Der er pap på de fine gulve af amerikansk træ og et universitet fuld af ophidsede studerende lige om hjørnet. Inde i Bibliotheca Alexandrina er stemningen både speedet og resigneret. Tusinder af biblioteksfolk, forskere, journalister, politikere og øvrige honoratiores skulle have fejret åbningen af biblioteket med det legendariske navn i dag, men festen blev aflyst for otte dage siden på grund af de blodige begivenheder i Jenin, det er som om medarbejderne endnu ikke helt har fattet det. »Jeg vil aldrig glemme den dag, vi fik at vide, at det hele var aflyst. Vi havde nok en fornemmelse af, at det ville ske inderst inde. Man kan ikke fejre udveksling af viden og lærdom, når man har så frygtelige begivenheder tæt på. Jeg har en meget blandet følelse i mig, for åbningen ville også have været et budskab til verden om forsoning«. Det er chefen for de 150 bibliotekarer på Bibliotheca Alexandrina, Dr. Layla Abd El Hady, en midaldrende kvinde med smilende øjne, der taler. Fra hendes kontor er der udsigt til universitetet, hvor der i de forløbne uger har været afholdt store demonstrationer mod den israelske hærs fremfærd. Udover at være nabo er læreanstalten også fysisk forbundet med det ny bibliotek via en flere hundrede meter lang bro. Begærligt bibliotek Bibliotheca Alexandria ligger som en halvt begravet skive, en diskos, tæt på Middelhavets blå bølger i byens østlige ende. Fra strandsiden er der noget afdæmpet og meget organisk over bygningens bløde former, og man skal nogle trin op på siden af den for rigtigt at fornemme den arkitektoniske skønhed, som præger Dar el Kutub , 'Bøgernes Hus', hvis facade i grå granit er udsmykket med tegn og symboler fra skriftsprogets historie. I slutningen af Umberto Ecos biblioteks-thriller 'Rosens Navn' vender fortælleren tilbage til resterne af det klosterbibliotek, hvis hemmelighed - og brand - han bevidnede mange år tidligere. Mellem brokkerne finder han fragmenter af bøger og dokumenter. Af fragmenterne danner han et nyt mindre bibliotek, der bliver til et slags symbol på det store, nu forsvundne bibliotek. Selvom et par mosaikker, som opbevares i Bibliotheca Alexandrinas arkæologiske museum, synes at dokumentere, at antikkens oprindelige bibliotek lå kun hundrede meter fra det nye, har man aldrig fundet så meget som en sten, endsige et eneste dokumentfragment. Det meste gik op i røg i år 48 f. Kr., da Julius Cæsar brændte den egyptiske flåde, og branden bredte sig til biblioteket, men branden har kun gjort myten om det enestående bibliotek, der på et tidspunkt havde selveste Cleopatra som låner, endnu større. Biblioteket, der blev endeligt ødelagt i år 391, havde som ambition at blive intet mindre end menneskehedens kollektive hukommelse. Bibliotekarerne udviklede katalogiseringsprincipper, der er i brug den dag i dag, ligesom verden stadig betjener sig af de principper inden for geometri og matematik, som Archimedes og Euklid, der var tilknyttet biblioteket, opdagede. Datidens bibliotek, der opnåede at blive den græskdominerede verdens intellektuelle centrum, var yderst begærligt. Det siges, at alle handlende, der lagde til kajs med deres skib, blev tvunget til at lade alle deres dokumenter kopiere, og at biblioteket altid beholdt de originalværker, det havde lånt - eksempelvis i Athen - og afleverede de nyskrevne kopier. Legenden siger også, at der blandt de 700.000 skriftruller i biblioteket befandt sig konstruktionstegningerne til de store egyptiske pyramider. Intet skatkammer Den slags skatte kan man ikke bryste sig af i den samling, som Dr. Layla Abd El Hady og hendes medarbejdere arbejder med, selvom mange donorer er begyndt at forære det sjældne værker. I modsætning til de store nationalbiblioteker i f.eks. England og Frankrig, er Bibliotheca Alexandrina endnu ikke et bibliofilt skatkammer. For nærværende har biblioteket kun ca. 250.000 rigtige bøger. Mange af dem er anskaffet for at biblioteket kan være i besiddelse af den grundlæggende videnskabelige litteratur på forskellige områder. Biblioteket starter faktisk på næsten bar bund. Egypterne må sande, at de stormagter, der har regeret over deres gamle nation i nyere tid, også har nappet mange af dets biblioteksegnede skatte. British Library og ikke mindst Bibliothèque Nationale har fremragende