0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Brodsky og tiden

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Digterens energi vil altid føre ham bort fra dem, han oprindelig hørte til, og hvor han blev formet som digter, bort og ud i en kunstnerisk ensomhed, drevet af en art 'udadrettet tyngdekraft', hvorfra »der ikke er nogen vej tilbage, uanset hvilken knap man trykker på«.

Derfor kom Josef Brodsky i sin tid til polsk litteratur. Han lærte sig polsk, fordi den eneste moderne litteratur, han kunne opdrive i Sovjetunionen var polsk.

Bemærkningen står i en samling af interview med den ligeledes ekspatrierede nobelpristager, der nu kan fås på et tysk-russisk forlag. En samtale i 1980'erne med digteren Jevgeni Rein rummer et oplysende svar. Rein er overstadig:

»I lyrikken er det vigtigste for mig drivet, mens du ser ud til at foretrække mere afslappede vers«. »Overhovedet ikke«, lyder svaret, »men monotone vers ... Jeg synes, et vers også skal minde om, hvad det benytter sig af, nemlig tiden«.


Brodsky var ingen klynkende emigrant. Eksileret var han under alle omstændigheder som digter, mente han. Andre havde det meget værre end han, understregede han altid og fortsatte:

»Man tilhører mere eller mindre livet eller døden, ellers intet og ingen«. Han afheroiserede systematisk sin biografi i modsætning til mange andre russiske digtere, herunder hans store kollega Solsjenitsyn. »Fugle synger, uanset hvilken gren de lander på«.

I medierne - f.eks. også da han lod sig interviewe i København efter nobelprisen - gav han aldrig partiet som offer, ej heller som oppositionel, men blot og bart som forfatter, hvis fædreland er sproget.

Og dog havde han som ganske ung fået en dom på flere år i hård arbejdslejr, hvad han systematisk slog hen som irrelevant. Nu var han jo i Vesten, hvor man kunne nyde den luksus at befatte sig med det væsentlige.

Han var i øvrigt heller ikke noget villigt interview-offer, skulle jeg hilse og sige.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce