Den klassiske filologis berømte nummer 82, Otto Steen Due, fortsætter sit værk som professor emeritus ved Aarhus Universitet og nyoversætter store, klassiske værker til dansk. Tidligere udkom ’Odysseen’ (2002), ’Iliaden’ (1999), ’Aeneiden’ (1996, genudsendt for nylig) og ’Ovids Forvandlinger’ (1986), og her er nu den (eneste overleverede) dramatiske trilogi fra oldtiden, Aischylos’ Orestien, som består af ’Agamemnon’, ’Sonofret’ og ’Eumeniderne’. Sikke et arbejde, sikke en flid. Og tilsyneladende også en påskønnet flid. Det Kongelige Teater har ligefrem bedt Otto Steen Due om oversættelsen og planlægger en ny opførelse. Det kan man glæde sig til. Ikke fordi jeg tror, at teatret vil bruge hans oversættelse i den foreliggende form. Den er ganske vist korrekt, jeg har med en hel del besvær og vankundighed konfereret med den oldgræske tekst, og det var just ikke i går, jeg blev student. Men teksten – og versemålet, jamber, trokæer og anapæster – passer meget fint. Handler om den forbandelse Hvad der ikke passer, er oversættelsens blanding af arkaisk dansk og et moderne, lidt sært og sjovt kringlet otto due’sk intellektuelt slang. Herom siden. Fortællingen handler om den forbandelse, der hviler over Atreus-slægten – forbrydelser, der skal hævnes – og om hævnens nye forbrydelser, der i sidste ende skal finde sin hævn og sluttelig sin katarsis, sin renselse. Aischylos blev kendt på, at han havde sin egen mening om græcitetens klassiske grundsten, som i hans øjne ikke var læren om ’nemesis’, men derimod læren om livets balance og objektivitet. Det er det onde, som avler ondt , ikke gudernes misundelse over det gode, siger man, at Aischylos mente. Ivar Gjørup har skrevet et glimrende og instruktivt efterord til oversættelsen. De græske tragedieforfattere Berømt er Aischylos’ ord i Agamemnon: »Jeg ene har ej de andres tro: den syndige gerning i lys eller løn/ vil avle omsider en stærkere søn/ der fuldelig faderen ligner; men lykken bestandig retfærdigheds bo/ med yndige sønner velsigner«. Her citeret efter gamle Niels Møller – der ikke var filolog – men digter. Ligesom oversætteren Lembcke var han længe den eneste fortolker, men da de græske tragedieforfattere ikke er på alles læber som Shakespeare, kan man bedre frit vurdere hans oversættelse. Vel ikke ganske korrekt, men til gengæld ganske smuk og letforståelig? Solen brækkede sig også Otto Dues oversættelse af det centrale sted lyder: ’Jeg har nu min egen formening om det./ Ugudelig dåd er det der sår ondt/ som ligner den selv og overgår den./ Et hus, der gør ret, dets skæbne består/ i dejlige børn.’ Hvilken oversættelse er bedst? Tjae. En del af den grusomme historie må nødvendigvis med. Kong Atreus af Argos, Agamemnons fader, blev vred over, at hans bror Thyestes forgreb sig på hans kone, og til straf slog han to små Thyestes-sønner ihjel og serverede dem, delikat kogt og stegt, for Thyestes, der brækkede sig fælt, da han fik sandheden at vide. Solen brækkede sig også, den vendte sig på sin bane over forbrydelsen. Thyestes dræber i raseri Atreus og nedkalder forbandelsen over hele hans slægt. Ofre sin smukkeste datter Vi kommer nu over til den trojanske sagnkreds. Atreus havde to sønner, Agamemnon og Menelaos, og Agamemnon drager til Troja for at hævne, at den trojanske prins Paris har røvet Helena, den skønne hustru til Menelaos. Ny forbrydelse følger den gamle: På udrejsen til Troja ligger Agamemnons hær stille for modvind ved Aulis. En spåmand, Kalkas, forklarer Agamemnon, at han kun kan komme videre ved at ofre sin smukkeste datter, Ifigenia, til Artemis. Han vælger at ofre datteren (som imidlertid reddes og sendes til det fjerne Tauris, men det er nu en anden sag). Hævne sine små brødre To forbrydelser har Agamemnons slægt begået: først Atreus’ mord (ækel gastronomi) på Thyestes’ sønner, så Agamemnons drab på sin egen datter. Og der er hævnere til udåden på to sider: Aighistos, overlevende søn af Thyestes, vil hævne sine små brødre, og Agamemnons hustru Klytaimnestra vil hævne sin myrdede – elskede– datter. Derfor slår Aighistos og Klytaimnestra sig sammen om at slå Agamemnon ihjel, da han vender sejrrig hjem fra slaget om Troja. Med sig har han den synske kongedatter Kassandra. Den blodige konflikt mellem mand og hustru Her bliver Aischylos genial, synes jeg. Kassandra ser i pragtfulde syner, hvad der skal ske, men ingen vil tro hende. Og hun må selv som slave træde ind til sin død. Dejlig rolle, hvem skal have den? Det er forunderligt at se, hvor meget Shakespeare har lånt fra den græske tragedie. Lige fra vagten oppe på taget, som både indleder både ’Agamemnon’ og ’Hamlet’, til den blodige konflikt mellem brødre, til den blodige konflikt mellem mand og hustru, siden lige så blodig konflikt mellem søn (Orestes) og moder (Klytaimnestra) – ja, alle detaljer, f.eks. den ironiske entré, hvor Agamemnon – stolt og måske på skrømt ydmyg efter sit sejrrige slag – får hustruens bud om at vandre ind i borgen på purpur – til den overraskende og dog forudsagte grumme død, for hustruens egen hånd. (Purpur var i øvrigt ikke en småting i oldtiden! Det blev fremstillet af havsnegle, og til farvning af ét kilo uld gik der omtrent 5000 snegle, oplyser Salmonsens Leksikon beredvilligt.) Klassisk røverhistorie Det hele bliver en forfærdende, i ordets egentligste forstand klassisk røverhistorie, der ender med vor egen eftertanke om hævn, retfærdighed og den nåde, som hos de græske forfattere kun var gudernes: Kun guder kunne forvandle de vrede erinyer til tilgivende eumenider og dermed sætte et tilgivende punktum for Atreusslægtens forbandelse og give os, publikum, renselse. Otto Steen Due – jeg er en meget stor beundrer af flid og indsigt, men ikke ubetinget en beundrer af resultatet. Ligesom med Shakespeare foretrækker jeg den mindre nøjagtige, men digteriske medleven i arbejdet. Kan ’retfærd lyse i en sodet vrå’, samtidig med at Atreus sætter en ’ragout’, eller sågar en ’gullasch’ på tallerkenen for Thyestes? Filologisk korrekt nyoversættelse Går Agamemnon til slottet ’ad den dér purpursti’? Kassandras syner er glimrende oversat, men det skal vel med, at Aischylos også selv er meget, meget veltalende i de strofer. Bliver korføreren ’tabt bag vognen’, da han hører Kassandras fortælling? Siger Kassandra ’Fy føj! Æv, æv’ og svarer korføreren hende: ’Hva’ ævver du der af?’ Og er der ved mordet på Agamemnon et ’kup’ i gang, så der er tale om overgang til ’diktatur’? Eller er der her tale om en hensigtsmæssig association til den mening, Det Kongelige Teater vil give en kommende forestilling. Altid aktuel, altid til tjeneste! Vi ender endnu en gang med den gamle klassikerdebat, nu anstændigt fornyet ved en utrolig, filologisk korrekt nyoversættelse, som peger i retning af Det Kongelige Teaters mening og hensigt. Hvad nu, hvis ’Orestien’ bare er en gammel, usædvanlig velskrevet krimi? Jeg er selv i tvivl.