0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I hulerne med Moder Jord

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Begejstret breder Jean M. Auel armene ud og skærer igennem den lavmælte smalltalk, som kommer fra en snes svedende europæiske journalister.

»Så er vi her«, fastslår den runde og hjertelige kone, som i en alder af 66 år netop er blevet oldemor for anden gang.

Jean M. Auels hår klasker ikke sammen her på en op til 26.000 år gammel boplads i det sydvestlige Frankrigs bagende forårssol. Dertil har hun for meget lak i forstadsfrisuren, som sammen med den jævne T-shirt og hendes usnobbede slagfærdighed får hende til at ligne en amerikansk storfamilies myndige matriark mere end en verdensberømt, højt uddannet mangemillionøse.

Selv om det er 12 år siden, Jean M. Auel sidst havde en bog klar til udgivelse, så må hun være formuende i svær grad efter at have solgt 34 millioner eksemplarer af bøgerne i serien, der begyndte med 'Hulebjørnens klan' i 1980. Blandt arkæologer er hun anerkendt for sin dybe forhistoriske viden, som hun giver videre i sine ellers ret så kulørte romaner. Hun er også akademisk uddannet matematiker og fysiker og tilmed medlem af de superintelligentes klub, Mensa.

Men Jean M. Auel er fuldstændig uimponeret af sig selv. Det forklarer hun med, at hun havde levet et halvt liv, før hun begyndte at skrive. Hun havde født fem børn, da hun fyldte 26. Hun var i 30'erne, før hun læste på universitetet, og hun havde rundet de 40, da hun skrev sin første bog om Ayla.

»Det er her, Ayla og Jondalar slår sig ned, da de når frem. Er det ikke et fantastisk sted«, siger hun entusiastisk om bopladsen Laugerie-Haute, selv om hun har været her mange gange før.

Jean M. Auels fascination af fortiden er uspoleret. Hun behøvede ikke blive ved med at opsøge den. Hvis hun ville, kunne hun blive hjemme i Portland, Oregon, sammen med sine penge og husbonden Ray, som hun har været gift med i 48 år. Men Auel kan ikke lade fortiden ligge.

Med Ray og et mere eller mindre udmattet menageri af pressefolk trissende i hælene trasker hun utrættelig rundt i grotterne og op på bopladserne i omegnen af landsbyen Les Eyzies-de Tayac i Dordognedalen. Her foregår den berømte dames første nye bog i 12 år. Og her lanceres den på en måde, der sætter ny standard for markedsføring af litteratur.

Den genkendelige heltinde
I Jean Auels romanserie på planlagte seks bind med fællestitlen 'Jordens børn' er den gennemgående hovedfigur den smukke, intelligente, modige pige Ayla, som både kender til urters kraft, til dyrs egenskaber og gør mange ting, som normalt var forbeholdt drenge og mænd dengang for ca. 25.000 år siden, hvor historien foregår.

Ayla lærer sig at jage, og tvunget af omstændighederne (hun vokser op i en anden klan) udvikler hun igennem sin barndom en tilpasnings- og overlevelsesevne, som også for 25.000 år siden må have været unik.

Hun er, vedkender også Jean Auel sig, et fiktionens supermenneske. Men til trods derfor, og selv om hun altså lever i en fjern fortid i romanerne, så er Ayla også på mange måder genkendelig for det moderne menneske. Hun skal tackle kultursammenstød. Hun skal overvinde fordomme om sit udseende, sit køn og sine evner.

Hun møder romanerne igennem det ene tilsyneladende moderne dilemma efter det andet, og hun lærer ikke mindst at elske og at blive elsket af den to meter høje mandlige helt Jondalar, som har »fantastiske blå øjne« og får selv sin søster til at rødme med »sin ubevidste, men karismatiske tiltrækningskraft«.

Jean Auels - foreløbig - ca. 3.700 sider lange fortælling er rig på lange, beskrivende passager, hvor der elskes, så det blomstrer. Pigerne og kvinderne går sjældent utilfredsstillede ud af de afsnit i Auels bøger, og netop følelseslivet og kvindens ligestilling for 25.000 år siden er noget af det, som gennem tiderne har gjort kritikere yderst skeptiske.

