Stjernehimlen Jeg ruller mig om min faste Pol, Og bliver stedse den samme. I Vest nu synker den matte Sol, Saa begynder i Øst min Flamme. Endnu jeg selv kun glimter svagt, Mine største Lys kun tindre Som Forbud om den kommende Pragt, Naar jeg tænder de talløse mindre. Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa, Der er Ingen, som mig betragter; Alt Andet gaaer man og gaber paa, Men paa mig saa lidet man agter. Paa Maaneskinnet man giver Agt, For Karretens Lygter at spare, Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt Lidet man tager vare. Naar Sværmen er draget i Staden ind, Sit forskende Blik den sender Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin, Hvor en Lampe bag Skiven brænder. Paa det evige Uhr den aldrig seer, Som den evige Tid os tyder, Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer, Men Aartusinders Klokke lyder. Mængden kravler i Blindhed om Mellem lave, smaalige Sysler; Min ustandsede Gang er Tidens Dom Over hver som pusler og nysler. Men du, som ønsker i Fred at boe, Uforstyrret af planløs Iver, Hæv dig til mig, og prøv den Ro, Som min rolige Rhytmus giver. Og er du døvet af Mængdens Raab, Af de Stemmer, som huje, som skrige, Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab I det stille Hav i mit Rige. Mine Stjerner tie paa deres Gang, Ei høres Lyd eller Stemmer; Kun Tanken sporer en stille Sang, Som Øret ikke fornemmer. Hos mig du lever et Liv, som svandt, Du lever med Guder og Helte, Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt Til mit brede funklende Belte. Her Fablens Konger og Dronninger staae, Med dens Udyr, Drager og Slanger, Hvis Navne lød fra den oltidsgraae Totusindeaarige Sanger. O Menneskebørn, som foragte min Skat! Eders Amme jeg er, tør jeg mene: Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat, Og I sove derved som Stene. Digtet er aftrykt efter Poetiske Skrifter, 1862.