Når man kigger tilbage, virker alting enklere.

Man ved, hvordan det hele ender, hvem der gjorde hvad, og hvad der burde have være gjort, og netop den mekanisme er en helt afgørende del af Alan Fursts bøgers umådelige charme. I en tid, hvor fjenderne er alle- og intetsteds, og man skal sætte sig ind i oldgamle islamiske stridigheder og topografien i de afghanske bjerge for overhovedet at forstå, hvad der foregår, er der noget befriende ved at blive sat tilbage i 1930’ernes Europa, der er den scene, samtlige Alan Fursts romaner udspiller sig på. Ikke fordi Furst pynter på virkeligheden, tværtimod: I den periode, historikeren Piers Brendon har kaldt ’den mørke dal’, er vold, ondskab og tvetydighed ikke just nogen mangelvare. Men det er i det mindste en genkendelig verden og – trods alle genvordighederne – et uhyre civiliseret sted. Verden af i går så at sige, kaldt til live gennem enorme mængder research og set gennem en interessant og næsten altid sympatisk persons øjne.