Paula Fox er født i 1923, og i 1999 udgav hun sine erindringer, primært om de første 20 år af sit liv. De foreligger nu på dansk under titlen ’Lånte fjer’. Det er længe siden, jeg har læst noget, der har gjort så stort indtryk, dels i kraft af den oprivende historie, hun har at fortælle, dels den nøgterne, klare stil. Præcisionen i den enkelte iagttagelse er enorm. På omslaget af den danske udgave står der erindringer, men på titelbladet roman. Man forstår godt diskrepansen, for erindringerne er komponeret som en roman og kan læses som en sådan uden noget forhåndskendskab til forfatteren. LÆS OGSÅUtroligt, men ikke sandt Paula Fox blev født af en iskold mor, der ikke ville have et barn, og en far, der arbejdede i filmbranchen som manuskriptforfatter. Hun blev afleveret til et hjem for hittebørn, hvor en behjertet kvinde tog hende med sig, men denne familie var for fattig, syntes den lokale præst, så han overtog Paula som ganske lille. Kold mor og fordrukken far Her i præsteboligen i Balmville vokser hun op de første seks år af sit liv. Onkel Elwood, som hun kalder præsten, er et levende, varmt og interesseret menneske. Han læser for hende, og hun er med ham overalt på ture i sognet. Af og til kommer faderen i tanker om hende og sender lidt penge, og hun møder ham første gang, da han kommer med en kasse bøger. Han er charmerende, upålidelig og fordrukken. LÆS OGSÅSorte striber Moderen er iskold, smider et glas isvand i hovedet på Paula, da hun ser hende første gang på et af de lejlighedsvise besøg, Paula foretager til forældrenes skiftende opholdssteder på hotelværelser og lignende midlertidige boliger. Elsie, som moderen hedder, er én stor afvisning, det stråler ud af alle hendes handlinger. Hun har aldrig villet have Paula, hverken før eller nu. Det vil den spanskfødte mormor pludselig, og hun henter pigen i præstehjemmet. Paula Fox’ konklusion er kort og kontant: »Min adskillelse fra præsten var en amputation«. Vidt forskellige scener Bogens kapiteloverskrifter er navne på alle de steder, Paula som en kastebold havner: Hollywood, Long Island, Cuba. I Cuba opholder hun sig med mormoderen, der er selskabsdame for en rig slægtning, indtil revolutionen får dem til at haste bort fra plantagen og tilbage til New York City.
Vi kommer videre til Florida, New Hampshire, Montreal, Californien. Ofte overlades hun til pasning af fremmede i lange perioder. Hun kommer også på kostskole; en kort tid bor hun med faderen og hans nye kone. Et sådant barns livsprojekt bliver at bakse med følelsen af ikke at have en selvfølgelig plads i verden. I Paula Fox’ refleksion lyder det: »I flere år påtog jeg mig ansvaret for alt det, der skete i mit liv, selv for ting, jeg ikke havde den fjerneste kontrol med. Det var ikke på grund af storsindethed eller mod, at jeg gjorde det. Det var et håbløst ønske om at opdage, hvorfor det, at jeg var født, og at jeg fandtes, var en sådan katastrofe for min mor«. Onkel Elwood Hvad der redder hende fra de følelsesmæssigt invaliderende vilkår, må være den optankning, præsten onkel Elwood har givet hende i de tidlige år.