arabiske samlinger - mange af effekterne er røvet - som Bibliotheca Alexandrina uhyre gerne vil have om ikke fingre i, så andel i. Situationen er paradoksal. Bibliotheca Alexandrina ligger i landet, hvor en af den menneskelige civilisations vugger stod. Hvor skriftsproget i henhold til helt nye fund med stor sandsynlighed er opstået. Få kilometer øst for biblioteket ligger byen Rosetta, hvor nøglen, der åbnede hieroglyffernes verden blev fundet - en sten hvorpå et dekret af faraoen Ptolemaius d. femte er nedfældet både i hieroglyffer og på demotisk og græsk. Men bibliotekets samlinger bugner hverken af papyrus eller af sjældne sten eller lertavler. Bibliotheca Alexandrina har ikke dybe kældre fulde af ældgamle udgaver af Det Gamle Testamente eller Homers Illiaden, som Alexander den Store, byens grundlægger, efter sigende sov med under puden hver nat. Til gengæld har biblioteket en potent it-afdeling, og det er vigtigt, ja altafgørende, for nutidens alexandrinske bibliotek satser på, at størstedelen af dets samling vil være i digital form. Når der engang er fyldt helt op i magasinerne og på hylderne vil man være i besiddelse af fem millioner fysiske bøger, men hertil kommer informationsmængden i den digitaliserede samling, der blandt andet rummer ti milliarder websider fra årene 1996 til 2001, og en million digitaliserede bøger. Bibliotheca Alexandrina ser sig selv som et af fire globale internetarkiver, hvor den del af menneskehedens kulturarv, som nettet udgør, vil blive opbevaret i form af lagrede hjemmesider m.m. Bøger har sjæl Layla Abd El Hady slår nærmest undskyldende ud med armene efter at have fortalt om it-planerne: »Nu, må du ikke misforstå det. Bøger er noget særligt. Bøger har sjæl, det har skærme og maskiner ikke. Man tager en bog mellem hænderne bladrer i den, bringer den med til stranden eller ud i haven. Man bygger en følelse mellem sig selv og den bog man lige nu er interesseret i, bogfølelsen er varm og spirituel og selvfølgelig skal der være rigtige bøger her på biblioteket!«. »Men vi lever i en tid, hvor man som bogelsker må glæde sig over, at man ved hjælp af teknologi, kan skaffe bøger og manuskripter, kort, noder m.m. til veje ad den digitale vej. Derfor er vi i gang med at lave aftaler med biblioteker overalt i verden om et digitalt udvekslingssystem, som gør det muligt for brugere, at få adgang til værker, som deres lokale forskningsbibliotek ikke selv ligger inde med«. »Derfor satser vi selv på at opbygge et stort virtuelt bibliotek. Vi håber ikke mindst vi kan få Bibliothèque Nationale og British Library til at dele deres arabiske samlinger med os. Vi beder dem udvælge ting fra deres digitale hukommelse, som har relevans for os. Måske kan vi på et tidspunkt nå endnu længere med dem. Vi tager et skridt ad gangen, og er allerede nået langt«. Nedslidt by Gennem historien har Alexandria ligget som en stor svamp for enden af Nilen og suget folk til sig fra tre forskellige verdensdele. Nutidens travle og nedslidte by, der har en mellemøstlig og europæisk, ikke afrikansk, feeling over sig, er stadig et spraglet kludetæppe af befolkningsgrupper. Sammensætningen af Bibliotheca Alexandrinas bestyrelse er tilsvarende bred. For at give biblioteket maksimal prestige og sikre det mulighed for at manøvrere i det stramme egyptiske samfund, er dets virke baseret på en særlov, der nærmest løfter det ud af det øvrige egyptiske samfund, og ind i det vestlige 'rum', hvor et bibliotek, der hylder den fri udveksling af viden og information, i sagens natur må befinde sig. I bestyrelsen sidder Umberto Eco, den nigerianske nobelpristager Wole Soyinka, den marokkanske forfatter Tahar Ben Jeloun, franskmanden Jaques Attali, Islands tidligere præsident Vigdis Finboggadotir samt folk fra USA, Ecuador, Indien, Spanien, Tyskland, Sverige, Grækenland, Japan, Canada, Palæstina, Kuwait - og Egypten. De skal være garanter for bibliotekets integritet - og ukrænkelighed. Hvis de får fred og ro af landets muslimske fundamentalister - og af præsident Mubarak og hans hustru Susan - er alt godt. Hvis ikke er det virkelig skidt, for omtalte særlov gør biblioteket til et anliggende direkte under præsidentskabet - og Susan Mubarak er formand for bibliotekets bestyrelse. Bibliotekets ledelse vil under alle omstændigheder skulle navigere i vanskelige vande. Det er sagen mod den verdenskendte egyptiske forfatter Nawal El Sadawi sidste år et eksempel på. Hun blev anklaget for religionsfornærmelse og i mere end et år, inden anklagen endte med at blive trukket tilbage, truet med at skulle lade sig tvangsskille fra sin ægtemand eller forlade Egypten. Hvor langt mener Layla Abd El Hady, at biblioteket skal gå, hvis det frie ord trues i Egypten? Hun smiler: »Det afhænger vel af, om det er en personsag eller en principiel sag. Og om hvor meget indflydelse vi overhovedet vil kunne få på sagen som bibliotek. Vi vil til enhver tid forsvare informationsfriheden ...«. Er Salman Rushdies bøger velkomne her på biblioteket? »Alle bøger er velkomne her ... Rushdies bøger vil være til rådighed for forskerne, men de vil ikke være til rådighed for almindelige lånere. Vi er i Egypten. Vi har særlige regler, vi har særlige hensyn at tage. Information, der forener verden, er god, men der er også information, som splitter, og vi har et stort ansvar for at forvalte vores rolle som guide for befolkningens intellektuelle udvikling på den rigtige måde ... Det er min personlige holdning«. Bibliotheca Alexandrinas overbibliotekar slår ud med armene, det er tydeligvis ikke i dag, hun ønsker at diskutere ytringsfrihedens eventuelle grænser, så fortsætter hun: »Dette bibliotek har en stor betydning for almindelige menneskers adgang til bøger og viden overalt i Egypten ud fra princippet om åbne hylder. Folk har været vant til at vente i to timer for at få udleveret en bestemt bog, som en bibliotekar allernådigst har hentet i et depot. Alt det er vi med til at forandre. Vi er også sat i verden for at skubbe biblioteksvæsnet i gang i Egypten«. Alexandrias gamle bibliotek og universitet kom til verden mere end tusind år før, Europas store biblioteker opstod. Selve den videnskabelige metode står på ryggen af det pionerarbejde, som de gamle alexandrinere, ofte grækere, udførte. Nutidens bibliotek i Alexandria, hvis eksistens skyldes en indædt indsats fra ikke mindst UNESCO samt velvillige donorlande, blandt andet Norge, er sig sin fortid bevidst, men blikket er rettet mod verden, som den ser ud nu. »Vi realiserer det gamle biblioteks ambitioner med teknologier, som man dengang ikke ville kunne forestille sig«, hedder det i en folder fra biblioteket. Og det er jo ikke løgn, selvom problemet Rushdie - for ikke at tale om den konflikt, som har udsat bibliotekets officielle åbning - viser, hvor svært det er at nå det smukke mål om at bygge bro mellem anskuelser. Hun kommer! 75.000 studerende er tilmeldt universitetet ved siden af. På en stor indhegnet plæne summer unge mænd og kvinder rundt, mange myldrer ud og ind gennem den store åbne port til læreanstalten. De fleste af pigerne har slør på, men mange har det lange hår hængende frit. Blå jeans er standard, og der tales heftigt i mobiltelefon. Jeg bevæger mig ind på campus, men bliver stoppet af bevæbnet vagt, der tager mig med ind i et lille skur, hvor en barsk herre i uniform kort konstaterer, at det er forbudt for journalister at tale med de studerende inde på skolens område - men uden for området må jeg godt! Som sagt så gjort og 20-årige Ramy Rajab Mohamed, der studerer økonomi, er ikke i tvivl: Det er godt for Alexandria, at byen har fået så flot et bibliotek, og det er godt, at det ikke er blevet fejret i dag, mens »Israel dræber vores arabiske søstre og brødre«. Så er det tid til den store rundtur. Også set indefra er det ny bibliotek en perle. Det er tegnet af det norske arkitektfirma Snøhetta og den enorme læsesal med plads til 2.000 læsere foran hver sin computer er bjergtagende og helt anderledes original end læsesalene på nationalbibliotekerne i London og Paris. Lyset kommer ind ad det skrånende loft via øjenformede vinduer, hvis glas er konstrueret til at dæmpe solens styrke. 66 betonsøjler, der har form som stiliserede lotusblomster, bærer loftet. Til det naturlige lys kommer lys i grønt og blåt, laseragtigt, helt oppe ved lotusblomsternes kroner. En detalje som både forskønner rummet og ifølge min rundviser skulle være godt for øjnene. Et imponerende skue. Bibliotekets terrassestruktur er fordelt på elleve etager, hvoraf fire er underjordiske. Den store læsesal spænder over de fleste af dem. Egentlig er det utroligt, at dørene skulle have været åbnet i dag i betragtning af, hvor meget der endnu roder, og hvor mange arbejdsmænd, der endnu knokler rundt omkring. Selv der, hvor biblioteket er helt færdigt, kan en forvænt skandinav ikke lade være med at bemærke, at Louisiana-fornemmelsen af kvalitet, som gennemsyrer biblioteket, skæmmes af detaljer, der ikke er i orden. Ingen kommer op på siden af oldtidens egyptiske pyramidebyggere, men i nutidens Egypten er de pertentlige nordiske arkitekter og designeres arbejde udført af håndværkere, der ikke magter at sætte et elevatorskilt op på væggen uden, at det hælder lidt til den ene side. Vi er på vej ind i endnu en afdeling af det norske mesterværk, da der pludselig sker noget. Min rundviser bliver passet op af en uniformeret mand. Grupper af ansatte begynder at hviske og tiske. Sensationen er en realitet: Vore dages Cleopatra, Susan Mubarak, vil komme på uventet besøg i morgen. Stemningsskiftet er mærkbart. Alt drejer sig med ét om sikkerhed. Pludselig bliver det ellers så åbne bibliotek fuld af usynlige grænser, som ikke må overtrædes, afdelinger, der ikke længere kan vises fem. Døre lukkes, nøgler drejes rundt, gæster er pludselig til besvær, selvom det høflige personale gør deres bedste for at opretholde smilene. »Vi har det ikke som hos jer i Europa, hvor en præsident kan færdes frit. Alt skal checkes igennem nu, virkelig alt. Sådan er det bare. Hvis Egyptens præsident ellers hans kone kommer på besøg et sted, går det normale liv i stå. Ikke engang ambulancer må køre med patienter, gaderne bliver spærret af«, forklarer min rundviser. Hun behøver ikke at forklare. Egyptens præsident Sadat blev myrdet. I 1997 blev turister slået ihjel ved en terroraktion i Luxor. Den internationale situation er ikke stabil, og jeg kan godt læse indenad: Til sikkerheden kommer autoritetstroen og den næsten royale underdanighed. Når præsidentfruen, der tilmed er bibliotekets allerøverste kransekagefigur, kommer, gælder det om at få ryddet op. Beskidte fødder Takket være en god kontakt i bibliotekets informationsafdeling lykkes det dog at se de sidste ting i en fart. Tilmed viser det sig, at man i kælderetagen, hvor herretoilettet ligger, kan gå ud ad en dør, og ind i en gang bagom, der fører til de elevatorer, der fører op i bygningen. På toilettet myldrer det med mennesker. Ikke funktionærer med slips, men møgbeskidte, terpentinstinkende malere, der står og vasker deres nøgne, bemalede fødder oppe i de rustfri håndvaske, hvor alverdens honoratiores skulle have stået og vasket hænder, hvis alt var gået vel. Biblioteksmaskinen kværner forskelligt fra bibliotek til bibliotek, men allevegne er der bag publikumsarealerne og de flotte læsesale og forskningsfaciliteter dette mylder af gange, trapper, elevatorer, mekanik m.m. hvor fodfolket virker, så den del af menneskeheden, der læser bøger og gamle manuskripter, kan nyde deres privilegium i fred og ro. Jeg ender med at gå ud ad en bagindgang, hvor snesevis af hastigt tilkaldte blomsterhandlere sidder på asfalten og fabrikerer store buketter, som skal bruges til at smykke biblioteket. Ikke fordi folket endelig kommer til, men fordi en herskers frue lægger vejen forbi. Jeg forlader et bibliotek, som er at tvinge sig op i gear, selvom det stadig er på standby. Rushdie er o.k., men endnu ikke for alle. Man må godt tale med de studerende, men kun på visse vilkår. Besøgende er velkomne, men der er forskel på folk. Alt i Egypten synes at balancere, som præsident Mubarak selv altid har gjort det, mellem lukkethed og åbenhed, tolerance og strenghed - øst og vest. Ude på Cornichen fræser bilerne forbi. Mænd med lange fiskestænger og kærestepar lader sig blæse igennem, mens de stirrer ud over et ocean og en himmel, der gløder i lyslilla og rosablege nuancer. Mod vest glimter den del af byen, hvor forfattere som egyptiske Mafouz, græske Kavafis og engelske Durrell har brændt sig ind i modtagelige sind overalt i verden. Ras el Tin, Midan Ramla, Anfoushi og Midan Saad Zaghloul. Købmænd og tiggere og mennesker i drift - Justines territorium. Jeg ved, at Biblioteket findes. Om digternes by eksisterer - den, alle leder efter i mindernes og luftspejlingernes Alexandria - ved jeg ikke. Man har lov at håbe.