Nætter (uddrag) I Jeg hører, mens Frostnattens Maane driver, en Lyd i det Fjærne af Lokomotiver, de skifter Skinner og opkaster Flammer, mens Maanen fra Højden gør lyst i dit Kammer. Der pranger i Natten langs Gader og Mure en Lysglans fra Menneskers Huse og Skure. Vinteren bider os Buler og Skrammer. Vi svarer med sprukne Lamper og Flammer. II Den natlige By var et glædeløst Skue, hvis Maanen ej gjorde saa lyst i din Stue. Den vandrer der øverst saa tavs og forbinder mit Savn med al Verdens Iltog og Skinner. Den Maane har set mig paa Østersøs Færge. Den Maane har fulgt mig i Sydtysklands Bjærge. Hvorhen jeg end suste paa alle de Mile, saas Maanen højt oppe samtidig ile. Vi kom til Verona, da stod den derude paa Taa for at kigge igennem vor Rude. Vi vaagned en Nat nogle Mil før Milano da Toget med ét gik piano, piano - og bag vore Ruder der glimred forgrædte, saas Maaneskin paa den lombardiske Slette. Jeg glemte det ikke for senere Tanker, hvor sælsomt lombardisk var Løvværk og Ranker. Højsletten ligned et Kirkegaards-Øde med Fabelblomster, der alle er døde. Digtet er fra 1904.