»Pippi troede, at hendes mor nu sad oppe i himlen og kiggede ned på sin pige gennem et lille hul, og Pippi plejede at vinke op til hende og sige: 'Du skal ikke være bange! Jeg skal nok klare mig!'« Er Pippis mor nu i himlen? Eller måske i Nangijala? Sådan vil børn over hele verden vel spørge deres forældre, når de hører, at Astrid Lindgren døde mandag. Ikke uventet, hun blev 94 år gammel og havde i flere måneder været stærkt svækket. Hendes bøger nåede i hendes levetid at bliver oversat og udgivet i langt over halvdelen af de lande i verden, der har en trykt litteratur. Men med karakteristisk nøgternhed havde hun forberedt sig - og sine læsere, store som små - på døden. Den nævnes på første side af fortællingerne om 'Pippi Langstrømpe', som det fremgår af linjerne herover. Og blev genoptaget som hovedtema, da hun forlængst var blevet verdensberømt og i 1973 lod 'Brødrene Løvehjerte' dø og den yngste og svageste af dem efterlade følgende besked til moderen: »Græd ikke, mor! Vi ses i Nangijala!«. En 'trøstebog' til 'barnet i mig selv' Er det mest de voksne, der skal trøstes over for døden? De to skriftsteder fra et af det 20. århundredes mest indflydelsesrige forfatterskaber kunne tyde på det, men selv kaldte Astrid Lindgren fortællingen om det næste liv i Kirsebærdalen og Rosendalen på »lejrbålenes og eventyrenes tid«, for en 'trøstebog', og sagde, at hver en stavelse af sine bøger havde hun skrevet til »barnet i mig selv«. Mellem det usentimentalt humoristiske og ensomhedens melankoli svinger Astrid Lindgrens toneart. Dén forener børn og deres højtlæsere, den skaffede hende allerede i 1958 den internationale H. C. Andersen-medalje, 'børnelitteraturens nobelpris', men aldrig den rigtige nobelpris. Hendes sjoveste såvel som mest alvorlige fortællinger er omplantet til film og børneteater, de har affødt merchandise-produkter og en hel forlystelses- og temapark i hendes barndoms Småland. Men selv ikke den moderne kulturindustris stalinorgel af påvirkninger og effekter kan overdøve dobbelttonen af vemod og moro, af hjertelig medmenneskelig selverkendelse. Barnet Barnet, der blev født på forpagtergården Näs uden for Vimmerby i Småland 14. november 1907, blev den lykkelige skildrer af 1900-tallets første halvdel på landet i Sverige, i børnenes Bulderby og Emils Lønneberg. Her lever børn, forældre og bedsteforældre, karle og piger, by- og landboer sammen, ikke uden fortrædeligheder, men dog i en harmonisk balance. De tre gårde i Bulderby ligger nøjagtigt som gårdene i Sevedstorp, den bygd hendes højt elskede far, Samuel August Ericsson kom fra. Han var selv til dels model for Emils far, og gården Katholt i Lønneberg må deles med Pippis Villa Villekulla om at være modelleret efter den gård, hvor Astrid Lindgren selv tilbragte barndommen sammen med en bror og to søstre. Det er altsammen bogført i den store, nyreviderede biografi af den svenske journalist og forfatter Margareta Strömstedt, 'Astrid Lindgren - en levnedsbeskrivelse', som Steffen Larsen præsenterede her på siden forleden dag. Her kan man også læse om forfatterens drøje ungdomsår, kontorassistentens graviditet 'i utide' med den søn, Lasse, som måtte i pleje i København, indtil hun tre år senere, 1931, havde giftet sig med sin chef, Sture Lindgren. Selv var Astrid Lindgren i mange år ganske diskret med hensyn til sit eget liv. Det er ikke i sladderspalterne, hun har opnået sin verdensberømmelse. Men som forfatter vakte hun fra starten furore - ikke så meget med den første udgivne ungpigebog ('Anne Marie letter sit hjerte'), men med den historie, hun først fandt på, selv om den blev afvist af flere forlag, før den omsider udkom i 1945 (på dansk i 1946). Oprøreren Pippi Superbarnet og anarkisten 'Pippi Langstrømpe' var en figur, der tirrede psykologer, lærere og forældre på et tidspunkt, da børneopdragelsens alfa og omega var kravene om Ro, Renlighed og Regelmæssighed, og dr. Spocks 'Bogen om barnet' endnu ikke var udkommet. Pippi hører med sit udgivelsesår til »de store årgange«, der