Det kan godt være, at Muren faldt i 1989, og at Sovjetunionen brød sammen, men der er tilsyneladende stadig et stykke vej igen, før opgøret med kommunismen er tilendebragt. Forfatteren og journalisten Niels Barfoed bidrog i går med en moppedreng af en bog, der har titlen 'I unåde'. Bogen er historien om Peter P. Rohde og opgøret med kommunismen. Det er en bog, som har imponeret og stimuleret langt de fleste anmeldere, men det er også en bog, som får nogle af anmelderne til at ønske sig et andet perspektiv på historien. At Niels Barfoed har fat i et dramatisk stykke historie, synes ingen af anmelderne dog at være i tvivl om. Alle kan se og føle dramaet om hovedpersonerne, der som andre intellektuelle i 1920'erne og 1930'erne - og senere - så verden forklaret gennem kommunismen, og alle kan føle kulden, der rammer makkerparret Ina og Peter P. Rohde, da de bliver udstødt af kommunistpartiet i 1953. Guden, der svigtede I Weekendavisen synes Ulrik Høy, at bogen især leverer et storslået portræt af Ina Rohde, og han kalder 'I unåde' et nervedrama uden lige. »Det er også historien om to mennesker, der blev ekskluderet af partiet - moderkirken - først den ene, så den anden, og som endte midt ude i ingenmandsland. Ikke på et flot sejlskib med nye rejsefæller, nye mål og nye horisonter for øje, men på en tømmerflåde med to og kun to skibbrudne om bord«. »Denne sidste dimension aflokker Niels Barfoed stærke nuancer, det er her bogens drama spidser til og bliver til en moderne fortabelseshistorie fra dengang, der var meninger til, og man betalte prisen for at have dem«, skriver Høy. I Ekstra Bladet giver Peder Christoffersen bogen hele fem stjerner, og han mener, Niels Barfoed med 'I unåde' har rejst en mindesten, som Rohde fortjener. Ekstra Bladets anmelder finder bogen levende fortalt og grundigt dækkende, om end lidt omstændelig. »Men det er godt, at vi har fået bogen. Også godt, at Barfoed har fået flere nuancer på sit færdige maleri, end han havde tænkt sig, da han startede. Rohde holdt betænkeligt længe fast i sin kompromisløse stalinisme«, skriver han. For Nils Gunder Hansen i Berlingske Tidende rummer 'I unåde' stof til eftertanke: »F.eks. det forhold, at nogle af nationens mest oplyste personer levede et socialt liv præget af ensretning, tankekontrol og menneskefrygt, som vi i dag mest kender fra religiøse sekter og ekstreme grupper«. »Hvis man skal kritisere denne fortræffelige bog for noget - og man er faktisk et skarn, hvis man gør det, men alligevel - så skulle det være, at den ikke nogle gange flytter fokus lidt væk fra Rohder'ne og ud i 'k&k'-miljøet (kommunister & kulturradikale)«, skriver Gunder Hansen, og ligesom andre anmeldere kunne han godt have tænkt sig, at en mand som Mogens Fog var blevet foldet mere ud i historien om Rohderne. »Barfoed er godt klar over, at kulturklimaet under den kolde krig kan være meget svært for yngre generationer at leve sig ind i, og han har skrevet bogen for at give sit bidrag til at udskyde den stund, hvor perioden bliver et rent museum«. »Men netop derfor havde det været godt, hvis han indimellem havde malet perioden op med en lidt bredere pensel og prøvet at formidle mere indgående, hvordan f.eks. en Mogens Fog kunne få så megen magt over sjælene«, skriver Berlingskes anmelder. I Information er David Rehling inde på noget tilsvarende. Han kalder Barfoeds bog for et interessant stykke kulturhistorie. »Men bedømt ud fra, hvad der virkelig har tændt forfatteren, burde den være omvinklet under titlen 'Guden, der svigtede - historien om Mogens og Ina'«. På knæ for Stalins barbari Jyllands-Postens anmelder Bent Jensen gennemgår hele Rohdes synderegister, og man kan i starten få på fornemmelsen, at det er Rohdes liv og ikke Niels Barfoeds bog, han anmelder og kritiserer. Da han endelig når til Barfoeds rolle, noterer han dog, at forfatteren skriver godt, redeligt og engageret, men at han nok er lidt for indforstået med det snævre miljø. »Til gengæld savner man noget mere om det samfund, der eksisterer uden for de 10-15 intellektuelle, og som jo ikke var lutter sump og formørkelse«. »Begrebet de borgerlige anvendes for generaliserende - hvem er de? Og det bliver aldrig klart, om kold kriger også for forfatteren er noget forfærdeligt og nærmest utilgiveligt. Peter P. Rohde fremstår som en meget sympatisk, nærmest troskyldig og noget naiv mand i et lykkeligt ægteskab med Ina som utrættelig hjælper, inspirator og indpisker«. »Men henvisningen til nazismen og økonomisk krise i vestlige lande kan man ikke være bekendt at blive ved med at fremføre som undskyldning for, at de kulturradikale og venstreintelligentsiaen kastede sig på knæ for Stalins barbari«. »En forbryderbande bliver jo ikke til engle på grund af en anden bandes eksistens«, skriver Bent Jensen, som også kritiserer, at »Lenin som masse- og folkemorder er helt fraværende, han er den dag i dag ikke trængt ind i venstreintelligentsiaens bevidsthed«. Jyllands-Postens meget lange anmeldelse fører frem til to spørgsmål, som begge synes at pege på, at Niels Barfoed burde have skrevet en helt anden bog. »Efter at have læst bogens 450 sider rejser spørgsmålet sig, om dette indelukkede, klaustrofobiske miljø af danske venstreintellektuelle fortsat er så vigtigt, som mange mener?«, spørger Bent Jensen. »Over for disse selvgode medløbere står klarhjernede folk som Henning Fonsmark, Frode Jacobsen og Jørgen Schleimann - for blot at nævne nogle af tidens vigtigste ikke-kulturradikale intellektuelle. Hvornår får vi seriøse biografier om disse folk og deres indsats?«. I Politiken spørger også Hans Hertel, om der virkelig er perspektiv nok i Peter P. Rohde til, at man kan skrive 457 sider om ham, men hos Hertel er der ingen tvivl. »Det er der. Det kan der. Niels Barfoed kan. Han gør det til melodramaet om 50'ernes intellektuelle, der kommer i konflikt med den kommunistiske moderkirke, udstødes - og aldrig forvinder tabet. Det er en barsk og forbløffende historie«.