Anmelderne af Per Kirkebys seneste digtsamling har tænkt en del over, hvad bogen kunne have heddet, hvis den nu ikke lige hed 'Baglæns'? 'Billedernes titler' foreslår Kamilla Löfström Kristensen fra Ekstra Bladet, men den titel er allerede optaget af Kirkebys forrige digtsamling. 'Billedet forestiller', foreslår Martin Larsen fra Information, men det hed generationskammeraten Jørgen Leths seneste bog. Spekulationerne opstår, fordi 'Baglæns' i høj grad er centreret omkring en række visuelle udtryk. I tre afsnit, 'Tavler', 'Ikoner' og 'Rids', arbejder digterjeget sig erindrende igennem sit livs billeder og opdager nye detaljer på vejen. »Specielt i den første halvdel er der flere tekster, som næsten nøgternt aflæser billedflader, og på den måde indgår bogen i den lange række af digterværker, som sprogligt reflekterer over Per Kirkebys visuelle univers«, beretter Erik Svendsen i Jyllands-Posten. Denne cocktail af poesi og billedkunst vækker bestemt ikke begejstring i Kristeligt Dagblad, hvor Peter Stein Larsen minder om den gamle tyske modernist Gottfried Benns advarsel mod »overdreven brug af farver« i lyrikken. Peter Stein Larsen indrømmer, at »gylden rødlighed«, »lyseblå baggrund« og »støvgrønne streger« i det samme digt lader ham kold. Til gengæld er han glad for Kirkebys enkle digte, »hvor gnisterne springer mellem en sansning og en refleksion af den mest elementære slags«. Kød på historien Sansningerne opstår især i digtsamlingens tredje afsnit, hvor digteren selv begynder at træde frem. Der sker det »i parløb med en kvinde (som velsagtens er hans ekskone), og det kommer der umiddelbart og helt bogstaveligt en del mere kød på historien af«, noterer Martin Larsen i Information. (Dette kød, i form af en fyldig kvinderøv på en seng, er han ikke den eneste mandlige anmelder, der har bidt mærke i). Man mærker nok, at det er disse digte, der er bogens omdrejningspunkt; men ifølge Larsen virker det også, som om Kirkeby ikke rigtig ved, hvad han skal gøre med det personlige stof: »Kirkeby går slet ikke planken ud og er cool som Jørgen Leth, men han går (om jeg så må sige) heller ikke planken ind. Han bliver stående og vipper lidt diskret på den, og det er ærlig talt lidt småkedeligt at kigge på«. For Jyllands-Postens Erik Svendsen er bogen imidlertid personlig nok. Her gælder det om at læse henover det private og holder bogen ud i strakt arm. Det er da muligt, at den berømte maler er blevet skilt fra den berømte filmproducent, men for Svendsen at se »danner det blot bogens klangbund«. Han er rystende ligeglad med den private affære, men synes, at bogen »efterhånden blev gribende, fordi den ikke uden selvironi, men heller ikke uden manende patos, på flere ledder og kanter forsøger at få styr på det indre kaos. Dén kamp er interessant ud over Se & Hør-niveauet«. Hvirvlende potteskår I Weekendavisen stiger niveauet til endnu større højder, når Henrik Wivel tager livtag med digtermalerens forhold til Gud. I Wivels tolkning skal såvel de to kunstorienterede afsnit som den mere private historie anskues som led i Kirkebys interesse for den byzantinske billedstorm, eller ikonoklasme, der gik ud på at forhindre, at mennesket kunne gøre sig til ét med Gud, læse hans tegning og dermed få billedet til at gå op: »Kirkeby har gjort dette forhold til det essentielle i sin kunst, der netop ikke søger en fuldkommen klar krystallisering af det sete, sansede og erfarede, men former sig som tilløb, spredte forsøg og fragmenter af det skabte og Skaberens vilje«. Resultatet er et værk, der med Kirkebys egne ord kan sammenlignes med »potteskår, der hvirvler rundt«. Den billedkunstelskende Wivel er den af anmelderne, der tydeligst kan konstruere en mening med digtsamlingens indhold og komposition, men han undslår sig for andre smagsvurderinger end »stedvis vedkommende og visuelt nærværende«. Man fornemmer kattepoterne. Poesi og billedkunst For Politikens Niels Lyngsø er det dog lyrikken, der er altings målestok, og for ham skæmmes bogen af, at mange af digtene ligner hinanden for meget: »Det er muligt at Kirkeby har villet indføre en praksis i poesien som har vundet hævd i billedkunstsammenhænge, nemlig at offentliggøre en lang række skitser af de samme få motiver, men jeg synes ikke det fungerer her, for der er ikke tale om variationer, som kunne belyse motivet på forskelligartede måder, men om versioner der fremstår som slappe, ubeslutsomme gentagelser () hver gang tænker man, at der muligvis kunne være kommet ét godt digt ud af det - i stedet får man en håndfuld halvgode«. Billedkunst og poesi nyder åbenbart ikke altid gavn af fælles teknik. Mest kontant er afregningen i Ekstra Bladet, hvor Kamilla Löfström Kristensen konkluderer: »Billederne klarer sig uden digtene, ikke omvendt«.