Han rager op i det litterære Norden. Med sit indlysende intellekt og sin sikre intuition har den netop 90-årige Olof Lagercrantz i det meste af det 20. århundrede ført læsere på sporet af verdens ypperste skrivekunst. Forleden fejrede det svenske parnas fødselaren i højstemte vendinger med hyldestbogen 'Vårt behov av Olof', mens vi her i fladlandet retter blikket mod Stockholm og misunder dem meget. Nok er Olof Lagercrantz verdensmand, men han er gift med Sverige. Hans bøger om Dante, Conrad, Proust og Joyce er skrevet i øjenhøjde. Swedenborg, Strindberg og Krusenstjerna tilhører både hans produktion og hans æt. Vi kan bilde os ind, at en Per Olov Enquist er næsten lige så københavnsk som Holberg. Den går ikke med Lagercrantz. Der er ingen rigtig, dansk vinkel, selv om litteraturprofessor Hans Hertel har hævdet, at både Georg Brandes og Paul V. Rubow er blandt svenskerens litterære helte. Finland er hans elskerinde. I sit forord til selvbiografien 'Min første kreds' skriver han: »Jeg har altid ment, at de skønlitterære forfattere rummer størst indsigt og visdom, at de fremfor nogen er vore lærere«. Det er begrænset, hvad Olof Lagercrantz selv har begået af skønlitteratur, et par digtsamlinger i ungdommen, men som litterær biograf og mentor uden pegepind er han i særklasse. »Han suger liv ud af litteraturen, og giver liv tilbage«, skrev Dagens Nyheter i anledning af 90-års fødselsdagen. Vi bringer her avisens fødselsdagsinterview in extenso: »Jeg har intet mere at sige«, konstaterer Olof Lagercrantz, hvilket intervieweren må finde sig i. Men et eller andet kan du vel tilføje? »Nej«. Slut. Olof Lagercrantz har da også sagt så meget andet klogt gennem sit lange liv. Det har bl. a. Kælderbiblioteket Nansensgade Antikvariat indset for længst og udgivet flere af hans bøger i dansk oversættelse med 'Om kunsten at læse og skrive' fra 1985 som den mest centrale. De under 100 sider er allerede blevet en kultbog blandt bogorme og skriverkarle med hang til fyrtårne. Nazisme og kommunisme Olof Lagercrantz kunne dårligt binde sin egen butterfly, da han gik i gang med verdenslitteraturen. Det skriver han om i 'Min første kreds', hvori han endevender barne- og ungdomsårene til 1934. Det var året, da Nobelprisen i litteratur gik til Pirandello, Mao indledte 'Den lange march', og Winston Churchill advarede englænderne mod Hitler. Det var også året, da den 23-årige Olof lod sig fascinere af en smuk, blond og dybt belæst, tysk kvinde på et lungesanatorium i Schweiz. Hun var også glødende og agiterende nazist. »At lytte til hende gav samme slags oplevelse som sirenernes sang ifølge myten. Fornuftige mænd ville styrte sig over bord. Kvindelig tillokkelse parret med forføreriske ord om offer og troskab indtil døden«, skriver Olof Lagercrantz. Men han holdt hovedet koldt på et tidspunkt, da valget syntes kun at stå mellem kommunisme og nazisme. Begge dele opfattede han som lige afskyelige. Og alligevel så bankdirektørens søn fra Stockholm en forskel. »Med mine udgangspunkter var jeg tilbøjelig til at betragte nazismen som en sygdom inden for det vestlige system, jeg tilhørte. Kommunismen derimod var noget fremmed og betød vores 'kulturs' død. Sygdomme kunne overvindes, men ikke døden«. På trods af, at det nazistiske Tyskland repræsenterede noget, »som i højere grad end det kommunistiske Sovjet mindede om min egen verden«, blev nazismen med den indbyggede racisme ham fra begyndelsen »modbydelig«. Olof Lagercrantz var 70 år, da han skrev om sin ungdom, og hans foreløbig seneste udgivelse 'Dikten om livet på den andra sidan' om den svenske 1700-tals mystiker Emanuel Swedenborg udkom for bare fem år siden. Sine 15 år som chefredaktør på Dagens Nyheter frem til 1975 efter ni år som avisens kulturredaktør skriver han om i 'Et år i tresserne' fra 1990, og intet i åndskraft synes ham svækket med alderen. Modsætning til Bonnier Som avispolemiker var han skånselsløs i sine angreb på alt det forstokkede, selvgode og småborgerlige i Velfærdssverige, så på et tidspunkt, da daværende statsminister Olof Palme lå mest for had og blev kaldt for 'en rabiat samfundsomstyrter' af højrefløjen, tog han socialdemokratens parti og fremhævede ham som en 'midtermand' og 'kompromismager' med evne til at forfølge flere mål samtidig. Ifølge svenske aviskolleger rummer artiklen et selvportræt af Olof Lagercrantz. For som politisk debattør lå hans sympatier i 1960erne og 70erne langt til venstre for midten, mens han samtidig revsede venstrefløjen for dens dyrkelse af ekstreme ideologier og utopier. Hvad Palme var for den politiske offentlighed, var Lagercrantz for den kulturelle. Altid beredt på at afsløre det sociale hykleri forvandlede han i sin regeringstid Dagens Nyheter fra en borgerlig sovepude til Sveriges mest nødvendige avis. »Nu kommer der brev fra Olof«, som den svenske forfatter Lars-Olof Franzén begejstret udbrød om morgenen i 1960erne, når Dagens Nyheter dumpede ind ad brevsprækken. En entusiasme, der ikke blev delt af avisens ejerkreds omkring Bonnierfamilien. Olof Lagercrantz var for selvstændig, og med ham ved roret talte Dagens Nyheter for ofte storkapitalens interesser midt imod. I sine memoirer skriver Albert Bonnier om sin tidligere chefredaktør: »Jeg ville egentlig helst udtrykke mig i direkte vendinger om Lagercrantz, det sprog man bruger i brusebadet efter en doublematch, når man synes, ens medspiller har begået en række fejl på en kritisabel måde. Men trykte ord er én ting, og vand preller af«. I 'Et år i tresserne' giver Lagercrantz sin tidligere chef svar på tiltale: »Det er alt for barnligt og bevidstløst, men det er sørgeligt at tænke på, at tusindvis af mennesker og i dette tilfælde det i vores verden bestandigt hyldede 'frie ord' er afhængige af en magt af den albert bonnierske slags«. Da slagsmålet med Bonnierfamilien om den politiske linie på Dagens Nyheter stod på hentede han hver dag næring i Joyce' 'Ulysses': »Den var en stærk og pålidelig ven og indgav ærefrygt for virkeligheden«. Skrivekunsten I 1994 samlede Olof Lagercrantz et udvalg af sine avisartikler i 'Mina egna ord', og titlen er typisk for denne klichéernes fjende nr. 1. En skribent må ifølge ham aldrig nøjes med noget mindre end egne ord. Det er kun i dine egne ord, at dine tanker, følelser og erfaringer lever. Denne enkle, men hundesvære ambition har han foreløbig levet op til i 30 bøger. Han »formoder«, at man kan lære at skrive på samme måde, som øvelse gør snedkeren mester i at lave stole. »Men når man har lært alt, hvad der kan læres - at gentagelse er stilens død, at unødvendige ord tynger som sten, at superlativerne er risikable for den, der vil vinde tiltro, og tusind andre regler, er man alligevel ingen vegne kommet. Det er rytmen, det kommer an på«, siger han i 'Om kunsten at læse og skrive«. Livet igennem har han læst og skrevet, skrevet og læst, og læst og skrevet igen. Og Olof Lagercrantz er da også som universitetsuddannet litteraturhistoriker og fil. dr. på en disputats om Agnes von Krusenstjernas forfatterskab mere end almindelig godt belæst. Og så alligevel er det ganske få bøger, der for alvor er gået ham i blodet. Dantes 'Den guddommelige komedie', James Joyce' 'Ulysses' og Joseph Conrads 'Mørkets hjerte' har han hver især brugt dage, nætter og år på. Alt imens han hele tiden arbejdede med sin avis og sine egne bøger. »Masser af folk diskuterer med lidenskab Strindbergs ejendommeligheder uden at have læst en eneste bog af ham. Det finder jeg legitimt. Strindberg bliver en sammenholder i den svenske familie. Gennem ham søger vi vore rødder«, skriver Lagercrantz i 'Om kunsten at læse og skrive'. Kunsten at skrive om Strindberg uden at have læst ham mestrer selv ikke mester Olof. Livet igennem har han suget livet ud af den svenske dramatiker, men så rigeligt givet det tilbage i den store biografi 'August Strindberg' fra 1979 og i 'Eftertanker om Strindberg' året efter. Den fantastiske frk. Olsson Nu har 49 venner, kolleger og familiemedlemmer skrevet om 'Vårt behov af Olof'. Blandt bidragyderne er fremtrædende svenske og finske kulturpersoner som Agneta Pleijel, Märta Tikkanen, Jörn Donner, Lars-Olof Franzén, Per Wästberg og datteren Marika Lagercrantz, Olof Lagercrantz' fjerde barn ud af en børneflok på fem. Hun beretter om fantasifiguren frøken Olsson, som hendes far opfandt allerede i hendes barndom til at tage trykket af højtidelige, vanskelige og pinlige situationer. For få år siden svingede frøken Olsson sig skraldgrinende i iltapparatets slanger på en intensiv hospitalsafdeling, hvor Olof Lagercrantz var blevet kørt ind med akut åndedrætsbesvær. Han så selv spilopmageren ud af øjenkrogen og hviskede det til sin datter. Så var hun og resten af familien beroliget. I sit kapitel skriver forfatteren og tidligere chefredaktør på Dagens Nyheter Per Wästberg om den 90-årige: »Ingen levende person i Sverige har læst og bedømt litteratur så længe. Hans måde at nærme sig bøgerne på er stifinderens: han bruger sine erfaringer, men ved at hver dag, hver bog er ny. Han har slået dørene op til de vanskeligste værker og samtidig åbnet for ubelyste rum i sit eget hus«. Olof Lagercrantz har aldrig kunnet sættes i bås. Hverken før eller nu. Og næppe heller i fremtiden. Selv skriver han som de sidste linier i 'Et år i tresserne': »Fortiden forsvinder i underverdenen, og retfærdige domme eksisterer ikke. Hvad der bliver tilbage på 'historiens blade' beror på tilfældigheder og konjunkturer. Nils Ferlin har formuleret al den visdom, der behøves i den sag, og han får det sidste ord i min bog: »En kättere i dag, og i morgen en martyr. Titlerna beror, på herrarne som styr«.