0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Social romantisering så det klodser

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Selvom ugens bedst anmeldte bog her i avisen var Camilla Christensens 'Jorden under Høje Gladsaxe', som kaldte alle superlativerne frem, er det med stor sandsynlighed folkekære Jane Aamunds nye bog, 'Vesten for Måne' der vil få de fleste læsere.

Engang var triviallitteratur et skældsord, siden er grænserne mellem det dannede og det trivielle visket ud i en grad, så kun få gider skelne.

I denne uge føjede Aamund endnu et bind til de mange, der allerede er udkommet om hendes slægt og familie, som titusinder af læsere kender fra hendes Klinkevalstrilogi ('Klinkevals', 'Juliane Jensen' og 'Oven vande', red.).

Ingen af de kritikere, der anmeldte 'Vesten for Måne', hvis hovedperson er Aamunds mormor fra Jylland, brugte prædikatet triviallitteratur, det kan man vist kun tillade sig om Barbara Cartland, men en enkelt var tæt på.

Velsignet fantasi
Jyllands-Postens Annelise Vestergaard er ikke en af dem. Hun konstaterer begejstret, at »roman-formen giver rum for Jane Aamunds velsignede fantasi«. I en anmeldelse, der ikke sætter spørgsmål ved noget som helst i Aamunds romanunivers, skriver Vestergaard:

»Hun krydrer foreliggende kendsgerninger med vid og bid, og giver de mennesker, som levede for over hundrede år siden, nyt liv uden at trampe hen over deres minde og med stor respekt for deres egenart. De genopstår i kød og blod, med deres længsler og drømme, mareridt og skæbner, der ikke altid var lige nådige«. (...)

»Hun er gået helt ind under huden på de mennesker, hun bringer til live, og hendes indlevelsesevne gør hende i stand til ubesværet at give os de mellemregninger, mellemspil, som ikke er at finde i vidnefaste begivenheder, nøgne kendsgerninger og tal om giftermål, fødsler og død. Hun har virkelig tryllet«.

Liv og død på Frilandsmuseet
En helt anden slags anmeldelse leverer May Schack her i avisen. Hun tager hatten af for Aamunds evner som fortæller, men gør meget ud af at beskrive, hvor langt disse evner rækker, og hvad det er, en forfatter som Aamund egentlig gør, når hun sætter sig for at skrive om Danmarks fortid.

»Aamund konstruerer sin familie som typer, og hun ved alt om, hvordan man skruer en underholdningsroman sammen. Ingredienserne er sex og kærlighed, fødsler og død samt dagligliv på en gård omkring århundredskiftet og frem, hvor hele det daglige slid tager sig eksotisk ud i nutidige øjne. Der er lidt frilandsmuseum over det (...) Der er tale om en social romantisering, så det klodser (...) men man kan ikke frakende Jane Aamund charme, humor og varme«.

Shack fremhæver Aamunds beskrivelse af tiltrækningskraften i Indre Missions møder og runder af på denne facon:

»Det er Jane Aamunds særlige kombination af tidsbillede og melodrama, der gør hendes bøger til bestsellere. Dertil kommer hendes lette og bramfri pen og grundlæggende lyse livssyn. Det er ikke min kop te, men jeg kan godt se, hvorfor det virker og er godt lavet inden for sin genre«.

Populær nærhed
Når en anmelder skriver, at noget er godt inden for sin genre betyder det som regel, at det i virkeligheden er noget skidt, men sådan behøver man jo ikke fortolke Schack, der som den eneste kritiker gør noget ud af at se familiekrøniken i et samfundsmæssigt perspektiv.

I Ekstra Bladet er der ikke noget at fortolke. Peder Christoffersen indleder med et spørgsmål, han selv besvarer: »Hvori består Jane Aamunds særlige litterære kvalitet, der gør hende så stormende populær? Jane Aamund har nærhed. Ikke at hun pylrer og kæler for sine læsere. Men Jane Aamund kan fortælle. »Hør nu her« står der malet over indgangen til alle hendes bøger«.

Peder Christoffersen kalder 'Vesten for Måne' for en fremragende bog, og »skrev gerne en anmeldelse, der var fire gange så lang. Men tidens almindelige redigerende idioti kræver, at alt skal være kort. Det styrker angiveligt læseværdien. Det er selvfølgelig noget sludder. Tillykke med bogen, Jane Aamund«.

Duft af Gamle Danmark
B.T.'s Michael Eigtved er på linje med May Shack, men tager som alle andre med fløjshandsker på forfatteren, der jo uanset, hvad anmelderne måtte mene, sælger bøger i oplag kun de færreste af hendes kolleger nogensinde kommer i nærheden af:

»Man leder i 'Vesten for måne' forgæves efter raffinerede dobbelttydigheder, kompliceret psykologisk skildring og elegante forsiringer i denne roman, hvor mandfolk enten har barkede næver eller følsomme øjne. Men fortællingen er båret af fremragende håndværk. Der er lige det, der skal til for at historien fænger og figurerne bliver levende. Dens bærende sammenstød mellem moderne tider og de gode gamle dage, mellem bondeland og bysmarthed, fungerer også fermt som brændstof«.

Eigtved ender med at konkludere, at »bogens næsten plumpe jordnærhed (er) i samklang med de liv, den beskriver, så en duft af Gamle Danmark - på godt og ondt - slår op fra siderne«.

Så vidt anmelderne, der alt i alt var i forbløffende højt humør. På bibliotekerne er de sikkert stadig i gang med at skrive lånere op til ugens med garanti mest populære bogudgivelse. Berlingske Tidende har ikke anmeldt 'Vesten for måne'.