Hvorfor egentlig skrive en historie om dansk litteratur fra 1966 og tiden efter? Jeg har den mistanke, at den hyperflittige og driftige litteraturprofessor Anne-Marie Mais motiv bunder i et konservationsprojekt og en magtmanøvre: at redde en kollektiv erindring om den bedste litteratur i perioden, og at sikre, at værker, Mai anser for værdifulde, ikke skubbes ud til fordel for rivalerne.

Men samtidig er det indlysende, at det, der driver Mai, hverken er åndskonservatisme eller magtbegær; derimod noget så simpelt – enfoldigt, ville kynikere sige – som en stor kærlighed til den pågældende litteratur.