En af de største politiske forureningskatastrofer blev for nylig forårsaget af en hollandsk økoaktivist, da han med koldt overlæg myrdede politikeren Pim Fortuyn på åben gade i Hilversum. En af dem, der greb til pennen i den anledning, var den 68-årige forfatter Cees Nooteboom, der hører til the grand elderly men i hollandsk litteratur. På dansk er siden 1987 kommet hele fem bøger af ham, senest romanen 'Allesjæle' og 'Omveje til Santiago'. I sine mindeord skriver han bl.a., at Fortuyns succes ikke skyldtes den kendsgerning, at han bare sagde, hvad folk gerne ville høre. At vide, hvad problemerne er, og hvor de ligger, og sige det, har ikke noget med et »sundt folkeligt instinkt at gøre«. Nej, hans egentlige fortjeneste var, at han brød tavsheden omkring indvandring og tvang andre politikere, sine modstandere, der havde gemt sig under et slør af angst eller politisk korrekthed, 'med ind på arenaen'. Hvad han gjorde med en provokerende retorisk evne til at ramme hovedet på sømmet. En enkelt episode havde provokeret Fortuyn til at foreslå forfatningens artikel 1, der forbyder diskriminering, afskaffet. En imam havde uimodsagt udtalt, at homoseksuelle er mindre værd end svin. Til en anden imam, der i en diskussion for åben skærm havde beskyldt Fortuyn for ikke at kende noget som helst til marokkanere, sagde han: »Men jeg går i seng med dem, det gør De ikke«. Nooteboom minder slutteligt om den afdøde politikers credo: »Jeg benytter ordet som våben. Jeg fordømmer enhver politisk voldsanvendelse. Jeg fordømmer enhver diskriminering på grundlag af race, religion, kønslig orientering etc. Og jeg vil ikke berøve nogen hans eller hendes borgerskab«.