senere gennemførte »det antiautoritære oprør« og fik øgenavnet 68'erne. Den selv samme generations - ja, sågar min egen personlige - ideologikritik af et forfatterskab, hvor et succesmål i tilværelsens kunne være posten som sognerådsformand i Lønneberg, eller hvor børn blev lukket inde i fantasiens lande uden at blive lukket ud igen. Ja, den kritik havde hun kun en overbærende skralderlatter tilovers for, også da jeg selv for seks år siden besøgte hende i lejligheden på hjørnet af Dalagatan og Odengatan, hvor hele hendes forfatterskab er blevet til. Eftertanken Lattermildt intoneres hendes forfatterskab, men tonen af eftertanke tager til. I 1955 kom en afgørende ny drejning med fortællingen om 'Mio, min Mio', kongesønnen fra Landet i Det Fjerne og dobbeltgænger til den forældreløse Bo Vilhelm Olsson i virkelighedens Stockholm. I verdenskrigens og den kolde krigs skygge, samtidig med at Ringens Broderskab hos J.R.R. Tolkien drager ud mod ondskabens fyrste, og C.S. Lewis' fire børn må kæmpe mod den onde dronning i Narnia, svinger den svenske mini-messias Mio sit sværd mod Ridder Katos stenhjerte. Den romantiske model med to verdener, vores og vores fantasis, genoptog hun i 'Brødrene Løvehjerte', mesterstykket af fortællehåndværk om de svage men renhjertede mod de onde. Men allerede tidligt var døden til stede i novellerne i 'Søndeneng', den titellokalitet bag stendiget som er et barndommens paradis med evigt forår, fuglesang og legende børn i bækken - og langt at foretrække for jordelivet i »fattigdommens dage«. En engageret borger Var der noget frilandsmuseum over billedet af det landlige Sverige, så var der tilløb til 'folkhem' i mesterdetektiven Blomkvists provinsby og det Stockholm, hvor fantasifiguren Karlsson på taget boede. Astrid Lindgren var en engageret borger i det moderne velfærdssamfund - lovlig engageret for nogle politikeres smag. Finansminister Gunnar Sträng måtte bøje sig, da forfatteren i 1976 under skrappenollike-navnet Fru Pomperipossa kritiserede et skattesystem, der kunne tvinge én til at betale over 100 pct. af det, man tjente! Senere var hun en skarp kritiker af tremmekalve-opdræt og indrømmede også, at hun havde stemt nej til Sveriges medlemskab af EU - uden at det hjalp! 'Grynet', Rasmus på farten', 'Kitte Kry', 'Troldungen på Krageøen og mange andre børneskikkelser befolker Astrid Lindgrens verden. Men ikke mindst takket være hendes illustratorer vil tre-fire figurer nok blive stående længst: Pippi i Ingrid Vang Nymans streg, Emil som tegneren Björn Berg ser ham, og Jonatan og Tvebak Løvehjerte i Ilon Wiklands med årene højt raffinerede sort-hvide udvikling af Bulderby-glansbillederne. Wikland tegnede også til Astrid Lindgrens sidste og mest moderne - ja, sørgeligt dagsaktuelle - fortælling, den om 'Ronja Røverdatter'. I skovens og røverborgens eventyrkulisser er det en Romeo & Julie, en West Side Story om de unges oprør mod forældrenes hovedløse indbyrdes fjendskab og stammetænkning, men især om pigens valg af sin egen kurs, trods faderens forstødelse af hende. I disse ugers Sverige, endnu rystet af den kurdiske fars mord på sin egen datter for den selv samme forbrydelse som Ronjas, risikerer Astrid Lindgrens eftermæle ikke at blive gjort til harmløs barndomsidyl. Livsens alvor Hun skrev om livsens alvor. Hendes fortællekunst vil, på én gang ligetil og dybtvirkende, blive stående som en af de stærkest virkende i 1900-tallets litteratur, mellem romantikkens dualistiske verdensbillede og et postmoderne, masseindustrialiseret livssyn, der søger retning og etisk målestok for livet i det 21. århundrede. Fra Pippi til Ronja er det et forfatterskab for de yngste, som bestandig tør tage det sværeste op. Som hun selv sagde det - og straks slog det hen - i en sjældent åbenhjertig tv-samtale med sin biografist Margareta Strömstedt i 1986 (senere trykt i samme Strömstedts samling af aforismer og citater, 'Astrid Lindgrens Klogebog', Gyldendal 1999): »Man må leve, så man kan blive ven med døden - tror jeg, tra, la, la«.