Kan der virkelig skrives mere fiktion om den danske besættelsestid? Er der efterhånden én modstandsgruppe eller sabotageaktion eller et enkelt moralsk dilemma tilbage, der ikke har været genstand for grundig behandling i en helaftensfilm eller i det mindste bare én roman?
Sådan kan man godt tænke, før man går i gang med Benn Q. Holms nye roman, ’De døde og de levende’, om en lille gruppe modstandskammeraters barske erfaringer under og især efter besættelsen. Man har været der før, og man kender på forhånd alle de historiske kulisser og rekvisitter: de lange frakker, slangudtrykkene, viserne.
Fin og dirrende uforløsthed
Holms roman bevæger sig endda ind på det vigtige og vanskelige felt, forviklingen af det erotiske og det idealistiske, som er omdrejningspunktet for en af de bedste danske besættelsesromaner, Tage Skou-Hansens ’De nøgne træer’ (1957). Kan han virkelig slippe godt fra det? Ja, det kan han, mest af alt, fordi han formår at opretholde en fin og dirrende uforløsthed igennem hele romanen.
I centrum er to unge københavnske jurastuderende Ebbe Høst og Karen Honoré, der tager del i de illegale aktioner under ledelse af faldskærmsagenten ’Herbert’. Samtidig er de kærester og nærer lyse forventninger til en fælles fremtid. I slutningen af 1943, efter vendepunktet med augustoprøret, udvikler en aktion sig imidlertid helt katastrofalt. To fra gruppen bliver dræbt, og Ebbe må drage i svensk eksil.
Sølle halvandet år af sit ungdomsliv mister Ebbe på den konto, og alligevel får det afgørende betydning for hans livsforløb. For godt nok venter Karen på ham, men hun er gravid med en anden, en fra gruppen, som er død. I resten af romanen forsøger den rugende og vedblivende umodne Ebbe at forlige sig med hende og med den skæbne, som er blevet hans, og som han flygter fra med piller, alkohol og selvdestruktiv adfærd.
Indlevede skildringer af København
Men der er andre spor i romanen end Ebbes langsomme kuldsejling. Selvstændigt følger vi også den handlekraftige Karen, der får ansættelse hos Mødrehjælpen og får en politisk karriere for Det Konservative Folkeparti. Og vi ledsager ’Herbert’, hvis borgerlige navn er Erik Scharff, i hans rastløse og fremgangsrige bestræbelser på at stable en virksomhed på benene efter krigen – og hans stormfulde, men trofaste forhold til den afdankede revyskuespillerinde Emmy. Alt efter besættelsen synes for Scharff at være en pauver erstatning for sammenholdet og spændingen under aktionerne: »Vi kæmpede i alle disse år ... og så ... ingenting!«, beklager han sig til Ebbe ved et af deres tilfældige møder.
Roen indfinder sig heller ikke for os som læsere, for personernes indbyrdes forhold forbliver uafgjorte
På en måde er der ikke noget at gøre for nogen af de tre hovedpersoner, og det medvirker til at gøre romanen vellykket. Fra en historisk vinkel fokuserer den på det motiv, som er fremherskende i dansk litteratur i disse år, nemlig den hjemvendte soldat og hans eller hendes problemer med at finde fred og slå sig til ro. Roen indfinder sig heller ikke for os som læsere, for personernes indbyrdes forhold forbliver uafgjorte, og ligevægten indfinder sig aldrig. Samtidig kan man nyde Benn Q. Holms indlevede skildringer af København, der i denne roman fremstår som ekstra skøn i det traumatiske skær, som besættelsen kaster over byen.