For én ting er, at Jean M. Auel blandt fagfolk har status som en respekteret selvlært antropolog og arkæolog, der har været på overlevelsesture og botaniseringskurser foruden at lave grundig research til romanerne bl.a. på Krimhalvøen, i Dordogne, i Afrika, Spanien og også i Lapland. Noget andet er, at hun som forfatter synes at tillægge sine personer følelser og tanker, som vi går rundt og betragter som meget nutidige her i 2002.

Pressen i præhistorien
Forfatteren har lidt svært ved at få sin formidling af fortidens hulemalerier, kultursammenstød, bosteder, sexliv, skeletstruktur og den store, gavmilde gud ved navn Moder Jord til at virke helt troværdig i hovederne på alverdens litteraturskribenter. Og derfor har hun og en talstærk stab af litterære agenter i forbindelse med lanceringen af den nye roman valgt at sende journalisterne derhen, hvor man har flest mulige konkrete beviser på det præshistoriske liv.

I alt næsten 70 europæiske journalister fra et dusin lande besøger i løbet af ti dage sammen med Jean M. Auel nogle af de forhistoriske seværdigheder i Les Eyzies-de-Tayac, hvor koncentrationen af grotter er tæt, og hvor Ayla og Jondalar altså befinder sig i Jean Auels nye, 740 sider lange bog 'Folket i klippehulerne'.

Da Jean M. Auel breder favnen ud og byder velkommen til bopladsen Laugerie-Haute, er hendes begejstring ganske givet ægte. Men den er ikke kun uegennyttig. For ved at vise bopladser og grotter frem for det ene hold reportere efter det andet opnår Jean M. Auel at få os til at forstå hendes romanprojekt bedre, end vi gjorde før.

I Les Eyzies-de-Tayac har hun allieret sig med en række kyndige fagfolk, som fører ordet, når pressen er på daglange busture rundt i området fra den ene arkæologiske seværdighed til den næste.

Helt holde mund kan hun nu ikke. Her på bopladsen kommer hun med muntre kommentarer og personlige fortolkninger (»jeg er forfatter, så jeg har ret til at sige det«), mens hendes mangeårige ven, arkæologen og direktøren for det franske Centre Nationale de Préhistorie, Jean-Philippe Rigaud forklarer, at Laugerie-Haute har været beboet i 400.000 år, og at de forskellige, synlige niveauer i kransen af klipper omkring den 150 meter lange plads er tegn på menneskeliv for henholdsvis 26.000, 20.000 og 6.000 år siden.

»Det her er en mosaik af landskaber«, siger Jean-Philippe Rigaud, og fortæller, at man bl.a. ved hjælp af fund af redskaber og dyremalerier på Laugerie-Haute har været i stand til at fastslå, at menneskene var specialiserede i forskellige fag i jæger- og samlersamfundet. Der var folk, som tog sig af at lave redskaber. Og der var også kunstnere, som ikke lavede andet end kunst.

Da Jean-Philippe Rigaud når til det punkt, stikker Jean M. Auel hovedet længere ind i mængden af lyttende journalister. Med barnlig iver i stemmen konkluderer hun, at fuldtidskunstnere ikke er et overskudsfænomen, som det moderne samfund har opfundet. Også for 25.000 år siden var der kunstnere, som blev brødfødt af samfundet.

»En del mener, at der var en religiøs mening med kunsten dengang. Det ved man dog ikke med sikkerhed. Min opfattelse er, at kunsten sandsynligvis havde religiøs betydning, men at det ikke var hele sandheden. Jeg tror på, at der for kunstnerne selv var tale om kunst for kunstens skyld«, siger Jean M. Auel på et tidspunkt.

Den udtalelse er i tråd med hele hendes overordnede opfattelse af det præhistoriske menneskeliv. Jean M. Auels hensigt med at skrive romanserien er, som hun siger, at gøre op med vores fordomme om forhistoriens mennesker som »gryntende vilde«, der for eksempel ikke kendte til det, vi kalder for demokrati.

»Når man ser bopladserne og grotterne med hulemalerierne, så ved man, at disse mennesker ikke var dumme, vilde barbarer. De var meget sofistiskerede. De nærede omsorg og medfølelse for hinanden, de specialiserede sig. Og jeg tror, at de værdsatte kvinders arbejde lige så meget som mænds«.

»Hvis man bruger sin sunde fornuft, og det gør jeg som forfatter, så må det jo have været sådan, at mænds bidrag til husholdningen var mere ustabil end kvinders. For man kunne ikke være sikker på, at en jæger kom hjem med et bytte. Derimod kunne man stole på, at kvinderne kontinuerligt fandt rødder og urter på jorden«, siger forfatteren og begiver sig ud i en længere forklaring om urter, dyreliv og beplantning i Dordogne før og nu.

En dyr dame
Jean M. Auel taler lige så vedholdende, som hun holder sin energiske krop kørende for fuld damp gennem lange dage og aftener i Dordogne. Uden staben af erfarne agenter og vakse unge assistenter kunne hun ikke holde en tidsplan, og det ville være dårligt for forretningen Auel.

Den ugelange medielancering i Les Eyzies-de-Tayac koster naturligvis Jean M. Auel en hel del i hotel- og rejseomkostninger til hende selv og hendes stab.

Men bogforlagene i England, Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig, Belgien, Danmark osv. har ikke kun betalt Auel rekordstore forskud for i det hele taget at få lov til at udgive hendes bøger. Forlagene har også betalt for, at journalister fra de respektive lande får adgang til at møde forfatterinden i et nøje afmålt antal timer.

(Politiken har selv betalt for rejsen til og opholdet i Dordogne, red.).

Markedsføringsmæssigt er lanceringen af 'Folket i klippehulerne' på et plan, som hamler op med de største popstjerners reklamefremstød. I Danmark har forlaget Samleren lagt mere end en snes tusinde kroner for at give tre danske journalister adgang til Jean M. Auel. Og det danske bidrag til Auels uge i Les Eyzies-de-Tayac er ingenting i sammenligning med, hvad en del andre lande har betalt.

Der er større lande, hvor Auels forlag har spenderet meget større summer for at lade Auels agenter og assistenter sørge for at bestille hotel og transport til og fra lufthavnen. Og journalisterne fra de lande bliver også forkælet med middage arrangeret af de kække unge assistenter.

Lez Eyzies-de-Tayac er ikke meget mere end et tilgroet trinbræt, hvor de væsentligste indtægtskilder er hotelvirksomhed og foie gras på dåse. Men i disse dage er det, som om Jean M. Auel har taget lidt af Hollywood med her til hulernes by, når man ser hende sidde på hotelrestauranter i selskab med bugnende fade og journalister.

Det er sødt at høre hende folde sig ud i en lang enetale om gletjhere fra den seneste istid. Men det er også omklamrende og kynisk, fordi man kan høre for sit indre øre, hvordan pallerne med Auelbøger drøner ekstra hyppigt ud fra trykkerierne verden over, fordi reporterne rejser hjem og skriver historier om konen.

Tiden bliver ingenting
Sådan er den moderne verden og dens medier. Og lige på det punkt ligner den ikke samfundet, der har Ayla som heltinde i Auels krønike. Hvad mon Ayla ville have sagt til at blive lanceret på den facon? Og hvad ville hun sige, hvis hun vidste, at man 25.000 år efter hendes tid bliver helt blød og taknemmelig ved synet af de smukke bisonokser og heste mange meter dybt inde i mørke, højt hvælvende, kolde grotter?

I grotterne bliver man mindet om, hvor lille man er, og hvor forunderligt menneskets historie hænger sammen. Når man står her mellem drypsten og perspektivrige, håndmalede billeder af dyr, så er tid pludselig ingenting. Så er det sådan, som Björk har sunget: »All the modern things like cars and such have always existed. They've just been waiting in a mountain for the right moment to come out«.