket løbe ned til gulvet i sorte striber«. Farligt kattebid Det er en stilbevidst 84-årig forfatterinde, vi har at gøre med, også stilbevidst, da hun skrev ’Desperate personer’ i 1970. Dengang blev bogen en stor succes, straks filmatiseret med Shirley MacLaine i rollen som Sophie Brentwood, men filmen var ikke mindeværdig – da den kom, var Vietnamkrigen og de offentlige problemer i USA så tunge, at man glemte at vurdere problemernes nedslag i privaten. Og det er, hvad Paula Fox’ bog handler om, i et stilfærdigt, aggressivt tonefald, som forlagsleder Merete Ries har gengivet godt på dansk. Dertil kommer, at vi åbenbart nu igen er interesserede i alle de desperate – housewives eller karakterer. Især dem, der slet ikke ved, de er desperate. Otto og Sophie Bentwood er et barnløst ægtepar, pæne mennesker, som lever i Bronx med en lille ambition om at være mere end omgivelserne. Hun har oversat pæne bøger, Otto er sagfører og har problemer med kompagnonen Charles, som trækker sig fra advokatfirmaet. Hvorfor?
