Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Selv om Karl Ove Knausgård skriver stringent, kan han opfattes, af visse kritikere, som 'dybest set kvindefjendtlig', som han selv skriver.
Foto: Niels Hougaard

Selv om Karl Ove Knausgård skriver stringent, kan han opfattes, af visse kritikere, som 'dybest set kvindefjendtlig', som han selv skriver.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Karl Ove Knausgård beskriver verden råt for usødet til en ufødt datter

Alvorsmanden Knausgård er i gang med endnu et mammutværk bestående af essays og breve.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Først skrev han flere tusind sider om sig selv og mange om sin fader. Nu har litteraturens svar på langrendsløberne, Karl Ove Knausgård, så kastet sig ud i en faderlig gestus over for sit ufødte barn, som også ligner et litterært rekordforsøg.

Ikke færre end fire bind har han tænkt sig at skrive om den verden, der venter pigen. Og endnu en gang er det i mødet mellem det essayistiske og det selvbiografiske, at forfatteren, der revolutionerede romankunsten, slår til.

’Om høsten’, der består af 60 essays og 3 breve, er tænkt som første bind i en personlig encyklopædi. Og hvis ’Min kamp’ var et dæmningsbrud, er ’Om høsten’ et forsøg på at bygge selve dæmningen. Forfatteren er i kontrol, vil have styr på verden, give den navne, og resultatet er disse korte tekster om benzin, plastikposer og tyggegummi, men også om blod og pis og opkast, lyn, morgengry og meget andet.

Dette skrives af en hvid, midaldrende mand med et frosset indre, som går stift og en anelse ludende

Udgangspunktet for den skrivende er en oplevelse af, at »vi ikke længere befinder os i dybet af verden og oplever verden som en del af os selv, men lever uden for den«. Så nok vil han vise sin datter, hvad der venter, men han skriver tydeligvis først og fremmest for sin egen skyld: »at vise dig verden, lille du, gør mit liv værd at leve«.

Også disse tekster er led i det allerede omfangsrige selvportræt, og i en af de sidste tekster, skriver Knausgård selv, hvad læseren længe har tænkt:

»Dette skrives af en hvid, midaldrende mand med et frosset indre, som går stift og en anelse ludende, og som aldrig leger, danser, aldrig begiver sig ind i det vilde, hæmningsløse mørke«.

Man kunne tilføje: et humorforladt menneske plaget af protestantiske reflekser af typen »nydelse må fortjenes«, som kan læses allerede i bogens første essay, ’Æble’.

Knausgård skriver et sted om modsætningen mellem det appolinske og det orfiske. Og selv om han hele vejen igennem selv er Apollo, fornuftens stemme, kontrolfreaken, der via skrift omdanner kaos til orden, må det tilføjes, at det er en Apollo, der er sig smerteligt bevidst, at livet kun bliver helt, hvis Orfeus, sanselighedens og hengivelsens gud, også har noget at skulle have sagt. Længslen efter »andre virkelighedsniveauer« og »livsintensitet« er gennemgående.

Lidt for mange af teksterne er for kliniske, næsten knastørre, men især i dem, der handler om det kønslige matches den leksikale nøgternhed af det sanselige. Hvilket ikke er det samme som det vulgære, for selv når Knausgård skriver om at slikke fisse og beretter om at have hovedet begravet mellem benene på en kvinde, må han lige have »de tre virkelighedsniveauer i de kvindelige kønsorganer« med i billedet. Man er vel alvorsmand. Fra Norge.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kvindehad og faderskab

Bogens næstbedste tekst følger lige efter. Det handler om sengen og om alle de sovende mennesker, man ville kunne se, hvis alle huse var gennemsigtige. Sengen som »en båd alle mennesker har og som vi hver nat lægger os i for at lade os fragte gennem natten«.’Min Kamp’ fremmanede The Scandiman, nutidens nordiske mand – empatisk, civiliseret, skamfuld – i hele sin fylde. Som i kapitlet, hvor Knausgård og hans redaktør bader deres småbørn. I essayet ’Kjønnslepper’ skriver han om, hvornår en far må holde op med at bade sin lille datter forneden:

»For en far kan denne del af pigekroppen kun vaskes de første år, sådan oplevede jeg det i hvert fald. Så snart pigerne var store nok, rakte jeg dem en indsæbet klud og bad dem vaske sig selv, når de sad i badekarret. Sådan var det, fordi det mandlige blik i de sidste tiår er blevet mistænkeliggjort, og den vage, men konstante skyld det vakte, havde trængt ind i forholdet mellem far og barn, som når det kom til nøgenhed var præget af en overdreven forsigtighed«.

Knausgård tilføjer, at skylden måske også er trængt ind i hans tekst, som muligvis kan opfattes som »utilbørligt objektiverende og dybest set kvindefjendtlig«. Måske et hip til lederen af heksemagistratet i svensk litteraturkritik Ebba Witt-Brattström, der minsandten både har fundet kvindehad, pædofili og undertrykt homoseksualitet i ’Min kamp’.

I ’Om høsten’ fortæller forfatteren om sin fars dagbog, som afslørede hans dybe ensomhed. I det lys er hans egen bog et forsøg på at dele ud af sig selv og faderrollen i tide. Knausgård forbliver stemmen, der taler fra en dyb følelse af at stå uden for det meningsfulde, samtidig med at hans egen praksis er ét langt forsøg på at skabe mening.

Han er faderen, der ikke vil være som sin egen far, men ikke slipper for at være sig selv, hvilket indebærer, at han først og fremmest bliver Den Voksne – Apollo. Knausgårds radikale fornyelse af begrebet ’fødselsforberedelse’ indebærer, hverken at han giver afkald på billedet af faderen som Autoriteten eller åbner ind til det barnlige. Helt modsat landsmanden Tomas Espedal, som også tilhører fortroppen i de revolutionære selvbiografisters brigade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men verden er god, lille du, så glæd dig, skriver big daddy til lillepigen: »Der findes ingen grund til at være forsigtig eller bange for noget, livet er så robust, det kommer ligesom i kaskader blindt og grønt«.

Hør Politikens bedste kritikere og journalister vende tidens vigtige bøger, debatter og tendenser i vores nye ugentlige litteraturpodcast med Jes Stein Pedersen. Bogfolk kan høres som podcast i bl.a. iTunes, på politiken.dk/podcastog i Politikens nye app 'Politiken Podcast', som kan hentes i app store.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden