»I think a poet is anybody who wouldn't call himself a poet«, konstaterede en meget ung Robert Allan Zimmerman med en skråsikker baglænshed, som skulle blive hans kunstneriske og eksistentielle emblem. Knap fyrre år er der gået siden det programmatiske paradoks, og den gode Bob Dylan - som manden kaldte sig med reference til walisiske Dylan Thomas - er blevet et stykke levende og feteret rockmytologi, en allestedsnærværende trubadur, som traver kontinenterne tynde og på tiende år kandiderer til Nobelprisen i litteratur. »Det er ikke melodierne, der er vigtige, mand - det er ordene«, lød det midt i 1960'erne, og betragter man poeten ved sin klaprende Remington i D.A. Pennebakers tidlige portrætfilm, er det da også tydeligt, hvor hunden lå begravet: Dette var en skrivende James Dean, en mut og drømmende verdensstormer, der nok lånte fjer af folk-fugle som Woody Guthrie og Charley Patton, men først og fremmest så sig selv som en overvintret Arthur Rimbaud, en sensibel seer på modernitetens yderste revle.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Hun investerede gennem en platform, Mads Mikkelsen tilsyneladende havde anbefalet. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
-
Disse 5 fødevarer skal du spise for at holde tarmen sund
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
-
Et toporkester faldt fra hinanden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Ida Strand
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce