0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er Pippis mor nu i himlen?

Forfatteren Astrid Lindgren døde mandag, 94 år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
JAN DELDEN
Foto: JAN DELDEN
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Pippi troede, at hendes mor nu sad oppe i himlen og kiggede ned på sin pige gennem et lille hul, og Pippi plejede at vinke op til hende og sige: 'Du skal ikke være bange! Jeg skal nok klare mig!'«

Er Pippis mor nu i himlen? Eller måske i Nangijala? Sådan vil børn over hele verden vel spørge deres forældre, når de hører, at Astrid Lindgren døde mandag.

Ikke uventet, hun blev 94 år gammel og havde i flere måneder været stærkt svækket. Hendes bøger nåede i hendes levetid at bliver oversat og udgivet i langt over halvdelen af de lande i verden, der har en trykt litteratur.

Men med karakteristisk nøgternhed havde hun forberedt sig - og sine læsere, store som små - på døden. Den nævnes på første side af fortællingerne om 'Pippi Langstrømpe', som det fremgår af linjerne herover. Og blev genoptaget som hovedtema, da hun forlængst var blevet verdensberømt og i 1973 lod 'Brødrene Løvehjerte' dø og den yngste og svageste af dem efterlade følgende besked til moderen:

»Græd ikke, mor! Vi ses i Nangijala!«.

En 'trøstebog' til 'barnet i mig selv'
Er det mest de voksne, der skal trøstes over for døden? De to skriftsteder fra et af det 20. århundredes mest indflydelsesrige forfatterskaber kunne tyde på det, men selv kaldte Astrid Lindgren fortællingen om det næste liv i Kirsebærdalen og Rosendalen på »lejrbålenes og eventyrenes tid«, for en 'trøstebog', og sagde, at hver en stavelse af sine bøger havde hun skrevet til »barnet i mig selv«.

Mellem det usentimentalt humoristiske og ensomhedens melankoli svinger Astrid Lindgrens toneart. Dén forener børn og deres højtlæsere, den skaffede hende allerede i 1958 den internationale H. C. Andersen-medalje, 'børnelitteraturens nobelpris', men aldrig den rigtige nobelpris.

Hendes sjoveste såvel som mest alvorlige fortællinger er omplantet til film og børneteater, de har affødt merchandise-produkter og en hel forlystelses- og temapark i hendes barndoms Småland. Men selv ikke den moderne kulturindustris stalinorgel af påvirkninger og effekter kan overdøve dobbelttonen af vemod og moro, af hjertelig medmenneskelig selverkendelse.

Barnet
Barnet, der blev født på forpagtergården Näs uden for Vimmerby i Småland 14. november 1907, blev den lykkelige skildrer af 1900-tallets første halvdel på landet i Sverige, i børnenes Bulderby og Emils Lønneberg. Her lever børn, forældre og bedsteforældre, karle og piger, by- og landboer sammen, ikke uden fortrædeligheder, men dog i en harmonisk balance.