Det er svært at overvurdere betydningen af terrorangrebet 11. september 2001. Var det blevet forhindret, havde verden på ufatteligt mange punkter set anderledes ud. Taleban havde nok stadigt siddet i Kabul, Saddam formentlig været præsident i Irak, det havde været meget mere behageligt at flyve, Guantánamo havde været en ukendt base på Cuba og waterboarding noget med surfing. World Trade Center havde stadig knejset i New York, og omkring 3.000 amerikanere havde stadig været i live. At et angreb af den størrelsesorden kunne finde sted var en katastrofe for det amerikanske efterretningsvæsen, og umiddelbart skulle man tro, at det var fuldkommen indlysende, at USA efterfølgende gjorde alt for at opklare, hvad der gik galt. Stærke kræfter forhindrede en grundig efterforsknig Men som New York Times-journalisten Philip Shenon viser i sin nye bog om den undersøgelseskommission, der blev nedsat efter angrebet, gjorde en lang række kræfter i Washington alt for at modvirke en grundig efterforskning. Det gjaldt ikke mindst Bushregeringen og Det Republikanske Parti. Først forsøgte de at forhindre, at der overhovedet blev nedsat en undersøgelseskommission, og da det ikke viste sig muligt, gjorde de kommissionen så svag som muligt, blandt andet ved give den et minimalt budget: 3 millioner dollar, mindre end en tiendedel af de 40 millioner, der var blevet viet til undersøgelsen af, hvorfor rumfærgen Challenger eksploderede. Men det var bestemt ikke kun Bushregeringen, som var bekymret for kommissionen og hvem der ville få skylden for 11. september. Shenon lægger ud med et forrygende kapitel om Sandy Berger, Clintons nationale sikkerhedsrådgiver, der i panik for at blive beskyldt for at have sovet i timen propper en række hemmeligstemplede dokumenter ned i sine sokker for at smugle dem ud af de nationale arkiver. En lækkerbisken af underholdende episoder En anden bekymret mand er den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, the grand old man i amerikansk udenrigspolitik. Han bliver i første omgang udpeget som leder af 9/11-kommissionen og mødes efter hårdt pres kort efter med en gruppe efterladte. I begyndelsen går mødet godt. Kissinger kører på charmen, men pludselig tager en af de efterladte mod til sig og spørger, om den gode Dr. Kissingers konsulentfirma har nogle klienter fra Bin Laden-familien. Kissinger bliver så forskrækket, at han næsten taber kaffekanden og derpå er lige ved at vælte ned på gulvet og måske allermest sigende dagen efter ringer til Det Hvide Hus og trækker sig tilbage fra kommissionen. Synes man, den slags episoder er underholdende, er Shenons bog en uimodståelig lækkerbisken med masser af guf. Eksempelvis erfarer man, at Andy Card, Bushs stabschef, stod fast op kl. 4.20 om morgenen og typisk først kom hjem ud på aftenen. Ufatteligt at folk har stamina til den slags i årevis. Uanset hvor meget adrenalin, det måtte give at være i orkanens øje, kan det ikke være sundt og må også fra tid til anden føre til fejl på grund af ekstrem træthed. Forrykte fejl Og fejl kan man roligt sige, at der var rigeligt af inden 11. september. Så mange, at det, når man læser Shenons fascinerende bog, næsten virker helt forrykt. At der ikke blev fulgt op på FBI-agenten Kenneth Williams opfordring til at undersøge, hvorfor så mange unge arabiske mænd med forbindelser til radikale islamiske miljøer pludselig gik på pilotskoler. At ingen reagerede, da en FBI-agent beskrev Zacarias Moussaoui (den 20. mand, som blev arresteret nogle uger før angrebet) som en terrorist under uddannelse, der »kunne finde på at flyve et fly ind i World Trade Center«. For slet ikke at tale om den ufatteligt afslappede holdning, der var til sikkerhed. Man måtte have knive på op til 12 centimeter med i flyet, og FAA’s – de amerikanske flymyndigheders – liste over potentielle terrorister var 11. september på under 20 personer. Til sammenligning havde udenrigsministeriet en liste på mere end 61.000 mennesker. Et indblik i amerikansk politik Ud over at minde om disse fatale fejltagelser giver Shenon et fantastisk indblik i, hvordan amerikansk politik fungerer, og hvordan magtens cirkler selv i en supermagt ofte er umådeligt snævre. Så snævre, at interessekonflikter formentlig er uundgåelige, men selv da er det dog utroligt at opdage, at selveste undersøgelseskommissionens stabschef, Philip Zelikow, viser sig at være personlig ven med Condoleezza Rice og hovedforfatter på den nationale sikkerhedsstrategi, der blev skrevet i 2002. Zelikow er den helt store skurk i Shenons fortælling, en ekstremt forudindtaget og tyrannisk type, der igen og igen gør alt for at beskytte Bush & Co. for kritik. Forældede efterretningstjenester Hvis det ikke skulle være Bush, måtte nogle andre selvsagt få ansvaret for miseren, og det endte med at blive CIA, der mistede sin førerrolle inden for efterretningsvæsnet. Lidt uretfærdigt efter Shenons mening, al den stund at CIA faktisk regelmæssigt havde advaret om al-Qaeda som en stor trussel, mens FBI havde snorksovet i timen. Samlet set fremstår hverken FBI eller CIA dog voldsomt imponerende i Shenons beskrivelse. FBI virker rystende forældet. fter terrorangrebet sendte de eksempelvis billeder af de mistænkte rundt i landet med postvæsnet, fordi de hverken havde skanner eller e-mail. Og CIA’s superhemmelige daglige efterretningsbriefinger til præsidenten var ifølge formanden for undersøgelseskommissionen »det rene lort. Hvis en af mine studerende havde afleveret sådan noget, havde jeg dumpet vedkommende«