Alberto Caeiro blev født i 1889 og døde i 1915 af tuberkulose. Hans forældre døde, da han var lille, og han fik hverken profession eller uddannelse, men boede hele sit liv sammen med en grandtante i et lille hvidkalket hus på landet. Som digter var han et selvlært naturtalent. »Jeg tror på verden«, skriver Caeiro i et digt og mener, den verden der sanses, for »at tænke er at være syg i øjnene«. Caeiro er sansende frem for alt, antimetafysisk, antiintellektuel, fundamentalt åben og så vidt muligt objektivt registrerende i forhold til den natur, som er genstand for næsten alle hans digte - skønt 'natur' er for abstrakt et begreb for Caeiro: Bjerge, dale og sletter findes, træer, blomster og græsser findes, men naturen findes ikke, for »der er ikke et hele som alt dette tilhører (...). En virkelig, sand enhed/ Er en syg forestilling vi har.// Naturen er dele uden et hele«. Som man kan høre, er han ikke helt ureflekteret, denne sorgløse hyrdedigter og panteistiske fænomenolog. Caeiro var den tidligste og på mange måder mest afgørende af de identiteter Pessoa stykkede sig op i; han var en læremester for de andre, inklusive den identitet, der kaldte sig Pessoa. Jeg er en hyrde.
Hjorden er mine tanker
Og mine tanker er alle sansninger.
Jeg tænker med øjnene og med ørerne
Og med hænderne og med fødderne
Og med næsen og med munden.

At tænke en blomst er at se den og lugte den
Og at spise en frugt er at kende meningen med den.

Derfor når jeg en varm dag
Bliver tung om hjertet fordi jeg nyder den sådan,
Og lægger mig så lang jeg er i græsset
Og lukker mine brændende øjne,
Føler jeg at hele min krop ligger udstrakt på virkeligheden,
Kender jeg sandheden og er lykkelig. Alberto Caeiro Álvaro de Campos Álvaro de Campos der blev født i 1890, var skibsingeniør, uddannet i Glasgow, og rejste som ung i Orienten inden han i 1920'erne slog sig ned i Lissabon. Han var høj, mager, en anelse rundrygget og bar monokel. Som digter og menneske var han på næsten alle måder en modsætning til Caeiro. De Campos var anarkist, futurist og ekstatisk, metafysisk modernist, han var marginaliseret socialt og seksuelt og af temperament imod enhver politisk og litterær korrekthed. Den amerikanske digter Walt Whitman og den italienske futurismes fader, Marinetti, var blandt hans vigtigste forbilleder, og hans digte er først og fremmest lange, fuldstændig eksalterede oder til maskiner og alskens moderne liv og energi, kaos - mange af dem foregår til søs og i høj sø. Et sted karakteriserer de Campos træffende sine digte som »springende, hoppende, spasmiske vers/ (...) vers, der ligner hysteriske anfald«. I det skærende lys fra fabrikkernes store, elektriske lamper
Sidder jeg febril og skriver.
Jeg skriver som et snerrende rovdyr, hungrende efter skønhed,
Denne skønhed totalt ukendt for de gamle mestre.

O hjul, o tandhjul, jeres evindelige r-r-r-r-r-r-r!
Rasende maskineriers kraftige, kontrollerede spasme!
Rasende uden for mig og inden i mig,
Ud gennem alle mine blottede nervetråde,
Ud gennem alle mine fornemmelsers porer!
Mine læber er sprukne, o moderne dundren,
Når jeg hører dig således alt for nær,
Og mit hoved er brændende, fordi jeg ønsker at lovprise dig over alle grænser
Med alle de følelser, som jeg kan rumme i mig,
Med al den overflod af nutid, som I udstråler, o maskiner! (...)

Heja! Jeg er den mekaniske varme og strømmen!
Heja! Og alle rails og maskinhaller og Europa!
Heja! hurra for alt-hvad-jeg-er, maskinernes arbejde, heja!

At hoppe over alting med alting! Hopla!
Hopla, hopla, hopla-hejsa, hopla!
Hejsa! hejsa! hejsa-hopla! Ho-o-o-o-o!
Z-z-z-z-z-z-z-z-z-z-z-z!

Åh, at jeg ikke er alle og overalt! Álvaro de Campos Fra 'Stik modsat af hvad som helst' Ricardo Reis I 1887, året før Pessoa selv kom til verden, fødtes Ricardo Reis. Han gik på jesuiterskole, var latinist af uddannelse og semihellenist ved selvstudium. Sidenhen uddannede han sig til læge, og 12. april 1919 emigrerede han til Brasilien, fordi han var monarkist og ikke ville blive i det republikanske og urolige Portugal. Reis beskrives som stærk, tør i huden, glatbarberet og med brunligt hår. De gamle grækere og romere var den afgørende inspiration for Reis, både formelt og hvad angår livsanskuelse. Han skriver i den klassiske ode-tradition fra Pindar og Horats under påvirkning af de stoiske filosoffer og Epikur. Centralt står en klassisk skæbne- og dødsbevidsthed: Guderne og skæbnen styrer vores korte liv, og kun i erkendelsen af det kan man udholde at eksistere. Reis' digte er rolige, afklarede, åndeligt disciplinerede, reflekterede og ofte patetiske (i ordets klassiske betydning). Dine, ikke mine, er de friske kranse jeg fletter
Som jeg igen og igen sætter om min pande.
Du fletter dine for mig,
Så jeg ikke ser mine.
Hvis livet ikke er tynget af større nydelse
End at se på hinanden, så lad os se på hinanden, og, mens vi ser,
Tavse trøste
Det uudgrundeligt tavse.
Lad os siden kranse hinanden,
Og lad os enstemmigt udbringe en skål for skæbnen
Der vil råde, indtil færgemandens
Time er inde. Ricardo Reis Fra 'De flygtige roser' Bernardo Soares Bernardo Soares var bogholder i et handelskompagni i Lissabon, en stille eksistens og enspænder, som foretrak drømmen frem for virkeligheden. 'Rastløshedens bog' som består af dagbogsblade, notater og ræsonnerende prosastykker, giver udtryk for livslede, idiosynkrasier og depressioner, men rummer også skarpe refleksioner, blandt andet om identitet. Soares er den af de mange forfatteridentiteter, der er tættest på Pessoa selv - Pessoa kaldte ham en »lemlæstet udgave« af sin egen personlighed, og de første fragmenter af 'Rastløshedens bog' blev skrevet i Pessoas eget navn. Jeg har skabt helt forskellige personer inden i mig. Jeg skaber personer hele tiden. Hver drøm bliver straks, så snart den er drømt, legemliggjort i en anden person, som overtager den, og det er ikke mig. For at kunne skabe har jeg udraderet mig selv; jeg har eksponeret så meget af mit indre, jeg findes kun på ydersiden. Jeg er en levende scene med mange aktører, som optræder i forskellige stykker. Bernardo Soares Fra 'Rastløshedens bog'