0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fejden om Ole Wivel

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Flirtede Ole Wivel med nazismen under krigen?

Med dette spørgsmål lancerede tidsskriftet Nordica umiddelbart før jul sit nye nummer. Det vakte opsigt. Og to måneders stadigt mere intensiv debat om den snart 80-årige forfatter og tidligere Gyldendaldirektørs fortid, navnlig i Jyllands-Posten og Politiken, nåede i går sin foreløbige kulmination, da Jyllands-Posten offentliggjorde et hidtil upubliceret digt af Ole Wivel fra 1941 samt to af hans breve fra henholdsvis 1941 og 1942.

Nordicas decembernummer indeholder en artikel af litteraten Jørgen Hunosøe, som læser 'kryptofascistiske' træk i Ole Wivels tidlige digte. De fem digtsamlinger, Wivel udgav 1940-1945, optræder i øvrigt ikke i f.eks. Kraks Blå Bog, hvor forfatteren synes at debutere så sent som 1948.

Nordica indeholder imidlertid også en artikel af en af tidsskriftets redaktører, Lise Præstgård Andersen. Denne artikel bebrejder Jørgen Hunosøe hans antydninger og placerer Ole Wivels tidlige digte og synspunkter (han var 18 år gammel i 1940) i sammenhæng med den dyrkelse af det heroiske og storladne, som var en af den tids fremherskende kulturstrømninger.

Hverken Jørgen Hunosøe eller andre har hidtil fremlagt noget egentligt bevis for Ole Wivels 'flirt med nazismen'. Hvilket kraftigt er blevet påtalt af adskillige, ikke mindst Jyllands-Postens Johs. H. Christensen: »en anklage for nazisme er så alvorlig, at den må kaldes sjofel, med mindre den kan bevises«.

Ole Wivel selv forholdt sig tavs, indtil han for to uger siden udsendte et 24-siders særtryk, der allerede i titlen udtrykker, at Jørgen Hunosøe er 'En ondskabsfuld klodsmajor'. Efter en tilbagevisning af Hunosøes påstande som sygelige forestillinger spørger Ole Wivel efter motivet til skriverierne og hævder at finde det i en konflikt om udgivelsen af Martin A. Hansens dagbøger.

Krigsforherligelse
I går offentliggjorde Jyllands-Posten så, uden kildeangivelse, det digt, som er aftrykt her på siden. Det er angiveligt i august 1941 sendt af den knap 20-årige Wivel til den jævnaldrende ven Erik Johansen, som på dette tidspunkt meldte sig til Frikorps Danmark. Den 28. juni samme år havde Wivel (stadig ifølge JP) skrevet et brev til Erik Johansen, hvori det bl.a. hed:

»Maaske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigshændelser faaet nyt blod til at strømme i det store germanske legeme, og ogsaa vi har ret til at knytte haab ved drømmene om et nyt Europa«. (Tyskland invaderede Sovjetunionen den 22. juni 1941).

Erik Johansen gik i arbejdslejr i Tyskland, men opgav at tage til Østfronten og vendte hjem til Danmark. Det reagerede Ole Wivel på med et brev den 1. februar 1942, hvori han bl.a. skriver, at vennens beslutning om at gå i krig »bekræftede den heroiske holdning, der har baaret alt det vi var og er«. Men nu tager vennen altså alligevel ikke til Østfronten, og Wivel skriver: »Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig«.

Et tredje medlem af venne-kredsen (som bl.a. også omfattede Knud W. Jensen), nåede faktisk til Østfronten og blev dræbt. Det var den unge maler Ole Høst, søn af Oluf Høst.

Ondskabsfuldt
Ole Wivel siger til Politiken, at han fuldstændig havde glemt, at han i 1941 sendte et brev til Erik Johansen med den ordlyd, som i går fremgik af Jyllands-Posten. Brevet ændrer imidlertid ingenting for Wivel. Han står ved, hvad han for nylig skrev i pamfletten 'En ondskabsfuld klodsmajor'.

I det lille skrift tager Wivel skarpt til genmæle mod litteraten Jørgen Hunosøe, som har startet debatten om forfatterens holdninger i starten af 1940erne. Wivel har kaldt Hunosøes fremstilling for ondsindet og løgnagtig.

Tror du brevet og dets indhold vil få betydning for, hvordan eftertiden vil bedømme dig?

»Overhovedet ikke. Jeg har hørt, hvad der står i brevet. Blæs på det. Jeg orker ikke mere. I Klodsmajoren har jeg skrevet det, jeg ville. Dér lukker jeg, og så må de komme med alt deres vrøvl«, siger Wivel.

Johannes H. Christensen, som har forsvaret dig i Jyllands-Posten, tror, at også du selv vil være overrasket over, hvad der står i brevet?

»Det er da klart. Hvem kan huske 60 år tilbage i tiden. Jeg havde fuldstændig glemt det. Brevet eksisterer i en kontekst, men det gider vi ikke tale mere om nu. Glem det«, siger Ole Wivel.

Ublid behandling
Johannes H. Christensen siger, at han i sit forsvar for Ole Wivel udelukkende har forholdt sig til de oplysninger, der indtil da var kendte, men han påpeger også, at brevet fra 1941 ikke rokker ved, hvad han har skrevet og sagt.

»Går man Ole Wivels forfatterskab efter, kan man i erindringerne se, at der er 'noget' i slutningen af 30erene og begyndelsen af 40erne. Han er formentlig gået ud fra, at når han har nævnt det der, har den sag været ude af verden. I erindringerne tænker han selv tilbage på det og spørger, hvad det dog var for et dødsridt, de var med på«.

»Hvis man kan læse, kan man også se, at der var 'noget', der ikke var så smart. Men det kan man ikke stille en mand på 80 år til regnskab for i dag. Jeg har også personlige venner, som i 1970erne udfoldede sig i en voldsom revolutionær retorik og blandt andet betegnede Kina som deres andet fædreland. Sådan noget ville jeg da aldrig rive dem i næsen og da slet ikke, når der ikke er tale om faktiske forbrydelser«, siger Johannes H. Christensen.

Han mener, det nok ville have været taktisk klogt, hvis Ole Wivel selv var kommet med oplysningerne om sin fortid noget før, men Johannes H. Christensen tror, at Wivel simpelthen har glemt eller fortrængt denne del af sin fortid.

»Det er altså 60 år siden, og jeg synes, det er at udsætte Ole Wivel for en meget, meget ublid behandling. Om det vil få nogen betydning for, hvordan eftertiden vil se på Ole Wivel, kan man ikke forudsige, men han har jo været placeret i dansk kultur siden krigens slutning og så til dette øjeblik som medskaber af helt afgørende institutioner, Louisiana, Gyldendal og Russel-tribunalet«, siger Johannes H. Christensen.

Russel-tribunalet, med en jury af videnskabsmænd og kulturpersonligheder, blev som internationalt tribunal stiftet i 1966 for at undersøge formodede krigsforbrydelser begået af USA under Vietnamkrigen. Tribunalet holdt bl.a. høring i Roskilde i 1967.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce