Søren Kierkegaard havde et godt hoved. Et stort hoved med plads til store tanker. Der var bare ikke samtidig plads til et kærlighedsforhold til den unge Regine Olsen. Kierkegaard kunne ikke realisere det almene, som det så smukt og kringlet er blevet formuleret. Han kunne ikke både have et nært og åbent forhold til en kvinde og samtidig være forfatter. Han måtte bryde med den dejlige Regine. Det er i hvert fald den historie, Kierkegaard selv har sendt rundt i verden. Det er imidlertid ikke denne version af det verdensberømte kærlighedsforhold, som fremgår af udgivelsen 'Regine Olsens dagbog', der på fredag bliver udgivet af forlaget Hovedland. Ifølge forlaget er der tale om en vaskeægte sensation. Et efterladt hæfte med dagbogsnotater, som den unge Regine Olsen angiveligt skrev, mens hun og Søren Kierkegaard var forlovede i 1840-41. Notaterne siger, at det snarere var Regine og ikke Søren, der brød forlovelsen. Ifølge den kommende bog skrev Regine Olsen sådan her den 11. oktober 1840: »Jeg sagde til Søren, at nu har han sin frihed. Jeg bad ham kysse mig sidste Gang og saa gaae og ikke komme igjen. Jeg fik Smerter i Maven. Han var hvid i Ansigtet og kunde ikke faae sit Øie i Ro, da han tog min Haand. Cornelia kommer ind, men hun gik strax igjen. Han satte sig og begyndte at græde og gribe mig og forlangte sit Løfte af mig«. »For en Time siden er Søren gaaet. Han har glemt sin Cigarfoderal paa Bordet, og jeg troer ikke, han gik i Nørregade. Jeg er nok lettet, men tænker lidt paa, hvor han nu er og hvor han er gaaet hen. Han har ladet sin Foderal ligge. Jeg har ikke mere Smerter i Maven«. »Søren kom efter sin Foderal. Han talte med Moder og Fader og gik igjen. Gud skee Lov! Al den Uleilighed, jeg har forvoldet ham.« »Hvis det er en opfindelse, så er det virkelig godt fundet på«, siger udgiveren Steen Piper om dagbogen. »Man skal selvfølgelig aldrig afvise noget totalt - det ville være dumt, men jeg er meget skeptisk«, siger Niels Jørgen Cappelørn, leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet. Når forholdet mellem Kierkegaard og Regine Olsen har så stor interesse hos forskerne, skyldes det ifølge Cappelørn, at Kierkegaard selv har sagt, at han skylder sin far og Regine Olsen hele sit forfatterskab. »Det skaber selvfølgelig en stor interesse for hende«, siger Cappelørn. Familieeje i 100 år Hverken Steen Piper eller Niels Jørgen Cappelørn har set det originale dagbogshæfte med notaterne fra 1840-41. Steen Piper siger til Politiken, at han har fået en mail-udgave af manuskriptet tilsendt fra Erik Søndergaard Hansen, der i en årrække har arbejdet i udlandet. Når forlaget Hovedland har fået dagbogen, skyldes det, at Søndergaard Hansen har kendt en nu afdød forfatter, som forlaget tidligere har udgivet bøger af. Det lille dagbogshæfte har været i familiens eje gennem mere end 100 år, og når ingen tidligere har råbt særlig højt om dagbogen, er det groft sagt fordi, de regnede med, at den måtte være kendt af enhver Kierkegaardforsker med respekt for sig selv. »Rigtige samlere går jo ikke og viser deres klenodier frem, og jeg ved faktisk ikke, om manuskriptet i dag befinder sig i Horsens eller i Dubai, men jeg er ikke i tvivl om, at Erik Søndergaard Hansen vil dukke op med det inden så længe. Det har han lovet mig. Jeg arbejder på sagen«, siger Steen Piper. Før Hovedland annoncerede den kommende bog, syntes ingen forskere imidlertid at have hørt noget om en efterladt dagbog fra Regine Olsen, og Niels Jørgen Cappelørn er ikke blevet overbevist om dagbogens ægthed ved at have set to fotokopierede sider af optegnelserne. »Det ligner ikke Regines håndskrift, og jeg tror sandsynligheden for at det er hendes dagbog er meget, meget lille. Denne håndskrift er anderledes end den, jeg kender. Denne håndskrift skal jo være meget ung, hvad den heller ikke ser ud til at være«. »Vi kender normalt hendes håndskrift fra 1850erne, da hendes mand er guvernør og de sidder i Vestindien. På det tidspunkt er hendes håndskrift latinske bogstaver, hvorimod det der nu udgives for at være hendes dagbog er en blanding af latinske og gotiske bogstaver«. »Spørgsmålet er så, hvor meget en håndskrift udvikler sig over 15 år. En håndskrift udvikler sig normalt meget, hvis man skriver meget, og mig bekendt var Regine Olsen ikke meget skrivende, og der er klare forskelle i håndskriften, men det må en grafolog vel afgøre«, siger Niels Jørgen Cappelørn. 