Efter et par års sygdomsforløb døde Julie Top-Nørgaards far i 2014. Hun var 40 år. At skulle sige farvel til sine forældre i den alder er der ikke noget unaturligt i, men selv om det er nok så naturligt og almindeligt, er en lang sygdomsperiode og et dødsfald jo ikke af den grund noget nemt at være tæt på.
Nu har Julie Top-Nørgaard, der er forfatter, journalist og klummeskribent for Information, skrevet en personlig bog om, hvordan det har været for hende at opleve farens sygdom og død. ’Jeg går i min fars støvler’ hedder bogen, der udkom i begyndelsen af måneden.
Hun er langtfra den eneste, som for tiden beskæftiger sig med tab og sorg i dansk litteratur. Et andet aktuelt eksempel er den fem år ældre forfatter, litteraturanmelder og redaktør Lotte Kirkeby, der debuterede med novellesamlingen ’Jubilæum’ en uge efter, at Julie Top-Nørgaards ’Jeg går i min fars støvler’ udkom.
Julie Top-Nørgaard og Lotte Kirkeby har læst hinandens bøger, men aldrig mødt hinanden før denne her formiddag, hvor vi har bedt dem om at tale sammen om det tema, begges bøger handler om. Julie Top-Nørgaards bog er selvbiografisk. De 19 fiktive noveller i Lotte Kirkebys ’Jubilæum’ drejer sig alle om at miste – vores elskede, vores barndoms uskyld eller vores forestilling om det perfekte liv er nogle af de tab, det er almindeligt at erfare gennem et menneskeliv, og som fortællingerne i hendes bog undersøger.
De to forfattere har forskelligt udgangspunkt for at skrive om tab og sorger, men oplever begge, at der for tiden i litteraturen er en usædvanlig stor interesse for at beskæftige sig med emnet. Så forskellige de end er, handler både Julie Top-Nørgaards og Lotte Kirkebys nye bøger nuanceret om nogle af de almindelige, usensationelle tab, der vil være genkendelige for mange og kan føles så afgrundsdybe for den enkelte, fordi man har levet og måske endda elsket i relation til det, man har mistet.
»Jeg tror godt, at man kan tale om en tendens inden for litteratur af bøger, der handler om udramatisk levet liv. Der er en stor interesse for at læse litteratur, der fremlægger levet liv uden at påstå, at tab og sorg er noget, der kan fixes«, siger Lotte Kirkeby.
Julie Top-Nørgaard: »Jeg har jo skrevet meget konkret om min far, men lige så meget som min bog handler om sygdom og død, lige så meget handler den jo om at leve. Om eksistens. Jeg synes faktisk, det er svært at snakke om min bog. Journalister har spurgt mig, om jeg er blevet stærkere af at opleve hans sygdom og død. Men jeg synes ikke, det har gjort mig til et større, klogere eller bedre menneske, at jeg har mistet min far. Det, jeg kan sige om det, er, at der er kommet en anden dimension i tilværelsen, end der var før. Og at jeg har beskrevet, hvordan det var før, og hvad jeg har mistet. Hvis nogen kan bruge det terapeutisk, er jeg glad for det«.
Syg litteratur
Peter Simonsen, professor, ph.d. ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, ser også en tendens til, at der udkommer mange bøger om alderdom, sygdom og død.
Sorg er ikke et punkt, man skal over. Det er heller ikke en tunnel, man skal igennem. Det er et landskab, man skal lære at navigere i
Lotte Kirkeby
På en måde er han ovenikøbet selv en del af den bølge, eftersom han er en af redaktørerne bag den nye antologi ’Syg litteratur – litterære tekster om sygdom og sundhedsvæsen’.
Udgivelsens skønlitterære tekster er tænkt som en mulig hjælp til at sætte sundhedspersonale og eventuelt også pårørende og syge ind i, hvordan det er at være syg. Skønlitteraturen kan skabe en anden identifikation og en oplevelse af erfaringer og følelser, end faglitteraturen kan, siger Peter Simonsen:
»I takt med at vi bliver ældre og bliver holdt længere tid i live som syge, er der større interesse for at læse om det. Selve det at fortælle sin historie enten på de sociale medier eller måske i en bog er en bearbejdning i sig selv, og i vores selvfortællende litteratur med en forfatter som Karl Ove Knausgård griber vi oftere til pennen, end man gjorde før«.
Amalie Smith, Maria Gerhardt, Kim Leine, Pablo Llambias, Pia Tafdrup og Suzanne Brøgger er blandt de forfattere, der har tekster med i ’Syg litteratur’, som måske kan hjælpe læger med bedre at forstå, hvad der følelses- og identitetsmæssigt kan ske i et meget sygt menneske.
Ingen nemme råd
I både Lotte Kirkebys og Julie Top-Nørgaards bøger er der sprog for noget, der er svært og følsomt for mange mennesker, uden at det sprog antager samme utvivlsomt velmente, men også absolutte og lidt dikterende form som selvhjælpslitteratur om at være pårørende til en syg eller om sorgproces.
Der er ingen gode råd at hente hos Lotte Kirkeby og Julie Top-Nørgaard, men masser af erfaring.
Lotte Kirkebys indsigtsfulde ’Jubilæum’ handler om mange forskellige sider af det at miste og fortæller om det, så man lever sig ind i historierne og føler sig mindre alene med sine tab, hvilket altså også er noget af det, litteraturen kan.
Også Julie Top-Nørgaards selvoplevede ’Jeg går i min fars støvler’ har modsætningerne med, de forvirrende modsatrettede følelser, der kan høre med til at være tæt på et liv, som er ved at lukke ned efter længere tids sygdom. Håb, vemod, afmagt, ømhed, vrede, bekymring midt i en sorg, der kan begynde, allerede før døden er indtrådt, når man ved, at det uafvendeligt sker. Og som meget vel kan vise sig at være et væsen, der aldrig går helt væk. Som Lotte Kirkeby siger det:
