Litteraturens tæskehold har været på banen, og det går ud over teologen Knud Munck. Han har dristet sig til at fortælle historien om myten og digteren Michael Strunge, som tog livet af sig. Med et par undtagelser får Munck et par på lampen - godt og vel - for sit omfattende arbejde med at kortlægge Strunges liv. I Ekstra Bladet kalder John Chr. Jørgensen Munck for en teologisk jordstryger, der klipper vingerne af den himmelstræbende digter. Han mener simpelthen, at Munck skriver for kedeligt og for dårligt til, at han kan servere Michael Strunge ordentligt, og så synes han generelt, at teologen ikke har sorteret tilstrækkeligt i stoffet. »Det er ellers en grundigt researchet biografi. Jeg vidste f.eks. ikke, at Michael Strunge i 1978 fik et job hos B.P. i Amaliegade«, skriver Jørgensen. »Munck har registreret revl og krat om Strunge - der er hele hundrede sider med noter og henvisninger«, noterer han i Ekstra Bladet. Han synes imidlertid, det er fornuftigt af Munck, at han ikke klistrer en eller anden manio-depressiv etikette på Strunge, men i stedet ser ham som et stærkt sammensat og svingende menneske, for hvem skriveprocessen både var en nødvendighed og en belastning. Til gengæld tør Jørgensen næsten ikke tænke på, hvad desperadoen Strunge ville have sagt til at blive omklamret af Muncks fornuft og jævne stil. Rockmusikere At Knud Munck har foretaget en imponerende research af Strunges korte, men hektiske liv, synes ingen dog at være i tvivl om. Heller ikke Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad. Han mener, at Muncks største plus i biografien er, at han nøje påviser, hvordan Strunge i sin digtning har ladet sig påvirke af rockmusikere som David Bowie, Patti Smith, Lou Reed, Talking Heads og The Cure. »Der er imidlertid også alvorlige problemer i Muncks arkivar-kontorist-agtige tilgang til det biografiske. Der mangler en optik på og bevidsthed om, hvad det egentlig er for et ærinde, han er ude i. Noget sådant findes for eksempel i Jens Andersens og Poul Behrendts biografier om henholdsvis Tom Kristensen og Thorkild Hansen«, skriver Stein Larsen. Endnu værre ser det ud fra Jon Helt Haarders anmelderplads i Jyllands- Posten, hvor biografien kaldes mislykket. »Som i alle dårlige forfatterbiografier og i al dårlig biografisk litteraturanalyse opstilles et 1:1 forhold mellem liv og værk«, skriver Helt Haarder, som senere fortsætter: »En sådan 1:1 biografisme kan endda gå an, hvis biografi-forfatteren er en dygtig og velskrivende tekstlæser, men det er heller ikke tilfældet. Muncks faktuelt nyttige opremsning af popmusikalske forlæg for Strunges digte bliver f.eks. ikke brugt til noget videre«, skriver Helt Haarder og fratager dermed biografien en af de få kvaliteter, som Peter Stein Larsen ellers har fundet i Kristeligt Dagblad. Jens Andersen, der skriver i Berlingske Tidende, synes heller ikke, Munck får forklaret, hvordan Bowie & Co nåede ind under huden på Strunge, og han synes, Muncks gennemgang af de musikalske inspirationskilder er klichefyldt, upræcis og skæmmet af en række intetsigende konstateringer og konklusioner. Jens Andersen, som jo er en flink mand, pointerer, at det mest vellykkede ved biografien er dens litteraturlister, som gør den til et godt arbejdsredskab. Lunken hen imod det halvkolde, kan anmeldelsen vel kaldes. Rovmord I Weekendavisen er anmeldelsen bundfrosset. 'Død digter rovmyrdet', lyder overskriften på Lars Bukdahls tekst, der starter sådan her: »Knud Muncks biografi 'Michael Strunge' er bedst tjent med at blive glemt hurtigst muligt, den er nyfigen, dum, rodet og frygtelig dårligt skrevet, det kan faktisk nærmest ikke blive værre. Jo, hvis den nåede frem til at blive solgt og brugt«. Der bliver heller ikke givet ved døren i Børsens anmeldelse. »Man er på intet tidspunkt under huden på hverken Strunge, hans digtning eller hans tid«, lyder den hårde kritik af Christa Leve Poulsen. Hun beklager, at Knud Munck har valgt at udfærdige sin tekst i en tale, der det meste af vejen minder om talen til en god ven på halvtredsårsdagen. Kun JydskeVestkysten og Politiken synes at have haft de bløde handsker på, da de læste biografien om Strunge. Pernille Dahl Nielsen i JydskeVestkysten synes, Knud Munck kobler forbindelsen mellem mennesket Michael og digteren Strunge utrolig godt, og hun er sikker på(!), at Strunges læsere og fortolkere med sikkerhed vil tage imod biografien med kyshånd. Dahl Nielsen synes, bogens svage punkt er dens digtlæsninger, som ikke bringer meget nyt under solen. I Politiken ser Jes Stein Pedersen direkte bogen som dagens gode nyhed, og han betegner biografien som grundig, velskrevet og engageret. »Michael Strunges liv og værk hang snævert sammen. Hvor tæt bliver tydeligt i denne første biografi, hvis styrke er den omfattende research, forfatteren har udfoldet. Hver en sten synes vendt, selvom et par væsentlige kilder til de sidste år af Strunges liv desværre ikke har ønsket at medvirke«, skriver Jes Stein Pedersen. En af dem, han hentyder til, er litteraten Anne-Marie Mai, der i sin tid udgav Mai-Strunge sammen med digteren. Måske er det i virkeligheden hende, anmelderne mellem linierne efterlyser som personen, der skulle sætte Strunges liv og digtning i det rette perspektiv. I Information skriver Christian Lund i hvert fald sådan her i sin konklusion, der tager udgangspunkt i et citat af Strunge: »Et godt digt er for mig et digt der i sin præcise formulering rummer hele mit livs eksistens op til dette øjeblik. Og digtet bærer det totale nærvær«, siger Strunge i 1985, og hvor havde det været godt om forlaget i stedet havde bestilt en biografi hos en, der kunne komme tæt på dette nærvær. I stedet står Knud Muncks bog nu som en forhindring for dén, der måtte kunne løfte en sådan opgave«, slutter anmeldelsen i Information. Nietzsche og Juul Det har i øvrigt været en uge, hvor anmelderne heller ikke var rigtig enige om, hvorvidt det var en god biografi Rüdiger Safranski havde skrevet om Nietzsche. »Allerede i bogen om Heidegger sørgede han for, at det svimlede, og her gør han det igen. Der er et næsten uimodståeligt sug fra »det skrækkelige« i denne gyser af en 'biografi over hans tænkning'«, skriver en positiv Bjørn Bredal i Politiken. I Berlingske (det var en af de dage, avisen udkom) noterer Nils Gunder Hansen, at der da bestemt er noget at komme efter i bogen om Nietzsche, men, men, men: »Når den alligevel skuffer lidt er det, fordi den sætter sig mellem for mange stole: Ikke traditionel biografi, men heller ikke akademisk eksegese og derfor hverken skrevet til den læge eller den lærde læser«. Og så var det jo ugen, hvor Pia Juul på ny lagde det samlede anmelderkorps ned. Denne gang for sin første novellesamling »Mit forfærdelige ansigt.