Blandt ugens mere eller mindre omtalte bøger, som denne rubrik jo er helliget, overgik én suverænt alle de øvrige, målt i dagbladsspalteplads: Tegnebogen. Det er der al mulig grund til. Som talrige danske forfattere i de foregående uger har gjort opmærksom på, kan kun få af dem leve af royalties. Bibliotekspengenes kompensation for det offentlige gratisudlån af bøger, der ellers (måske) kunne være solgt i flere eksemplarer, er en nødvendighed. Ordningen blev lanceret som og har vundet hævd som en rettighed, selv om den i 1991 blev defineret som en 'national kunststøtteordning' - dét var for at afskære EU-forfattere, forlæggere m.fl. fra at kræve deres del i kagen. Så når finansminister Thor Pedersen - der overhovedet ikke har skrevet bøger - nu kræver (venstre)løvens part af puljen, eller i hvert fald godt 15 pct., svarer det til ekspropriation eller tvungen voldtægt ... undskyld: voldgift på arbejdsmarkedet, mener forfatterne. »Jeg ville godt se den befolkningsgruppe her i landet, som uden at kny ville acceptere, at 15 procent af en sikker indkomst forsvinder ved en fuldstændig vilkårlig beslutning, som ingen andre end en skide minister træffer«, sammenfattede Ebbe Kløvedal Reich den almene forfatterreaktion. Hunden fodret med halen Men da det trak op til bred enighed mellem de to forfatterforeninger imod besparelsen, skyndte den selv samme skide kulturminister Brian Mikkelsen sig at forfærdige et internt arbejdsnotat og lade indholdet sive: De skønlitterære forfattere skal skam ikke miste noget, men måske have mere. Enten ved en omlægning af bibliotekspengenes fordelingsnøgle eller ved overføring af midlerne til Statens Kunstfond. Sidstnævnte må ganske vist anses for et forum for »eksperter og smagsdommere«, og den slags skal jo væk, véd vi allerede fra Foghs nytårstale. Hvorimod bibliotekspengene uddeles efter antallet af bind/bogsider på hylderne og altså dog er en slags udtryk for en markedsmekanisme, som et liberalt parti må formodes at have tillid til? Nå, det er jo ikke regeringens første selvmodsigelse. Og under alle omstændigheder fungerede den ministerielle flækøkse: skarerne skilte sig til begge sider. For den skønlitterære forbedring skulle jo ske på fagbogsforfatternes, illustratorernes og oversætternes regning, efter at de samme grupper først har betalt Thor Pedersens part. Og så var fanden for alvor løs. De Skønlitterære Forfatteres forening, der i forvejen er langt den mindste, blev på få dage delt i to: Gruppen, der med Peter Legård Nielsen i spidsen, ville »gå på to ben« ved både at protestere mod nedskæringerne og alligevel tage imod forhøjelser på egne vegne. Og så den del der forlod bestyrelsen med formand Georg Metz i spidsen, og som vil gøre fælles sag med kollegerne i den anden forening og protestere imod nedskæringerne. Punktum. Omfordelinger kan først forhandles, efter at spørgsmålet om de 15 procent er afgjort. Kunst og kultur med røven At ville referere alle røster er halsløs gerning. Det må række med et par repræsentative smagsprøver på enkelte danske forfatteres gribende kort- og snæversynede fokusering på den helt private tegnebog - og dermed deres utilsigtede, men helt frivillige udstilling af egen total mangel på begreb om fælles fodslag eller anden politisk børnehavelærdom. Pludselig er alle litterære støtte- såvel som kompensationsordninger, udvalg og love, til diskussion i en blodig omgang alle-mod-alle. Mens Brian Mikkelsen i ro og mag pakker ud efter hjemkomsten fra sin egentlige interesse, OL i Salt Lake City, og venter, til modstanderne har foretaget en gensidig udryddelse. F.eks. i følgende tonefald: »Hvad Michael Larsen angår, må han vel desværre anses for uden for pædagogisk rækkevidde. Måske skulle han helt bogstaveligt vende hele sagen på hovedet - og give sig til at diskutere kunst og kultur med sin egen røv. Det er jo den han har ondt i«. Disse anatomiske overvejelser skyldes Bent Vinn Nielsen, forsvarer for og tidligere formand for Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg, men til gengæld én af de første til at foreslå Litteraturrådet nedlagt. Hans ord var en slags svar til krimiforfatteren Michael Larsen, der i Berlingske Tidende havde glædet sig offentligt over, at han (i modsætning til visse andre, I véd nok) kan leve af sine bøger uden kunststøtte - men alligevel har søgt legater m.v. »i protest« og »i fremtidig sympati med de nye generationer af forfattere, der vil andet og mere end den litteratur, meget få læser«. Han anser nemlig tremandsudvalgets uddelinger for et led i »Statens Kunstfup«. Et andet eksempel: »Jeg har det sådan med de der universitetsansatte formidlere og pædagoger: Væk med dem. Luk de der råd og nævn og giv os kunstnere pengene«. Dén grausame salbe mod »eksperter og smagsdommere« i Litteraturrådet (men vist ikke i Kunstfonden?) kommer fra Klaus Lynggaard, der ganske vist har udgivet et par skønlitterære bøger, men dog navnlig i mange år har ernæret sig som journalist og ... smagsdommer. Bare over for rockmusik. Men som i sin 'egen' avis, Information dog har blik for Brians overordnede strategi: »De splitter folk op i faggrupper og rammer dem på nogle ømme punkter. Det hedder del og hersk ... De går efter alle dem, der ikke har noget: flygtninge og indvandrere og kriminelle og kunstnere«. Fhv. journalist og nuværende forfatterkollega Leif Davidsen søger slet ikke Statens Kunstfonds midler, for også han »lever udmærket af indtægterne fra salget af mine bøger i Danmark og i udlandet«, noterer han i al beskedenhed, uden man helt kan høre, hvilken legemsdel det er, der ytrer sig. Men han er nu »gennemgående enig« med Larsen i, at litteraturudvalget »i mange år i alt overvejende grad har favoriseret en elitær, universitær niche af den danske litteratur«. Til gengæld kan Davidsen kende forskel på Kunstfondens støtteordning og Bibliotekspengene, som er en rettighed, fastholder han. Det sætter ham i stand til at konstatere, at Brian Mikkelsens løftebrud har »nærmest efterlønsagtige dimensioner«, men at det ikke vil få samme følger. Fordi »danskerne tilsyneladende er ret ligeglade med danske forfatteres vilkår«. Det sidste vil måske vise sig at være den mest langtidsholdbare påstand af dem, der nåede at slippe ud i løbet af en enkelt uge. For føljetonen fortsætter desværre.