80 øre Erik Søndergaard Hansens forklaring på, hvordan Regine Olsens dagbog er havnet i Søndergaard-familiens reoler, lyder nogenlunde sådan her: Søndergaard Hansens farfar, Hans Christian Søndergaard, der var meget historieinteresseret, var i efteråret 1896 til bogauktion i København, hvor han studerede. Auktionen foregik i Nørrebrogade 8, og her har den unge studerende budt på og fået hammerslag på tobindsværket om 'Kong Christian den Andens Historie'. Sammen med de to bøger fra 1815 fulgte imidlertid en lille pamflet, et dagbogshæfte. Den nævnte bogauktion drejede sig om J. F. Schlegels efterladte bibliotek, som rummede cirka 7.000 bind. Det var J.F. Schlegel, som blev gift med Regine Olsen. Bog nummer 3.804 ved auktionen var 'H. Behrman. Kong Christian den Andens historie 1-2, 1815', og ifølge den håndskrevne tilføjelse i det 268 sider tykke katalog blev tobindsværket solgt for 80 øre. Og ifølge Erik Søndergaard Hansen var det hans farfar, der købte bogen. »Men han havde givetvis intet kendskab til, at Regine Olsen efter den mislykkede forlovelse med Søren Kierkegaard skulle have giftet sig med denne Schlegel«, skriver Erik Søndergaard Hansen i forordet til dagbogsudgivelsen. »Det forekommer mig næsten usandsynligt, at Regine Olsen skulle have ført dagbog om sit forhold til Kierkegaard. Hun har forladt Schlegel, og hun vender derefter tilbage til Schlegel, og så skulle hun have lagt denne dagbog ind i en af Schlegels bøger? Den tror jeg ikke på. Hun har været meget opmærksom på, at hun nu var gift med Schlegel, og sådan var det«. »Umiddelbart vil man sige, at Regine ikke kunne skrive dagbog på det tidspunkt. Hun er 18 år og har slet ikke reflektionsoverskud til det. Og hun ville slet ikke bevare dagbogen bagefter, når man tænker på, at hun brændte alle sine breve til Kierkegaard. Det lyder helt usandsynligt, men hvem har så skrevet dagbogen?«, spørger Niels Jørgen Cappelørn. Det synes imidlertid ikke helt skudsikkert, at dagbogen blev fundet i en af Schlegels bøger, selv om denne befandt sig i hans bogsamling, da den blev bortauktioneret. Bogen kan også have været en af Regine Olsens egne bøger, som hun måske har arvet fra sin far. Det mener i hvert fald Erik Søndergaard Hansen, fordi han på titelbladet har fundet følgende indskrift med falmet blæk: 'Olsen 31/10.33'. Han kyssede mig Hvorvidt Søndergaard Hansens teori holder stik, finder man måske aldrig ud af, men det synes sikkert, at Kierkegaard-forskerne de kommende år vil gøre en del for at trænge til bunds i mysteriet om Regine Olsens efterladte dagbog - eventuelt med hjælp af Søren Kierkegaard Forskningscenterets dyre elektronmikroskop, der er i stand til at skelne Søren Kierkegaars eget blæk fra det blæk, hans forlægger brugte. Og forskerne vil med garanti dykke ned i notaterne omkring 11. oktober 1840, hvor bruddet mellem de to forlovede sker. Dagen efter, om tirsdagen, siger Regine Olsen til sin mor, at Søren har brudt forlovelsen, og hun skriver bl.a.: »Jeg er ikke længer svimmel som igaar, da Søren gjentog, at det var saa ham, der gjorde det forbi. Tjen mig i det, sagde Søren. Han kyssede mig vist, og jeg sagde nok, at det vil Ingen jo troe, men det skal jeg lade ham om og bare tie med, at han har sin Frihed. Om torsdagen skriver Regine: »Jeg har betroet mig til Sibbern, som sagde, at jeg gjorde Ret deri, og at det vel var Frits (Schlegel) jeg elskede i Sandhed. Jeg sagde, at Søren forlangte at staae som Skurken uden Medlidenhed. Saadan kunde han det bedst og taale sin Ensomhed«, lyder begyndelsen på Regine Olsens torsdagsbetroelse. På Kierkegaard Forskningscenteret undrer Niels Jørgen Cappelørn sig over, at ingen tidligere har bedt dem eller andre eksperter om at vurdere den dagbog, som ifølge Kierkegaardforskeren Joakim Garff må rangere lige under danefæ, hvis den ellers er ægte. Det ligger derfor ligetil at spørge udgiveren, forlægger Steen Piper, om det ikke er underligt, at ingen Kierkegaard-forskere overhovedet har haft kendskab til Regine Olsens dagbog. Piper tøver ikke et sekund, da han svarer: »Jamen, hvad kender de i grunden til?«.